Mødre har også været unge engang. Det er et ubestrideligt faktum, men historier fra dengang kan straks resultere i det værste for en 12-årig og en 16-årig: Følelsen af, at noget er akavet. Derfor er jeg begyndt at dosere omhyggeligt. Jeg holder igen med begejstrede fortællinger om min ungdom.
Jeg holder igen med begejstrede fortællinger om min ungdom. Det hænder, at jeg ikke når at censurere et udbrud, men jeg bliver bedre dag for dag. Og især den 12-årige øver sig i at udvise overbærenhed.
Det hænder, at jeg ikke når at censurere et udbrud, men jeg bliver bedre dag for dag. Og især den 12-årige øver sig i at udvise overbærenhed. For eksempel i påskeferien, hvor vi skulle finde en kjole, hun skulle have på til sin fætters bryllup. Der var mange krav til den lige fra farven, der skulle være knaldblå, over længden til knæet og så stoffet, som skulle puffe lidt og samtidig være glat og lidt skinnende.
Vi tog ud i et af landets største indkøbscentre, hvor jeg ellers ikke kan fordrage at opholde mig, men tænkte, at mængden af tøjbutikker ville være den bedste mulighed for hurtig ekspedition. I første butik i andet forsøg var der gevinst. Kjolen levede mirakuløst op til alle krav, og den 12-årige var lykkelig. Prisen var langt under, hvad jeg havde forventet at skulle punge ud med. Så fik jeg øje på mærket på vej til kassen og sagde begejstret: ”Nej, Sisters Point. Det mærke gik jeg også i, da jeg var ung!” Den 12-årige vendte mundvigene nedad, og jeg havde lyst til at slå mig selv for panden, for der er jo ingen, der gider gå i det tøj, som ens mor har gået i...
Vi har ikke talt om det siden, men kjolen kom med hjem. Anderledes er det med Dr. Martens-støvlerne, hvor jeg kvitterede med en historie om, hvordan jeg gik til raveparties i Tjekkiet med min gamle flamme og var iført korte skørter og sådanne støvler og havde ultrakort hår. Støvlerne er blevet stående i skabet, men så har jeg da dem, hvis jeg skulle få lyst til at være ung igen.
