Annonce
Udland

Rapport: Fattige kvinders ulønnede arbejde er milliarder værd

Abdelhak Balhaki/Reuters
Uligheden er stadig ekstrem. Ikke mindst fordi fattige - især kvinder - arbejder ulønnet ifølge organisation.

Der er stadig ekstrem ulighed i verden. Det bekræfter Oxfam Ibis i udviklingsorganisationens årlige ulighedsrapport.

Her fremgår det blandt andet, at en lille eksklusiv klub af milliardærer sidder på store dele af verdens rigdom. Alt imens knokler verdens fattigste - især kvinder - for overhovedet at overleve.

- Uligheden er ude af kontrol, og der er stadig en ekstremt rig elite, som bliver rigere år for år, uanset hvad der sker i verden, siger generalsekretær i Oxfam Ibis Kristian Weise.

- Det står i kontrast til en masse almindelige mennesker, som kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen både i Europa og i Nordamerika, men især i verdens fattigste lande, tilføjer han.

Ifølge organisationen sidder verdens 2153 dollarmilliardærer på mere rigdom end 4,6 milliarder mennesker tilsammen.

Mange af de rigeste bliver ifølge Oxfam Ibis rigere af arbejdsfri indtægter fra for eksempel aktier og arv, der i de fleste lande beskattes langt mildere end almindeligt arbejde.

Til sammenligning må millioner af fattige kvinder knokle ulønnet med arbejdet i hjemmet.

- Der foregår en masse ubetalt omsorgsarbejde ude i verden. Det vil sige arbejde, som handler om at få familien til at hænge sammen, og i verdens fattigste lande er det oftest kvinder, der står for det, siger Kristian Weise.

Ifølge Oxfam Ibis har kvinders ulønnede omsorgsarbejde en enorm værdi. Hver dag lægger verdens kvinder således mere end 12 milliarder gratis arbejdstimer på opgaver som madlavning, børnepasning og sygepleje.

Hvis disse timer som tankeeksperiment blev belønnet med en meget lav mindsteløn, ville det løbe op i 10,8 tusind milliarder dollar hvert år ifølge Oxfam Ibis.

Kristian Weise mener, det er på tide at sætte fokus på den ekstreme ulighed. Og den bedste måde at bekæmpe den er ifølge generalsekretæren gennem skatten.

- I mange af verdens fattigste lande er der faktisk vækst. Der er også en elite, der bliver rigere og rigere, men skatten falder på samme tid. Det vil sige, at der ikke er nogen midler til at investere i velfærdsgoder.

- Hvis man formåede at beskatte en smule mere og bruge pengene på offentlige investeringer, så ville rigtig mange mennesker fra den ene dag til den anden få et bedre liv og have mulighed for at arbejde sig ud af fattigdom, siger han.

Oxfam Ibis' analyser er baseret på en rapport om fordelingen af verdens rigdomme, der er udarbejdet af storbanken Credit Suisse.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

Sprællevende 100-årig

Det kan ikke have undgået manges opmærksomhed, at det i år er 100 år siden, Genforeningen fandt sted. En begivenhed, som betød, at befolkningen på et landfast stykke Danmark efter at have været tysk siden 1864 igen kunne lade Dannebrog blafre i haven. At de igen kunne vælge, om de ville mødes for at diskutere politik i stedet for at spise kage ved store kaffeborde, som i de mellemliggende år havde udgjort den dansksindede bastion. Men det er nok de færreste, der ved, hvad årene inden Genforeningen førte med sig. Mens mange af os kigger mod andre grænsedragninger for at forstå, hvad fjendtlig magtovertagelse betyder, afslører Genforeningen, at vi er klædt af, når det kommer til vores eget lands historie. Også selv om det kun er få generationer siden, den udspillede sig. Tænk sig, at dansk i knap 50 år var forbudt som undervisningssprog, og at befolkningen søgte at omgå forbuddet ved at oprette skoler nord for den ny grænse, så eleverne alligevel kunne blive undervist i deres modersmål? At disse skoler skulle blive en form for forløber for efterskolerne, der 100 år senere stadig er i høj kurs, når unge skal finde deres identitet? Også selv om identitet i 2020 handler om meget andet end nationalitet. "Hvad kommer Genforeningen da mig ved", spørger den sønderjyskfødte skuespiller Bodil Jørgensen i Grænseforeningens humoristiske jubilæumsvideo, der florerer på internettet, og svaret er kort: Alt. Genforeningen er sprællevende. Hvis vi reelt vil give andet end evnen til at ramme et 12-tal ved eksamensbordet videre til de yngste, kunne vi passende benytte 100-året til at opsøge en af de 650 mindesten, der blev rejst i 1920 for at ære, at Sønderjylland igen blev dansk. Og som Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede - et par af dem befinder sig endda på Fyn. Det kunne være starten på en samtale om at høre til et sted, men også om hvad det mon havde betydet, hvis afstemningen i 1920 var blevet et "nej" og et "mojn".

Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Annonce