Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: Hvor dum må man være?

Peter Rasmussen, chefredaktør, avisen Danmark

Der er ikke meget, som provinsen og hovedstaden er enige om, når det handler om flytningen af statslige arbejdspladser. Vi er ikke engang enige om, hvad vi skal kalde det.

I københavneraviserne og på de landsdækkende tv-kanaler bliver de flyttede arbejdspladser konsekvent kaldt ”udflytningsarbejdspladser”, mens vi her på avisen Danmark kalder dem ”indflytningsarbejdspladser”, fordi de flytter ind i vores område.

I denne uge har Berlingske forsøgt at beskrive det fuldstændig vanvittige i at sprede de statslige arbejdspladser over et større område uden for hovedstaden. Historien om flytningen af Styrelsen for Patientklager fra København til Aarhus bliver for eksempel indledt sådan her i tirsdagsavisen: ”Hvis man ikke vidste bedre, så kunne man tro, at det var en Aarhus-historie. En af den slags, hvor man bagefter tænker, at ingen er da så dum, at de begår nøjagtig den samme fejl to gange i træk”.

Herefter følger så de sædvanlige argumenter om, at det har kostet et stort tab af viden at flytte til provinsen, fordi kun fire ud af 120 medarbejdere i styrelsen ønskede at flytte med. Der kan selvfølgelig være tale om en særlig viden, som kun københavnere kan tilegne sig, men ellers må man gå ud fra, at det problem løser sig.

Mere alvorligt er det, at flytningen, stadig ifølge Berlingske, også har betydet længere behandlingstider for de klager, som borgerne indgiver over sundhedsvæsnet. ”Udflytningen af patientklager til Aarhus er endt i lange behandlingstider”, skriver Berlingske. Og videre: ”Mellem 14 og 15 måneder tager det nu at behandle en sag”.

Sagen er bare, at sådan har det altid været. Også før styrelsen flyttede til Aarhus.

Tjekker man rapporten ”Statistiske oplysninger om patientklager for 2017” fra Styrelsen for Patientsikkerhed, kan man se, at sagsbehandlingstiden har ligget på mellem 10 og 15 måneder i årene 2007-2015, da styrelsen stadig lå i København. Og går man tilbage til midten af 90’erne, var behandlingstiden helt oppe på 16-19 måneder. Stadig i København og med hele den uundværlige viden, der er til rådighed der.

Der kan selvfølgelig være mange andre gode grunde til at være imod flytningen af statslige arbejdspladser. For eksempel er det klart, at det koster penge at sende flyttekasserne over Storebælt. Men hvis det til gengæld giver et land i lidt bedre balance med sig selv, er det vel næppe én af den slags historier, hvor man bagefter tænker, hvor dum må man være?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce