Annonce
Kultur

Roman: Lige ud ad landevejen og ind i alderdommen

To gamlinge trodser børnene og tager på roadtrip ad Route 66.

Det er ikke noget under, at "En sidste ferie", Michael Zadoorians autocamper-roman fra Detroit til Californien, allerede er blevet filmatiseret. Endda med så gode skuespillere som Helen Mirren og Donald Sutherland i hovedrollerne som det gamle ægtepar Ella og John Robina.

Romanen om parrets sidste ferie er ikke bare en instruktiv og billedrig vejviser ad den hæderkronede gamle hovedvej gennem USA fra øst til vest. Den er også en yderst ligefrem biltur ind i Ellas og Johns 60 år gamle samliv - fortalt af Ella, som gør læseren til sin rejsefælle på en meget bramfri og ærlig måde.

John kan hun ikke mere snakke med om løst og fast. John lider af Alzheimers og har gjort det de sidste fire år. Men selvom han forsvinder ind i sig selv, kan han stadig køre bil. Det beslutter Ella sig for, at det er så det, han skal: Hun vil gense Disneyland i Los Angeles og køre den samme Route 66, som de altid kørte den, da de var yngre, og deres to børn var små. Børnene Cindy og Kevin på over 50 er naturligvis rædselsslagne. For ikke nok med, at Alzheimer kører med. Det gør kræften også. Ella har imidlertid nægtet at lade sig underkaste både børns og lægers omsorg og tilbud om kemo. Når hun får det skidt, stikker hun bare hovedet ud af vinduet og lader vinden kærtegne sine få tilbageblevne hårstrå, mens hun sluger en lille blå pille.

"En sidste ferie" er sådan en bog, man absolut skal læse, hvis man ikke stikker hovedet i busken over, at livets sidste tid rummer lidelse og sorg og død. Tiden kan nemlig også rumme glæde og pjank, og Ella og John oplever det hele. Inklusive omgivelsernes holdning til det at være gammel og affældig. "En sidste ferie" er underfundig og sjov og lige ud ad landevejen og bør ligge i ethvert handskerum - uanset bilisternes alder. PS: Filmen forventes at få dansk premiere til november.

Roman: Michael Zadoorian: "En sidste ferie"

Oversat af Nikolaj Kvistgaard Johansen, 272 sider, Harper Collins Nordic.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordfyn

Radiostation deler gratis antenner ud

Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce