Annonce
Kultur

Roman: Hvordan føles jeg?

Vellykket debutroman om ældgammel problematik: Hvem er jeg i forhold til dig?

Der er ikke megen rytmik i at blive forladt. Uanset alder. Uanset børn. Uanset at man fandeme aldrig havde tænkt sig, at stodderen pludselig sad der, ganske roligt på armlænet af sofaen og sagde, at han havde fundet en anden pige og trængte til en pause.

Var livet ikke en dans? Ikke for den debuterende forfatter Marie Louise Tüxen, som med "Jeg ser mig selv som rytmisk" udgiver nogle essayagtige nedslag i de 10 år, der går, efter at faderen til jeg-fortællerens søn pludselig oplod røsten og nedlagde ægteskabet.

Den lille, fine bog, der sagtens kunne danne forlæg for endnu en omgang opdateret selvironisk Nynne eller Bridget Jones på lagnerne, lægger ikke så meget nyt til det at være 30+ og forladt. Hvem er jeg, og behøver jeg nødvendigvis spejle mig i alle de underlige mandetyper, jeg møder på min vej?

Jeg-fortællerens eksperimenter fortælles fra slut i 2016 på side 1 til start i 2008 på side slut. Således kender læseren ikke fra begyndelsen af bogen jeg-fortælleren og hænger sig derfor fast i hendes beretning om, hvor svært det er at være kone nr. 2 med børn fra nr. 1. Hvad er hendes forhistorie? Hvorfor reagerer hun så mimoseagtigt?

Svaret ruller sig langsomt ud i beretninger med nedadgående tidslinje om jeg-fortællerens eksperimenter med mænd. Altså efter, at ægtemanden og barnefaderen, som skulle have været for hele livet, pludselig var uenig. Dét giver anledning til selvreflektion. Det skulle da bare mangle andet! At selvreflektionen så altid foregår i fremmede senge med fremmede mænd er vel ...

Marie Louise Tüxens debut virker som et forsøg på at finde ind til det ægte jeg, der findes i os alle. For nogle af os er der langt ind - og jeg-fortælleren i "Jeg ser mig selv som rytmisk" danser bedst, når hun ærligt beskriver fødebyen Næstved og det at bryde ud af sit miljø. Beskrivelsen af forfatteren-elskerens besøg hos familie er skøn, ligesom også bedstemors familiefest. Skøn, fordi det ikke er nedladende, men inddragende:Sådan er jeg også, og det vedkender jeg mig.

Nærved og Næstved er ikke lige langt. Marie Louise Tüxen prøver med sin debutroman at udmåle afstanden. Og da det er en afstand, rigtig mange, også i hendes egen generation, kender så godt, bliver bogen netop på dét plan værdifuld. Så skidt med de forgæves lagenøvelser. Roman: Marie Louise Tüxen: "Jeg ser mig selv som rytmisk"

112 sider, Forlaget Vild Maskine

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

22-årige Kamilla fik afslag som smedelærling: Det er da for dumt

Årstallet er 2019, og ligestillingen og ligeberettigelsen har været her længe. Derfor kan sygeplejersken sagtens være en mand, ligesom smeden sagtens kan være en kvinde. Eller … nå, nej, det kan smeden så åbenbart ikke. Den 22-årige Kamilla Søndergaard berettede i hvert fald i avisen tirsdag om, hvordan hun måtte igennem en syndflod af afslag, hvoraf mange handlede om hendes køn, inden hun til sidst fandt en smedelærlingeplads på værftet i Assens. Inden da var hun blevet ramt af den ene dårlige forklaring efter den anden, herunder den dårligste af alle: Nej, du kan ikke blive smed, fordi du er pige. Alle disse rigide afslag er ikke givet i 1879 eller i 1919 eller i 1939. De er givet i 2019. Tænk sig: I 2019 siger nogle af de virksomheder, der bestandigt skriger efter arbejdskraft, stadig nej til at ansætte nye medarbejdere, blot fordi ansøgerne har et andet køn end de fleste andre ansatte på arbejdspladsen. Det er absurd. Og det er mistrøstigt. Danske virksomheder er ganske enkelt nødt til at åbne øjnene og rette interessen mod begge køn, hvis de fortsat vil have adgang til de bedste kandidater på markedet. Derfor er det glædeligt, at brancheorganisationerne Danske Maritime, Danske Havne og Danske Rederier er gået målrettet i gang med at styrke rekrutteringen af kvinder til job i typiske mandefag som maskinmester, skibsfører, smed og en række andre fagområder inden for Det Blå Danmark. For det er den eneste måde, hvorpå man kan sikre sig dygtige medarbejdere i fremtiden. Disse organisationer bør blive et forbillede for andre organisationer, brancher, virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der stadig har bedst øje for det ene køn. For man er nødt til at henvende sig til både mænd og kvinder, hvis man vil styrke rekrutteringer. Det er nemlig ikke sikkert, at man bliver en god sygeplejerske, fordi man er kvinde. Eller at man bliver en god smed, fordi man er mand. Til gengæld er det sikkert, at man allerhøjst får fat i halvdelen af de klogeste talenter, hvis man kun henvender sig til det ene køn. Og det er da for dumt.

Annonce