Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: Spark til folk, der ligger ned - hvis de ligger i vejen

Peter Rasmussen, chefredaktør, avisen Danmark.

Det er åbenbart lige meget, hvad Kristian Jensen siger, så er det forkert.

Først gik han i Berlingske med synspunktet om, at han ikke ville samarbejde med rød blok - og blev sparket ud som Venstres næstformand. Sidste weekend gik han så i Jyllands-Posten med det modsatte synspunkt om, at nu vil han gerne samarbejde med rød blok alligevel - og blev sparket helt ud af samtlige udvalg og ordførerposter.

Men ligesom Kristen Jensens manglende politiske boldøje i første omgang rev Lars Løkke med i faldet, så betød Jensens fejlvurdering af sin egen rolle i denne uge, at pressens kikkertsigte blev indstillet på Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Her i avisen kaldte vores politiske redaktør, Thomas Funding, for eksempel Ellemanns straf over Jensen for ”en stærk reaktion fra en svag leder” og argumenterede med, at hvis Ellemann havde haft styr på sine tropper og sin partilinje, havde han slet ikke haft brug for at hævde sin autoritet.

Nogenlunde samme resultat nåede Jyllands-Posten frem til i sin leder ”Vild, værre, Venstre - formand savnes”, hvor avisens leder når frem til: ”Forløbet om Kristian Jensens seneste exit viser, at Venstre var og er i dyb krise, og at der skal mere end en snuptags-løsning med at gøre Jakob Ellemann-Jensen til partiformand til at overvinde den”.

Mere forsigtig var Berlingskes hof- og politikredaktør, Thomas Larsen, som et langt stykke ad vejen bakker op om Jakob Ellemanns afstraffelse af den tidligere næstformand i partiet. Men mod slutningen af sin analyse konkluderer Thomas Larsen alligevel: "Aktionen viser også, at Jakob Ellemann-Jensen er presset, og at han selv er klar over, at han må træde i karakter for at genvinde kontrollen over sit parti for at modvirke indtrykket af, at Venstre groft sagt er en rodebutik".

I Politiken går politisk kommentator Kristian Madsen mere friskt til den og konkluderer:"Ellemann skyder sig selv i foden ved at rive hovedet af Kristian Jensen. Det understreger, at han står svagt som leder, at han er nødt til at henrette en af forgængerne i partiet frem for at vise sig som en inspirerende leder, som alle følger. Det kan man ikke gøre mange gange som partiformand".

Der er med andre ord ikke mange af dem, der følger dansk politik, som er imponerede over Jakob Ellemanns beslutning om, at det er i orden at sparke til en mand, der ligger ned - hvis han ligger i vejen. Til gengæld kan man være imponeret over Kristian Jensens evne til at begå den samme fejl flere gange i træk - og hver gang blive overrasket over udfaldet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sprællevende 100-årig

Det kan ikke have undgået manges opmærksomhed, at det i år er 100 år siden, Genforeningen fandt sted. En begivenhed, som betød, at befolkningen på et landfast stykke Danmark efter at have været tysk siden 1864 igen kunne lade Dannebrog blafre i haven. At de igen kunne vælge, om de ville mødes for at diskutere politik i stedet for at spise kage ved store kaffeborde, som i de mellemliggende år havde udgjort den dansksindede bastion. Men det er nok de færreste, der ved, hvad årene inden Genforeningen førte med sig. Mens mange af os kigger mod andre grænsedragninger for at forstå, hvad fjendtlig magtovertagelse betyder, afslører Genforeningen, at vi er klædt af, når det kommer til vores eget lands historie. Også selv om det kun er få generationer siden, den udspillede sig. Tænk sig, at dansk i knap 50 år var forbudt som undervisningssprog, og at befolkningen søgte at omgå forbuddet ved at oprette skoler nord for den ny grænse, så eleverne alligevel kunne blive undervist i deres modersmål? At disse skoler skulle blive en form for forløber for efterskolerne, der 100 år senere stadig er i høj kurs, når unge skal finde deres identitet? Også selv om identitet i 2020 handler om meget andet end nationalitet. "Hvad kommer Genforeningen da mig ved", spørger den sønderjyskfødte skuespiller Bodil Jørgensen i Grænseforeningens humoristiske jubilæumsvideo, der florerer på internettet, og svaret er kort: Alt. Genforeningen er sprællevende. Hvis vi reelt vil give andet end evnen til at ramme et 12-tal ved eksamensbordet videre til de yngste, kunne vi passende benytte 100-året til at opsøge en af de 650 mindesten, der blev rejst i 1920 for at ære, at Sønderjylland igen blev dansk. Og som Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede - et par af dem befinder sig endda på Fyn. Det kunne være starten på en samtale om at høre til et sted, men også om hvad det mon havde betydet, hvis afstemningen i 1920 var blevet et "nej" og et "mojn".

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Annonce