Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: Til forsvar for et skvadderhoved

Peter Rasmussen, chefredaktør, avisen Danmark.

Det er fristende helt at forbigå Rasmus Paludan og hans provokationer. På sin hjemmeside præsenterer han sig selv som ”Frihedens soldat, de svages beskytter, samfundets vogter og danernes lys” - det burde give den første mistanke om, at et eller andet ikke er helt, som det skal være.

Men i denne uge lykkedes det den stort set ukendte forsvarsadvokat og leder af det såkaldte parti Stram Kurs at mase sig frem til de fleste avisers ledere.

I Fyens Stiftstidende blev Paludan for eksempel kaldt ”et skvadderhoved”. Det samme blev de voldsmænd og brandstiftere, der stod bag sidste weekends uroligheder på Nørrebro og dermed gav Rasmus Paludan al den opmærksomhed, han kunne drømme om.

Men som i de fleste andre ledere i løbet af ugen var der ingen slinger i opbakningen til Paludans ret til at bruge sin ytringsfrihed. I Politiken nåede lederskribenten frem til en lignende pointe:

”Rasmus Paludans afstumpede budskaber er splittelse og vrede, men han har som alle andre danskere lov til at tale. Det er prisen for demokrati og det kan ikke gradbøjes", konstaterede Politiken, mens Berlingske Tidende skrev:

”Vi må forsvare demokratiet både mod dets voldelige modstandere og mod fristelsen til at give efter for volden”.

I Ekstra Bladet blev hele ansvaret for balladen placeret hos uromagerne på Nørrebro: ”Alle må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Også muslimer. Og endda selv om nogle kaster med Koranen, smører den ind i svinefedt eller brænder den af på en Weber-grill. Uromagerene på Blågårds Plads har ikke fattet det. Og derfor er det dem, der er problemet. Som i hele problemet. Og deres stupide indsats for at forære Rasmus Paludan alt, hvad han drømmer om, og afstedkomme denne tekst, der ender som et forsvar for ham, siger alt om, hvor lidt af Danmark de har forstået”, skrev Mads Kastrup i Ekstra Bladet.

Kun Kristeligt Dagblad mente, at ”ytringsfriheden har grænser, og det bør den have”. Ellers var der bred enighed om, at uanset om Paludan er ”danernes lys” eller ”et skvadderhoved”, så skal han ikke stoppes. Det skal de voldelige elementer til gengæld. Eller som Martin Krasnik skriver i Weekendavisen:

”Det provokerende var altså ikke så meget Paludans falbelader som myndighedernes forsøg på at forsvare grundloven fysisk på Nørrebro. De to afgørende grundsøjler i den demokratiske retsstat blev angrebet: demokratiets ytringsfrihed og retsstatens voldsmonopol. Det skal hverken ignoreres eller bortforklares. Tværtimod”.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tabet af tillid

Det er ikke bare ærgerligt, at døren fra nu af er låst af om aftenen på Ringe Bibliotek. Det er også urimeligt for flertallet af brugere. Alligevel er det en naturlig konsekvens, efter at stedet gennem nogen tid har været udsat for hærværk i et omfang, der er uden for det, der betegnes som god opførsel. God opførsel er ellers, hvad man burde kunne forvente, når kommunen tilbyder borgerne at komme gratis i kontakt med computerudstyr og bøger til udlån efter normal lukketid. En ekstra service, som det ikke er rimeligt, at flertallet skal udelukkes fra, fordi et mindretal vælger at misbruge den tillid, kommunen har lagt til grund for ordningen. At tillid bliver misbrugt rækker imidlertid ud over bibliotekets vægge. Tillid er nemlig den lim, der får samfundet til at hænge sammen. Tillid står mellem linjerne. Det er det selvfølgelige i, at man passer på hinanden og på ting - uanset om det er éns egne ting eller nogle, man får stillet til rådighed som f.eks. et møbleret bibliotek. Det er svært at se nogen have noget imod idéen om det aftenåbne bibliotek. På alle måder må det være attraktivt for borgere i Ringe at kunne bruge biblioteket, når det passer dem bedst - uanset om de tilhører dem, der gerne vil vide mere, eller dem der keder sig og savner et sted at være. Da biblioteket er ubemandet, koster det intet at drive ud over tilliden til brugernes gode opførsel. Når biblioteket i Ringe fremover er aflåst om aftenen, er det derfor ikke bare ærgerligt og urimeligt. Det er også trist, for det er et symbol på afviklingen af en åbenhed, som vores samfund i årevis har brystet sig af, og som adskiller sig fra andre samfund, der ikke tør nøjes med at bygge på tillid men er nødt til at gøre sig afhængig af dens modsætning - kontrollen. Kontrol koster. Det værste ved den er dog, at lige så let, den er at indføre, lige så lang tid tager det at genopbygge den tillid, der er gået tabt.

Odense

Letbanens etape to: Venstre vil lade vælgerne tale inden beslutning

Annonce