Klaus Enghvidt Olsen har en engleagtig berøring med sine hovedpersoner - og dem er der mange af.
Jeg er bekymret for Klaus Enghvidt Olsens seneste roman. Min ængstelse går på, at den risikerer at blive overset på grund af sin ensporede bagsidesalgsorientering, den lidt pauvre boglige indpakning samt den indimellem ineffektive korrekturlæsning.
Men nogle gange finder man stenperler i sandet, glinsende af sprogligt vid, fulde af følelsesmæssigt kendskab til både kvinder og mænd og en insisterende legen tagfat med sin læser. Denne litterære oplevelse rummer forfatteren, som fortjener at komme ud i lyset.
Jeg synes ganske enkelt, at "Myrdede sjæle" er på kanten af en succes. Den glimter, rummer indsigt ud over det sædvanlige, samtidig med at spændingen spiller med på andenviolin.
Det handler om voldtægt, sexkrænkelser fra et klap i numsen, en uønsket berøring, en nedringet tætsiddende kjoles udsigt til mindre end langvarige følelser, en bule i bukserne, hårdhændede overgreb, fordi ... ja, hvad vi inderst inde ikke ved om menneskers drømme, teatralske oplevelser og det indre liv.
Vores indre jeg kommer frem i en udadvendt indpakning. En bog, der sætter eftertanker i gang - den skal bare promoveres lidt bedre.
Og nu til den lidt korte version af handlingen: En voldtægt, et fatalt traume, et udadtil uproblematisk ungdomsliv, mænd mistænkt, men hvem af dem er den modbydeligste? Og hvad med kvinderne, lokker de som bier omkring en fuldtblomstrende syrenbusk, eller tillader de sig bare at være sig selv?
Gå efter denne bog - den er en vandretur værd.
Roman: Klaus Enghvidt Olsen: "Myrdede sjæle"
336 sider, Forlaget Underskoven