Annonce
Kultur

Roman: Længslen efter at leve og overleve

Tom Buk-Swienty er blandt andet kendt for bøgerne "Slagtebænk Dybbøl" og "Dommedag Als" om 1864. Foto: Nils Mogensen Svalebøg

Tom Buk-Swientys nye bog er en enestående fortælling om et menneske, der klamrer sig til livet.

Tom Buk-Swienty skriver fremragende. Gør historien levende for alle os, der gerne vil vide mere. Således også i denne bog om den unge tysker, Hans Horn, hvis omfattende erindringsværk i tekst og billeder ligger til grund for "Det ensomme hjerte. Fortællingen om en musikalsk soldats utrolige odyssé gennem 2. Verdenskrig og hans drøm om at blive dansker". En højdramatisk rejse gennem Det Tredje Rige.

Tom Buk-Swienty skriver erindringerne ind i en sammenhæng, så man kan følge med og se den personlige historie i et større perspektiv. Hvad skete der uden for fødebyen Kiel? Hvad var det for nogle tendenser i det tyske samfund, der kulminerede med jødeudryddelser og systematiske krigsforbrydelser? Bogen giver et bud på, hvordan soldatens vilkår var på tysk side i Anden Verdenskrig, fra "flødeskumsfronten" i Danmark til de store slag på Østfronten.

Annonce

Flere lag på fortællingen

At give stemme til den almindelige soldat er prisværdigt, selvom det indimellem kan være svært at skelne mellem de to forfattere: Tom Buk-Swienty og Hans Horn. Tør vi tro på Hans Horn og hans mere end 5000 sider lange tekst? Tør vi tro på den gode soldat - det gode menneske? Her kommer bogens omfattende illustrationsmateriale læseren til undsætning. De mange tegninger og akvareller lægger et lag på fortællingen, der i højere grad end teksten sætter læseren i stand til at forstå den afsky og angst, som Hans Horn forsøger at beskrive. Et til tider næsten surrealistisk billedsprog giver os et hjerteskærende indtryk af den umenneskelighed, der er så svær at forstå.

"Det ensomme hjerte" har sin store styrke i beskrivelsen af menneskelig selvopholdelsesdrift og en families liv på godt og ondt igennem svære tider. Læseren får indsigt i familien Horns liv gennem det 20. århundrede. Hvad der på papiret kunne synes en ganske almindelig mand og hans ganske almindelige familie, får liv. Det er ikke sikkert, at vi kan tro på det hele, men også den erkendelse siger jo noget om livet. Længslen efter at leve og overleve, fører også til fortrængning og efterrationalisering.

Men tager soldaten et medansvar for krigsforbrydelserne? Pynter han på sin egen rolle? Er selvopholdelsesdrift og kikken væk, ikke blot et redskab for mange til at kunne stå rædslerne igennem? Her forties ikke noget. Hans Horn ved det godt, selvom myrderierne på sin egen naive måde nedtones og forsvinder blandt det, der optager den unge mand: At holde ud for at kunne vende hjem til sin hustru og deres lille datter.

Jeg læser bogen som en fortælling om ganske almindelige mennesker, der lever et til tider ganske ualmindeligt liv. Og det får krop gennem forfatterens pen og ikke mindst hans akvareller og tegninger. Hvor ofte får vi lov til at være med på rejser som den, Hans Horn beskriver? Her lykkes det - trods kildekritikerens nagende tvivl. Det er ikke en historiebog, men en enestående fortælling om et menneske, der klamrer sig til livet - på trods af alt.

Historisk roman:

Tom Buk-Swienty: "Det ensomme hjerte. Fortællingen om en musikalsk soldats utrolige odysse igennem 2. Verdenskrig og hans drøm om at blive dansker."

512 sider, 350 kr. Politikens Forlag

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Tyve brød gennem mur til Matas

Læserbrev

Sammenlægning. 700 udsatte børn på én skole?

Synspunkt: Kære Susanne, det er ikke børnenes tarv at sammenlægge Vollsmose-skolerne. Hvordan skulle det gavne det enkelte barn i Vollsmose at samle over 700 udsatte børn på én skole? I mange år har politikerne i Odense snakket om, at vi skal have flere blandede skoler i Odense. Derfor er det meget svært at forstå, at de nu vil skabe en stor skole og samle alle børnene i Vollsmose på Abildgaardskolen. Det er hverken fagligt forsvarligt eller integrationsfremmende. Derudover er det svært at forstå, hvorfor politikerne ikke kan vente med at sammenlægge skolerne, indtil ombygningen er overstået, for at undgå at børnene bliver udsat for flere skoleskift og stress. I perioden, hvor ombygningen står på og nogle af familierne skal flyttes væk fra området og andre flytter ind, har børnene brug for ro omkring deres skolegang. De har brug for deres vante omgivelser, tryghed og deres lærere, som de har kendt i mange år. Politikernes argumentation om, at der bliver færre børn i området, holder ikke i vand. Der skal opføres nye boliger i området, når nogle af de nuværende boliger blev revet ned, hvilket betyder at der flytter nye familier og deres børn til området. Hvor skal de nye børn i området så gå i skole? Derudover er der omkring 1500 mennesker, som flytter til Odense hvert år. I det hele taget bliver der flere børn og ældre i Odense i fremtiden. Derfor er det en omgang tom snak at påstå, at sammenlægningen skyldes faldende børnetal i området. Dertil savner jeg, at I politikere svarer på, hvor tanken om at skabe flere blandede skoler i Odense er blevet af? Og hvorfor skulle de nye tilflyttere i Vollsmose vælge en skole med over 700 tosprogede børn? Der er overhovedet ikke noget sammenhæng mellem det, I politikere siger, og det I gør. Der er ingen, der siger, at vi skal have to skoler i området, hvis der ikke er behov for det i fremtiden. Det giver bare ikke mening at samle alle områdets børn på en skole midt i en periode, hvor der foregår ombygning og renovering i området. Jeg håber inderligt, at I politikere tænker jer om og ikke svigter de mest udsatte børn i vores by. I det mindste fortjener børnene ro omkring deres skolegang, indtil ombygningen er færdig. Vollsmose-børns faglige udvikling, tryghed og trivsel er mindst lige så vigtig, som det er tilfældet for resten af byens skolebørn. Hvorfor skal byens måske mest udsatte børn stilles ringere end andre børn?

Fyn For abonnenter

Sørens gård køres over af jernbanen: Gid staten bare ville opkøbe mig

Fyn

Parti går i folketingssalen for at få bygget ny jernbane to år tidligere

Annonce