Annonce
Nyborg

Reparer mere og køb mindre nyt: Niels' fikserbiks rykkede til folkemødet

Folk var velkomne til at følge med, mens Niels Monberg (tv) reparede til folkemødet. Her kigger medlem af Bedsteforældrenes Klimaaktion Peter Frostholm med. Foto: Michael Bager
Niels Monberg lever af reparere nærmest alt mellem himmel og jord. Under Nyborg Folkemøde rykkede han sit reparationsværksted til Bastionen for at få folk til at sætte spørgsmålstegn ved deres forbrug.

Nyborg: Det hvide lys fra en pandelampe rammer en skruemaskine, hvis indmad ligger blottet foran Niels Monberg. På bordet foran ham står der "Reparationsværkstedet". Det er navnet på den enmandsvirksomhed, som han driver til dagligt.

- Jeg kigger på skruemaskinen, fordi den lugter, når den er tændt, fortæller han, mens han gennemsøger apparatet.

- Jeg tror, der er sivet olie ind i den, konkludere han.

Ved siden af skruemaskinen står en røremaskine som et eksempel på en ting, som Niels Monberg ofte har fingrene i på værkstedet, hvor han reparerer møbler, legetøj og alt imellem. Tidligere var arbejde han som IT-ingeniør, hvor han modsat nu fik en fed løn.

- Det var ensidigt arbejde, så det mistede mening for mig efter noget tid. Men jeg havde sparet penge op, så nu kan jeg drive mit reparationsværksted. Det er egentlig ikke en god forretning for mig, men det giver mening, forklarer Niels Monberg.

Grundtanken bag hans virksomhed er, at mange af de ting, vi smider ud, fordi de ikke virker, faktisk er ret nemme at fikse. Forbrugere vil derfor kunne sænke deres forbrug, hvis de reparerede i stedet for at købe nyt.

Dermed ikke sagt, at det skal være forbudt eller tabu at købe nyt.

- Jeg håber bare, at flere vil spørge dem selv, om det er det værd at gå så meget op i det materielle. For nogen går måske ud over familien, at man bruger så mange timer på at tjene nok til en ny bil. Men hvad er egentlig vigtigt? Forfængelighed er blevet en drivkraft for mange. Jeg håber, de husker på, at man kun har det et liv, afslutter Niels Monberg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce