Annonce
Erhverv

Revisorfirma havde rod i regnskaber

Helle Lajer Andersen, Karen Marie Pedersen og Lis Bebe Nielsen har overtaget Revision Fyn Faaborg, efter at Jens Conrad Halling Olesen er gået konkurs og forsvundet.

Jens Conrad Halling Olesen afleverede aldrig sidste års regnskab

Revisorer lever af at have styr på regnskaber. Men det havde Jens Olesen ikke, da han var direktør i Revision Fyn Faaborg indtil sidste uge. Sidste års regnskab blev aldrig afleveret.

Medarbejderne sendte i løbet af efteråret adskillige mails og ringede for at gøre Jens Conrad Halling Olesen opmærksom på, at han var bagud med regnskabet.

- Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at leve op til vores ansvar. Det havde været ulovligt, hvis vi havde underskrevet regnskabet og sendt det ind, siger Lis Bebe Nielsen.

Sammen med Helle Lajer Andersen og Karen Marie Pedersen købte hun i sidste uge anparterne i firmaet, efter at Jens Conrad Halling Olesen gik konkurs, og firmaet blev tvangsopløst.

Men allerede i november kontaktede Jens Conrad Halling Olesens advokat dem.

Annonce

Træt af at være revisor

Jens Conrad Halling Olesen var blevet træt af at være revisor, og han tilbød dem at overtage virksomheden. Men der kom ikke noget ud af forhandlingerne.

- Han var her ikke, og det gjorde det tungt, at alt foregik gennem en advokat, siger Lis Bebe Nielsen.

I midten af december fik virksomheden en rykker, fordi regnskabet ikke var blevet afleveret til tiden, den 30. november. Men da var det ikke længere til at få fat på Jens Conrad Halling Olesen.

Retten udpegede en likvidator efter Jens Conrad Halling Olesens konkurs, og så kunne de tre kvinder købe virksomheden.

I de seneste år var Jens Conrad Halling Olesen sjældent på kontoret i Faaborg.

Stresset og distræt

- Vi har set mindre og mindre til ham for hvert år. Det skyldes vel, at han har haft andre aktiviteter, siger Lis Bebe Nielsen.

De andre aktiviteter er blandt andet investeringer i ejendomme i både Tyskland og på Fyn.

Har han ændret sig personligt?

- Han har været stresset og distræt. Det kunnet vi mærke på ham, når han var her, siger Lis Bebe Nielsen.

Gjorde det jer urolige?

- Nej, for vi kunne godt klare os selv. Der er tre registrerede revisorer på det her kontor, og det gør, at vi er meget selvstændige, forklarer hun.

De tre nye direktører har ikke lyst til at udtale sig om detaljer i sidste års regnskab, og de pointerer, at de har startet en ny virksomhed og vil kigge fremad.

Egne formuer og et lån i Sparekassen Faaborg har finansieret virksomhedskøbet. Fredag den 13. februar skrev de under, og alle de resterende seks medarbejdere fortsætter i det nye firma, som har navnet Revision Faaborg.

Også kunderne lader det til, at de kan fastholde. Jørgen Jespersen er medejer af Expert i Faaborg. Han har fået sine regnskaber revideret af firmaet siden 1960’erne. Det ændrer Jens Conrad Halling Olesens konkurs ikke på:

- Jeg kender ikke hans private forhold. Men det er altid tragisk, når en mand går konkurs. De har haft en chef, der ikke har haft styr på det, men jeg kan ikke se, at det skulle give nogle ridser i lakken, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce