Annonce
Sport

Roger Federer rejser sig med sejr i sæsonfinalen

Tony O''brien/Ritzau Scanpix
Efter nederlag i første kamp kom Roger Federer på tavlen med en sejr over Matteo Berrettini i London.

Tennisikonet Roger Federer holder liv i sin chance ved herrernes sæsonfinale i London med en sejr i anden gruppekamp.

Efter at have tabt sin første kamp i Björn Borg-gruppen til østrigske Dominic Thiem havde Federer ryggen mod muren ligesom modstanderen Matteo Berrettini, der havde tabt sin første kamp til serberen Novak Djokovic.

Federer klarede bedst forudsætningerne og vandt med 7-6, 6-3 over Berrettini, der for første gang deltager i turneringen, som tæller sæsonens otte bedste spillere.

Federer havde inden kampen varmet op med den danske komet Holger Rune, der agerer træningsparter i forbindelse med turneringen, og Federer var i hvert fald klar til kamp. Han vandt efter 1 time og 20 minutter på banen.

Berrettini måler 1,98 meter og er en stærk server med et solidt grundspil. Derfor er han svær at hamle op med, når han server, og Federer havde også sine problemer.

Italieneren var dog også sagesløs i schweizerens servepartier, og spillerne skiftedes til at holde serv på vej mod tiebreaken i første sæt.

Kun i det 12. parti var der breakbold, som samtidig var en sætbold til Federer, men den blev ikke udnyttet.

I stedet var Federer klart den skarpeste i den efterfølgende tiebreak, som han vandt 7-2.

Federer udnyttede momentum til at bryde øjeblikkeligt fra andet sæts start, endda rent, og da Federer fortsatte med at serve godt, var det svært at se Berrettinis muligheder for at komme tilbage.

Ved stillingen 4-3 i Federers favør spillede italieneren sig endelig frem til tre breakbolde, men Federer afviste dem alle, og derfor forduftede Berrettinis sidste chance.

I sidste gruppekamp skal Federer møde Djokovic, der tirsdag aften møder Thiem i sin anden kamp.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce