Annonce
Mad og drikke

Riesling, som du ikke kender den, fra modige kvinder på stejle klipper

Rebekka Materne og Janina Schmitt mødtes på vinskolen i Geisenheim. I dag har de vineri i en kælder i Winningen, hvor druerne fra deres marker, som ligger spredt over en 20 kilometer lang strækning, bliver til syv-otte vine. Foto: Kenneth Klingenberg
I Terrassenmosel, den nedre del af floden før den løber ud i Rhinen, er det muligt at købe gamle vinmarker på nogle af de mest ufremkommelige skråninger langs floden. Hvor andre har opgivet at lave vin, er det lykkedes veninderne Janina Schmitt og Rebekka Materne at skabe en succes, som skal blive større.

Mosel. Gråhårede turister, dovne flodbåde og solglimt i grønne vinglas.

Et besøg langs den smukke flodstrækning op gennem Tyskland bekræfter i en vis grad fordommene, men også ved Mosel bevæger tiden sig trods alt fremad. En køretur for foden af de stejlt skrånende vinmarker langs floden afslører, at Mosel ikke er, hvad Mosel var engang. Det er særligt tydeligt i den del af vinområdet, som tyskerne kalder Terrassenmosel.

Her, ved den øvre del af flodens løb, før den munder ud i Rhinen ved Koblenz, skal man blot vende blikket mod toppen af de stejle klipper langs floden for at se, hvordan grøn bevoksning dækker smalle terrasser, som tidligere var grobund for vinplanter.

De vokser her ikke mere, fordi vippen er tippet: Det koster at dyrke vin så besværlige steder, hvor man må have hjælp af små tandhjulsbaner til at transportere grej op og druer ned, og markerne er blevet opgivet, fordi udgifterne ikke længere kunne hentes hjem gennem prisen på vinene. For Mosel-vin skal jo ikke være dyr, vel?

Det betyder omvendt, at frygtløse nye vinbønder kan erhverve sig marker, nogle gange endda stadig med de gamle vinstokke i jorden, for beløb, som de har råd til at betale, og det giver desuden mulighed for at flytte vindyrkningen højere op, end den er i dag - det ser blandt andre Markus Molitor, der har sit palæ længere sydpå mellem Traben-Trarbach og Bernkastel-Kues, som en mulig redning fra stigende temperaturer i de nuværende vinmarker.

Annonce
Markerne langs den nedre del af Mosel er flere steder så stejle, at det har været nødvendigt at plante vinene i terrasser. Det er arbejdskrævende at dyrke vin her, og den eneste maskinelle hjælp, man kan hente, er de slæbebaner, som kan trækkes op ad skrænterne og bruges til at transportere udstyr op i markerne - og druer ned under høsten. Foto: Kenneth Klingenberg.

Må selv med i marken

Janina Schmitt og Rebecca Materne har ingen familiebaggrund i vin. De to kvinder, som begge er midt i 30’erne, kommer fra henholdsvis det nordøstlige Hessen og Ruhr-området, men valgte begge at uddanne sig ved vinskolen i Geisenheim, hvor de mødtes, og her opstod idéen om, at de skulle lave vin sammen.

- Vi var enige om, at det skulle være ved Mosel, fordi vi begge begge var blevet store fans af riesling fra Mosel, og vi fandt hurtigt ud af, at det skulle være i Terrassenmosel. Jeg kan godt lide, at her stadig er så oprindeligt. Man har ikke mange hjælpemidler, og man laver næsten alt selv. Vi har selvfølgelig sæsonarbejdere, men vi er også nødt til at gå med. Det er fascinerende, at man selv er med til hver eneste skridt i marken. Der er meget få steder her i Terrassenmosel, hvor vi kan bruge maskiner.

En god forretning, som skal vokse

Så i 2012 vendte Janina Schmitt og Rebecca Materne tilbage til Winningen, hvor de begge tidligere havde arbejdet hos Heymann-Löwenstein, og begyndte at opkøbe marker i små bidder langs Mosel. Det er særligt længere mod nord, man kan finde braklagte vinmarker, som er til at betale, forklarer Janina Schmitt. Der er også vinmarker, som sælges, fordi ingen i familien ønsker at overtage vingården.

Materne & Schmitt, som vingården hedder, har nu en årlig produktion på cirka 25.000 flasker fra de 4,5 hektar vinmarker, som Janina Schmitt og Rebecca Materne har erhvervet sig. Vinplanterne står alle plantet i steillagen, dvs. på stejle skråninger, over en strækning på 20 kilometer, og de giver druer til syv-otte forskellige vine.

- Vi har en god forretning i dag. Men vi er nødt til at vokse, for vi har ikke noget lager at falde tilbage på, hvis vores marker for eksempel bliver ramt af hagl, konstaterer Janina Schmitt og fortæller om en ven, der dyrker vin i Franken.

Hans vinplanter blev i begyndelsen af august ramt af en haglbyge, og han havde udsigt til at høste vin fra to hektar i stedet for de forventede 10 hektar.

Vejret bliver mere ekstremt

Men fordelen ved at have et lager af ældre vin, som kan sælges, hænger ikke kun sammen med de risici, som vinbønder alle dage har måttet leve med: ødelæggende hagl, forårsfrost der dræber de nye skud eller for meget regn, der kan udvande druerne og øge risikoen for svampesygdomme. Også i denne del af Tyskland mærker man nemlig forandringer i vejret, som indikerer et ændret klima.

- Det bliver stadig mere ekstremt. Det har altid været varmt (om sommeren, red.), men vi oplever hyppigere lange perioder uden regn. Hele sommeren har vi ikke fået regn - den smule, som er faldet, er fordampet, før vandet har nået at trænge ned i jorden, fortæller Janina Schmitt.

- Sidste år havde vi den tidligste høst af riesling her i Winningen, siden man begyndte at føre optegnelser over det. De seneste år er rieslinghøsten begyndt i september, og for 20 år siden ville ingen overhovedet tænke på at høste i september.

- Naturen finder en løsning

- Hvad kan I gøre?

- Ikke ret meget. Det bliver diskuteret, om man kan installere drypvanding i nye beplantninger, men det kræver jo en forsyning af vand. Det er forbudt at tage vand fra Mosel.

- Vi arbejder også med tidligere høsttidspunkter, og vi er også opmærksomme på, at vi ikke har de mest sydvestvendte marker. Man må beskære vinplanterne anderledes, end man har været vant til, og ikke længere fjerne blade på solsiden for at forhindre, at druerne bliver brændt af solen.

- Vi er simpelthen nødt til at tilpasse vores dyrkningsmetoder, og lige nu går det. På langt sigt? Tja …

Det er som nævnt kun syv år siden, makkerparret Schmitt og Materne slog sig ned i Winningen, og allerede dengang var de klar over, at klimaændringer kunne blive en udfordring. Foreløbig er der heller ingen panik - de tror på, at deres planter, som har dybe rødder, klarer sig.

- Vi stoler på, at naturen finder en løsning. Vinene er vant til, at der ikke er meget vand til rådighed. De står i en meget klippe- og stenholdig jord, som ikke lagrer vand særlig godt. Selv i våde år med megen nedbør er vores jord relativt mager, siger Janina Schmitt.

Vinene laves i marken, ikke i kælderen

Ved mit besøg i Winningen i slutningen af august var vinene fra 2018 blevet tappet kun et par uger forinden. 2018 Winninger Riesling smagte som en vin, der kan blive sjov at møde igen om to-tre år med stor æblefrugt, sødme, og en godt integreret syre.

- 2018 har givet overraskende harmoniske vine. De har lidt mere alkohol end vinene fra 2016 og 2017, men ikke meget. Vi har ikke lavet vine med mere end 12,5 procent alkohol, fortæller Janina Schmitt og tilføjer, at både syren og pH-værdien i vinene er landet fornuftigt.

Vinene fra 2018, et varmt og tørt år, bliver beviser på, om Janina Schmitts og Rebekka Maternes vinmagerfilosofi holder vand - også i et år, hvor vandet manglede:

- Det vigtigste for en vinmager er at kende sine vinmarker og at dyrke dem ordentligt. For vi gør ikke noget i kælderen. Vinene er alle spontangæret. Vi tilsætter ikke sukker, vi sænker ikke syren, vi forskønner ikke, og vi bruger ikke enzymer, siger Janina Schmitt.

Vinene er ikke certificeret som økologiske, biodynamiske eller naturvine. De bliver som hovedregel filtreret - og også svovlet, men først efter lagringen. I år har de to vinmagere dog suppleret med en ufiltreret vin, der har lagret 10 måneder på ståltank og 14 måneder på store fade med gærresterne.

Lavt niveau af restsukker

Mosels vine er kendt for at have en restsukker-sødme i smagen, men hos Materne & Schmitt gæres vinene tørre, det vil sige med under fire gram restsukker pr. liter - selvom det kan være en udfordring på grund af spontangæringen, hvor der kun benyttes den gær, som er til stede på druerne og i vineriet. Fire gram restsukker er i øvrigt et godt stykke under maks.-grænsen på ni gram/liter for de tørre grosses gewächs-vine fra VDP, der generelt anses som nogle af Tysklands bedste tørre vine.

Det er ikke denne type vin, man typisk støder på langs Mosel. Men vinene fra Materne & Schmitt virker ikke overdrevet tørre - det , som især er tydeligt i dagens tre vine, er lagringen på gærrester. Det giver en cremet mundfornemmelse og en appetitlig note af ost i smagen. Det hænger godt sammen med en salt syrlighed, som animerer drikkelysten.

Og det er et af de vigtigste krav, man kan stille til en god vin, mener Janina Schmitt:

- Den skal være interessant, og man skal have lyst til at drikke hele flasken. Men den skal også kunne lagre, for det er sjovt at opleve den udvikling, som sker i vinen.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ole Maare-sagen: Skandaløs optræden af advokat

Fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat blev ikke stiftet for at yde bistand til advokatfirmaer, der er på randen af konkurs. Tværtimod: Fonden blev grundlagt for at støtte forskning, blinde, handicappede og kronisk syge. Derfor er det skandaløst, at fondens midler ikke er blevet anvendt til de nævnte formål, men i stedet i overvejende grad er blevet anvendt til at betale regninger til det nu krakkede advokatfirma Maare Advokatanpartsselskab, som den kendte advokat Ole Maare stod bag. Der er tillige stærkt kritisabelt, at der er foretaget et antal ulovlige dispositioner i fonden, sådan som fondens revisor har påpeget, og sådan som avisen har beskrevet det de seneste dage. Disse forhold er nu - helt berettiget - ved at blive undersøgt af Erhvervsstyrelsen. Det er i skrivende stund uklart, hvornår Erhvervsstyrelsens juridiske gennemgang af sagen er afsluttet, men man kan allerede nu med sindsro konstatere, at Maare Advokatanpartsselskab har optrådt amoralsk i sagen. For en fondsformand skal ikke bruge en fonds pengetank som malkeko, og en fondsformand bør ikke både bestyre en fond og samtidig modtage store millionbeløb for at administrere fonden, sådan som Ole Maare har gjort i den konkrete sag. Det er imidlertid en realitet, at Ole Maare i sin egenskab af advokat med den ene hånd har udskrevet dyre advokatregninger til fonden og i sin egenskab af fondsformand med den anden hånd godkendt de samme regninger i fondsbestyrelsen - i øvrigt sammen med en af sine egne ansatte, som var blevet indsat i fondens bestyrelse. Det er helt utilstedeligt. Og skandaløst. Og forbløffende skamløst. Ole Maare har igennem et langt advokatliv været i berøring med masser af mennesker i Odense og omegn. Nu har han med denne sag helt egenhændigt sværtet sit eget navn til. Derfor er sagen skidt for Ole Maare, for fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat - og ikke mindst for alle de mennesker, som fondens millioner kunne være kommet til gavn.

Annonce