Annonce
Sport

Reserven Simon Kjær er ubekymret før nøglekampe

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Simon Kjær lover, at han trods reservepræget periode i Atalanta er helt rustfri før EM-kvalifikationskampe.

På fodboldlandsholdet er anfører Simon Kjær fast mand, men efter sommerskiftet til den italienske klub Atalanta, må Kjær i perioder uden landsholdsfodbold se længere efter spilletid.

Før de to afgørende kvalifikationskampe om en EM-billet mod Gibraltar og Irland forsikrer anføreren dog, at der ikke er grund til at være bekymret over, at han kun har fået spilletid i tre ud af de syv kampe, Atalanta har spillet den seneste måned. Han har spillet sammenlagt 132 minutter i de tre kampe.

- Jeg har fået spilletid, selv om jeg ikke har spillet i vores sidste tre kampe. Min krop har det fint og har haft det i rigtig lang tid, og det er rigtig positivt.

- Det er jo ikke sådan, at jeg ikke er i kampform, for jeg har jo spillet nogle kampe. Så der er ikke nogen grund til at være bekymret for mig. Jeg er klar, og jeg glæder mig til at spille fodbold igen, siger Simon Kjær.

Atalanta spiller med tre centrale forsvarsspillere, men det er efter andre taktiske principper, end da Kjær spillede i et tremandsforsvar i Sevilla, som stadig ejer ham.

Derfor accepterer landsholdsanføreren også, at det kræver lidt tilvænning til Atalanta-træner Gian Piero Gasperinis stil, før han kan gøre krav på en startplads. Samtidig understreger han også, at han ikke er blevet garanteret en fast plads, da han lod sig udleje fra Sevilla.

- Den slags garantier kan man ikke udstede i moderne fodbold.

-Tremandsforsvaret er anderledes end det tremandsforsvar, jeg spillede på sidste år. Så der er en tilvænningsperiode, og det kan jeg forstå, at træneren synes. Men som fodboldspiller og menneske vil jeg gerne spille. Det ved træneren også godt.

- Samtidig kan jeg også godt se, at der er nogle ting, som der skal styr på. Når der kommer det, så skal jeg nok komme til at spille, siger Simon Kjær.

Han har spillet fem Serie A-kampe siden skiftet til Atalanta 2. september, men han har ikke været på banen i holdets fire kampe i Champions League.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce