Annonce
Indland

Region Syd: Ikke godt nok med mangelfulde kræfttjek

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Uklare retningslinjer kan ifølge Region Syd-formand være medvirkende årsag til mangelfulde kræftundersøgelser.

- Det er ikke godt nok. Der er ikke tvivl om, at når vi har nogle nationale kliniske retningslinjer, så skal de følges. Det har Odense Universitetshospital (OUH) ikke gjort.

Sådan lyder det fra formand for Region Syddanmark Stephanie Lose (V), efter at Jyllands-Posten har beskrevet, at kvinder har fået mangelfulde kræfttjek i både Region Syddanmark og Region Midtjylland.

På OUH er 299 kvinder under 50 år, som er arveligt disponeret for brystkræft, i over fire år undersøgt alene med røntgen.

De nationale retningslinjer tilsiger, at de skal undersøges med både røntgen og ultralyd samt af en læge.

Også 1049 kvinder med smerter i brysterne er undersøgt i strid med retningslinjerne, har Styrelsen for Patientsikkerhed slået fast.

Stephanie Lose afviser, at det er sket på grund af mangel på ressourcer.

- OUH har på ingen måde anlagt den tolkning, de har, af ressourcemæssige årsager, siger hun.

- Jeg tror til dels, at det skyldes, at retningslinjerne ikke har været særligt klart formuleret, siger regionsrådsformanden.

At det er et fortolkningsspørgsmål og ikke et spørgsmål om mangel på ressourcer understreges ifølge regionsrådsformanden af, at problemet kun har været på OUH.

- Det viser meget godt, at det ikke er en tolkning, der er lavet af ressourcemæssige årsager, når man har anlagt en anden tolkning i resten af regionen, siger Stephanie Lose.

I Region Sjælland har de mangelfulde kræfttjek kostet en sygehusdirektør jobbet, ligesom regionen og flere ledende medarbejdere er sigtet i sagen.

Stephanie Lose mener ikke, at sagerne er sammenlignelige.

- Det her er en sag, hvor fagfolk har tolket retningslinjerne på en måde, de ikke skulle være tolket på.

- Der er ingen tvivl om, at det ikke er godt nok. Men jeg kan ikke se, det giver grundlag for en sag, som politiet skal involveres i. På det niveau er sagen slet ikke sammenlignelig med sagen fra Ringsted Sygehus, siger hun.

Stephanie Lose har ikke nogen kommentarer til, om sagen får personalemæssige konsekvenser.

Lægelig direktør Peder Jest fra Odense Universitetshospital beklager, at nogle kvinder ikke har fået den fulde undersøgelse.

Ligesom regionsrådsformanden afviser han, at det skyldes mangel på ressourcer.

- Vores eksperter har så anlagt et fagligt skøn på patienterne for at bruge energien der, hvor de mener behovet har været størst, siger han.

Sygehuset er nu gået i gang med at identificere og indkalde de berørte kvinder to år tilbage, der ikke er blevet undersøgt fysisk og med ultralyd.

- Vi mener, der er en meget lille risiko for, at de har brystkræft. Men man kan aldrig garantere noget. Kræft kan jo opstå, dagen efter du har været til screening, siger Peder Jest.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ole H. hos Aktive Seniorer

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce