Annonce
Kultur

Roman: Kærlighedens gåde

Madame Nielsen. Foto: Sofie Amalie Klougart/Gyldendal

Stor roman med urovækkende skønhed fra Madame Nielsen

Bøger: Man kan sige meget om Madame Nielsen, men et er sikkert: Hun er ikke for fastholdere. Man kan aldrig være helt sikker på kønnet eller navnet, der skjuler sig bag figuren. Nu er madammen på banen igen med romanen "Det højeste væsen".

Madame Nielsen har det med at overraske. Som læser er man altid på vagt, og den nye roman er da også en udfordring. Den starter med en mystifikation, nemlig med slutningen, og læseren må i første omgang affinde sig med at være i vildrede om, hvem der tales om, og hvem der er hvem.

Men langsomt rulles en intens kærlighedshistorie op. Jeg-fortælleren beretter om sit møde med ballerinaen fra den rumænske statsballet, som på næsten eventyrlig vis er havnet i Danmark. Det bliver et møde med en intens kærlighed, ja, et møde med det højeste væsen. Men kærligheden forbliver en gåde for fortælleren, lige som så meget andet i romanen.

På 25 års afstand ser fortælleren tilbage på forholdet. I forbindelse med beretningen får læseren kvindens forhistorie. Opvæksten i Rumænien med "den store fader", Ceausescus´ halvgudelige status, faderens mystiske død, den jernhårde disciplin på balletskolen. Parallelt med kærlighedshistorien løber de politiske begivenheder, som ender med henrettelsen eller nedskydningen af det rumænske præsidentpar. De to historier fletter sig ind i hinanden. Den lille historie afspejler den store eller omvendt.

Der er to stemmer i romanen. Undertiden blander Madame Nielsen sig med spørgsmål, tit ubehagelige, til fortælleren. Der prikkes til en skyld, men fortælleren afviser nærmere forklaringer med ordene: "Jeg ved ingenting. Jeg fortæller." Og: "Lad mig være fri". Det er en stor roman, Madame Nielsen har skrevet, ikke af omfang, men af sproglig og dermed indre skønhed. Men det er en urovækkende skønhed, men nok så paradoksalt kan sådan en være opløftende. Som her.Madame Nielsen: "Det højeste væsen", 176 sider, 249,95 kroner, Gyldendal

Annonce
Madame Nielsen: "Det højeste væsen". Foto: Gyldendal
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Regler må stoppe elløbehjul-rod

’Elløbehjul roder i bybilledet’. ’Elløbehjul kører for hurtigt der, hvor der er mange mennesker’. Sådan lød det i min radio i anledning af, at transportminister Benny Engelbrecht mandag holdt møde med de kommuner – deriblandt Odense - hvor det i dag er lovligt at køre på elløbehjul, og hvor elløbehjulene i dag fylder alt for meget i bybilledet på den kedelige måde. Både når de er i brug, og når de ikke er. Men radioværten kunne næsten ikke sige det mere forkert. Hvis et elløbehjul – som oftest ligger og – flyder et sted på gaden, så er det, fordi den person, der senest har brugt det, bare har smidt det. Uden så mange andre hensyn end at det lige passede mig bedst der. Og hvis der er for meget fart på elløbehjulet, så skyldes det udelukkende den, der styrer tempoet. For selvom elløbehjul er smarte, sjove og et godt alternativ til flere biler på vejene, så kan de hverken flytte sig fra et sted fra et andet eller sætte farten uden hjælp fra et menneske. Ansvaret for det rod, som er opstået i kølvandet på lovliggørelsen af elløbehjulene, ligger kun ét sted: Hos dem, der bruger dem. Det er derfor, der er opstået et behov for regler. Fordi tankeløsheden og fraværet af hensyntagen lever for godt hos nogle af dem, der bruger elløbehjulene. Vi skal alle sammen være her og kunne færdes sikkert i trafikken. Så det er mit ansvar, at jeg kigger mig for, inden jeg går over en vej – at jeg ikke bare træder ud i forventning om, at de hjulede trafikanter standser. Det er mit ansvar, at jeg sætter min cykel i et stativ eller i det mindste parkerer den, så den fylder mindst muligt på et fortov, fordi jeg lige skal hente et par bukser, en fløderand eller fire tallerkener. Og det er mit ansvar, at jeg ikke parkerer min bil foran en ud- eller indkørsel, så jeg spærrer vejen for andre. Men nogle brugerne af elløbehjul er ikke det ansvar voksent eller bevidst, og så må der regler til. Og sanktioner til dem, der ikke kan finde ud af at følge dem. Selvom det ville været meget nemmere, hvis vi bare ryddede op efter os selv og tog hensyn til andre.

Annonce