Annonce
Kultur

Rejsebog: Evigt ejes kun det tabte

En bog om forladte steder på Fyn, et det interessant? Ja, er det korte svar. Især når projektet - som her - tager form i kraft af en billedkunstner og en forfatter, der sætter sig i bilen med en historiker ved rattet.

"Den Fynske Kulturarvsekspedition" tager os med på besøg på 30 fynske steder, der er forladt af deres oprindelige funktion. På tre steder i hver af de 10 kommuner indfanger billedkunstneren Ole Lejbach og forfatteren Jens Blendstrup fortidens tilstedeværelse, hvad enten stederne er forfaldne, næsten borte eller har fået nye funktioner. Fortiden får nyt liv i form af tegninger og fiktive fortællinger.

De to kunstnere skriver om de gamle og støvede (i ordets helt bogstavelige betydning) steder med en varm og kærlig ironi. Den gode fortælling om fordums storhed og fald tilsat konkrete oplysninger. Lige ned i mange læseres fascination af historien. Det er ligesom med slægtshistorie: Vi er dybt fascinerede af, hvor galt det egentlig kan gå. Hvor kort der er fra storhed til (for)fald. Steder og skæbner væves sammen til en smuk og veltilrettelagt bog, der vil pryde ethvert sofabord. Ikke bare på Fyn, men overalt hvor der er læsere, som fascineres af mødet med historien i en form, hvor vi rent faktisk kan se og fornemme, hvad der foregik. Og møde de personer, der formede stederne til det, vi ser i dag.

Den type af fortællinger fascinerer, uanset om det er forladte militæranlæg i Berlin, nedlagte bilfabrikker i Detroit eller en halvfærdig rumfærge i Kasakhstan fra Sovjettiden. Det fysiske forfald får fantasien på gled, og vi digter videre, ud fra det vi ser. På samme måde som Lejbach og Blendstrup gør det.

Annonce

Spøgelsesagtig

Teksten kan indimellem godt virke indforstået og næsten spøgelsesagtig. Så er det godt, at læseren hjælpes på vej tilbage til realiteterne gennem Ann Ammons præcise beskrivelser af fakta.

"Den Fynske Kulturarvsekspedition" er, som titlen siger, en rejse på Fyn, Tåsinge, Ærø og Langeland. Der er masser af stof til en af sommerens cykelture ud i landskabet - eller hvis bogen bliver for tung at have med, så en biltur med en oplæser på bagsædet. Det kan kun blive en go' dag.

En gammel talemåde ligger ligefor at benytte: "Evigt ejes kun det tabte", skrev Henrik Ibsen i skuespillet "Brand" fra 1866:

"Sjæl vær trofast til det sidste/ Sejrens sejr er alt at miste/ Tabets alt din vinding skabte;/ - Evigt ejes kun det tabte"

"Den Fynske Kulturarvsekspedition" sikrer, at alt det tabte lever videre i vores hjerter, godt hjulpet på vej af Lejbach, Blendstrup og Ammon. Det hele er arrangeret af Kulturarv Fyn med støtte fra Albani Fonden, og bogen suppleres med både udstillinger og en tur rundt på Fyn, hvor der læses op og fortælles om møderne med den fynske historie. Følg selv med på Facebook, Kulturarv Fyn eller www.modstroem.dk

Rejsebog: Lejbach & Blendstrup: "Den Fynske Kulturarvsekspedition"

300 sider, Kulturarv Fyn

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce