Annonce
Indland

Ramt med 120 km/t: Tre søstre tæt på at miste livet på E20

I 2016 skete der 258 trafikuheld på den fynske motorvej. Hvor mange, der sker i år, ved vi af gode grunde ikke, men dette er historien om en af 2017s mange ulykker på den vestfynske strækning. Det er historien om uopmærksomhed og et uheld, som kunne have kostet Tatiana (20), Marika (17) og Karoline (17) livet, da de en eftermiddag i april var på vej til familietræf på Helnæs.

Hun får øje på den i bakspejlet sekunder før sammenstødet. Den mørke bil kommer farende som et missil, og hun ved, at de ikke har en chance.

- FUUUCK, skriger hun.

Så kommer braget. Volvoen hamrer op i den lille hvide Kia Picanto, som er låst i motorvejens langsomme køkørsel. Volvoens fartmåler bliver senere aflæst til 120 km/t.

Det er fredag den 7. april, fredag før påske.

Tatiana, Marika og Karoline er på vej fra Jelling til Helnæs ved Assens. Tatiana kører, Marika sidder på passagersædet og Karoline på bagsædet bag Marika. Bagagerummet og det tomme sæde ved siden af Karoline er proppet med dyner og tasker, og snakken går livligt, som den altid gør, når de er på tur.

Bagude kører deres forældre med lillebror Benyamin, som ikke ville med i Kia'en, selvom de har forsøgt at lokke ham.

Søstrene har været en tur omkring 7-eleven i Vejle, og nu snegler de sig frem på motorvejen i eftermiddags-trafikken over Fyn, frem mod afkørsel 57 ved Nr. Aaby, hvor E20 snævrer ind fra tre til to spor.

Personbiler og lastvogne klumper sammen i flaskehalsen, og Tatiana skruer ned for musikken og tænder havariblinket for at advare bilisterne bagude.

Farten er nede på 10-15 kilometer i timen, og søstrene er lettede over, at de snart skal dreje af for at komme mod Assens og videre til hytten på Helnæs, hvor deres morfar igen i år har inviteret til stort familietræf hen over weekenden.

Tatiana har snakket med ham en halv time før, de kørte hjemmefra, og Marika taler med ham undervejs for at få plottet den rigtige adresse på hytten ind i gps-en.

- Pas nu godt på i trafikken, formaner han, der bor i Odense og allerede er i hytten, hvor han går rundt og tænder op i brændeovnen for at jage aprilkulden fra døren.

Han bryder sig ikke om E20, og han bryder sig slet ikke om at have sin familie kørende rundt på E20 i eftermiddags- og ferietrafikken. Selv tager han så godt som altid landevejen fremfor motorvejen, og han vil egentlig anbefale pigerne at gøre det samme, men slår det hen, fordi de skal dreje af inden det grimme stykke fra Nr. Aaby til Odense.

- Vi skal nok være forsigtige, siger Tatiana og forsikrer ham om, at hun også er glad for, at de skal af allerede ved Nr. Aaby.

Så er det begrænset, hvad de kan nå at løbe ind i, selv om der er ferie- og fredagstrafik.

Annonce
Tatiana (tv), Karoline og Marika - her med familiens hund, Zophy - har altid haft et stærkt sammenhold, og det er blevet forstærket af ulykken.

Brændte dæk

Volvo'en banker ind i søstrenes Kia med en kraft, som slynger det lille hvide køretøj op i bilen foran og hvirvler den videre ud i autoværnet og rabatten.

Rattet støder mod Tatianas brystkasse som en hammer, men smerten bedøves i infernoet af adrenalin, støv, støj, knust glas og lugten.... lugten af brændt dæk.

- Skynd jer ud. Om i den anden side, råber hun til Marika og Karoline, mens hun prøver at komme ud.

Hun rusker i døren, som er slået skæv, og tænker, at hun skal bevare kontrollen og have de to andre i sikkerhed. Omsider giver døren efter, og hun løber om til Marika, der står skrigende og panisk omme ved bagdøren og snapper efter vejret.

- Jeg er blind, jeg er blind, gisper hun.

Marika har slået hovedet ved sammenstødet og hyperventilerer så meget, at hendes syn forsvinder - farver og mørke flyder sammen i en tåget dis, som gør hende skrækslagen.

Tatiana forsøger på én gang at berolige Marika og skabe sig overblik over, hvad der er sket med Karoline, som ikke er kommet ud af bilen endnu. Det er synet af hende, der har fået Marika til at gå i chok.

Soldatens ro
Blodet siler ned ad ansigtet på Karoline, som sidder på bagsædet i sin sorte kjole og tykke, sorte strømper.

Trykket fra Volvoen har presset bagsæde-sektionen op i forsæderne, og hun er uhjælpeligt låst med et ben på hver sin side af forsædet. Karoline mærker smerten fra selen om sin mave, kan ikke føle sit højre ben, men opfatter ingen lyde.

Hun husker kun Tatianas skrig - "FUUUCK" - der er så fyldt med frygt, at hun er sikker på, at hun skal dø. Det er skriget, der instinktivt har fået hende til at smække benene op - og lige præcis den reaktion redder hendes ben - og formentlig førelighed - da bagsæderne hamrer op i forsæderne som en saks, der klipper i luft.

Pludselig står en mand i militærtøj ved siden af dem. Tatiana ved ikke, hvor han kommer fra, og det er også lige meget. Han udstråler overblik, og hans rolige stemme lægger sig som et beskyttende vattæppe om deres skuldre.

Manden i militæruniform hedder Ulrik.

Han er professionel soldat og førstehjælpsinstruktør, pendler mellem Varde og Odense og er vant til køerne på strækningen. Ulrik fordriver ventetiden på motorvejen med at høre Volbeat, og han er 200 meter fra Kia'en, da ulykken sker. Han smider sin bil ind til siden, griber sin rygsæk og løber op gennem rækken af biler for at se, om han kan hjælpe. Det kan han.

Den ældste af pigerne er rimelig rolig og skarp. Hun brokker sig højlydt og siger, at en eller anden er kørt op i røven på dem.

Værre er det med de to andre - den lyshårede pige, som står ved siden af og gisper, og pigen på bagsædet. Ulrik trækker den gispende pige væk og får hende sat på autoværnet. Han taler roligt, giver hende sukker og vand fra sin rygsæk og får langsomt hendes åndedræt stabiliseret. Så vender han sig mod bagsædet og den mørkhårede pige, der stadig sidder i Kia'en. Hun er konfus, kan ikke mærke sit ben, har blod i hovedet og klager over, at hun har ondt.

Ulrik finder en serviet, tager hende i hånden og beder pigerne snakke med deres søster, mens han tørrer blodet af hendes ansigt, aer hendes pande og siger, at det hele nok skal gå.

Et stykke derfra sidder en ung, ulykkelig kvinde lænet op af en lastbil og skriger:

- Jeg har slået nogen ihjel, jeg har slået nogen ihjel.

Fakta

De tre søstres fulde navne er:

Tatiana Guldborg Werling Kehler, 20 år.

Marika Werling Kehler, 17 år.

Karoline Frahm Dupont, 17 år.

Vi har interviewet de søstrene, deres morfar, Tony Werling, deres mor Tina Werling, og soldaten Ulrik, som var først på ulykkesstedet.

Soldaten ønsker af hensyn til sit job ikke sit fulde navn frem, men Fyens.dk kender det.

Screenshot fra www.trespor.nu

De metalliske lyde

Ambulancerne er på vej, da Tatiana begynder at rode rundt i den smadrede bil for at finde sin Iphone. Ulrik trækker hende tilbage i rabatten og rækker hende sin telefon, så hun kan ringe til sine forældre, der holder i kø bagude:

- Nu skal du tage det helt roligt, mor.....

Tatiana hører skrækken i sin mors stemme og få sekunder efter også lyden fra ambulancerne, der kommer susende med blå blink og fuld udrykning fra Jyllandssiden - forbi bilen med deres forældre og lillebror, Tina, Heine og Benyamin.

Deres far løber op gennem rækkerne af biler. Han signalerer til en af ambulancerne, som giver ham et lift til ulykkesstedet, hvor beredskabet gør klar til at skære Karoline fri. Redningsaktionen kører som et urværk.

Ét hold reddere tager sig af Marika, mens et andet overtaler Tatiana til, at hun også skal på sygehuset for at blive tjekket for kvæstelser i brystkassen. Hun vil hellere blive ved sine søstre, vide, hvad der er sket med Karoline, men giver efter, da redderne taler med halvstore bogstaver - alvoren går op for hende, og hun følger med ind i ambulancen.

Mens Tatiana og Marika bliver kørt til sygehuset, sætter en redder sig ind ved siden af Karoline på bagsædet af den forulykkede bil og lægger et klæde over hende, så hun ikke skærer sig på glassplinterne, mens Kia'en bliver klippet op. Hun kan ikke længere se sine søstre, og de høje, metalliske skærelyde gør hende utryg, selv om redderen ved hendes side gør, hvad han kan for at berolige hende.

Snart ligger hun i ambulancen, fastspændt med elektroder på kroppen og en rød klods på hver sin side af hovedet. Hun er rolig, indtil hun får øje på sin far. Synet af ham får hende af en eller anden grund til at hulke og reagere så kraftigt, at redderne ikke synes, han skal køre med til Kolding Sygehus.

- Så er jeg nok ikke ved at dø, tænker hun, da de drøner afsted med fuld udrykning.

Portørens humor
Karoline ligger i scanneren på Kolding Sygehus og fryser.

Hun har ondt, og hendes næse er fyldt med størket blod, men hun tænker mere på sine søstre end på sig selv. Alle hendes smykker er fjernet, hendes sorte kjole og strømper er klippet i stykker, og hun har kun et tæppe over sig, mens scanneren summer og tjekker hver fiber i kroppen.

Det føles som timer, inden hun bliver kørt på en stue af en portør, som hun laver sjov med.

- Det er mig, der har klippet dit tøj i stykker. Det må du undskylde, siger han og får hende til at smile, mens han triller sengen hen ad gangen og ind på stuen, hvor hun bliver genforenet med Marika og Tatiana, som kommer trillende i rullestol.

Et ukendt antal skytsengle har holdt hånden over de tre søstre denne fredag eftermiddag på E20.

Det eneste, der er brækket i Karoline, er hendes næse. Hun har fået tæsk af stødet fra Volvoen, men har ingen indre blødninger, ingen andre brud. Marika og Tatiana er også sluppet uden brud - masser af smerter og blå mærker har de, men alle knogler og indre organer er mirakuløst sluppet fra ulykken uden skrammer.

Marika og Tatiana kan forlade sygehuset samme dag, mens Karoline er indlagt til observation en enkelt nat - den mest ensomme nat, hun kan huske.

Benyamins tanker
Lørdag aften ligger Tatiana, Marika og Karoline i hver sin underkøje i et værelse i hytten på Helnæs.

Resten af familien er samlet omkring bålet, og synet af de forslåede piger, der stavrer rundt på krykker, får alvoren til at sætte sig i hver og én. De taler om uheldet og heldet og bilisten, der vist nok sad og kiggede i sin mobiltelefon, da hun kørte op i pigerne.

Ni-årige Benyamin løber ind på værelset til sine storsøstre og kravler op i en af de øverste køjer. Karoline fanger sin brors triste øjne og beder ham komme ned og sætte sig.

Hun lægger armen om ham, og i samme øjeblik giver han sig til at græde.

- Hvad nu, hvis jeg havde været med i bilen....

- Sådan må du ikke tænke....det var heldigt og godt, at du ikke var det.

Karoline trykker sin lillebror ind til sig og skyder tanken om Benyamin på bagsædet fra sig.

Om natten sover Tatiana, Marika, Karoline, Benyamin og deres mor i samme værelse. Inden de lægger sig til at sove, synger de Ronja Røverdatter-sange for Benyamin.

Rystede - og lettede - blev søstrene genforenet på Kolding Sygehus. Fra venstre er det Tatiana, Marika og Karoline.

Efterskrift

Godt to måneder efter ulykken sidder den fortsat i søstrene.


De har alle tre haft svært ved at sove om natten, men det går bedre. Tatiana og Marika vågner stadig og kan lugte brændte dæk, og de har det svært med at køre i bil. De har været ude at køre nogle gange med deres mor, men de reagerer på den mindste bevægelse fra andre bilister. Tatiana har endnu ikke været ude at køre på en motorvej, og Marika vil ikke tage kørekort. Hun har også droppet sit fritidsjob, fordi hun røg ned i et sort hul og ikke kunne overskue at komme ud af døren.


Karoline passer igen sit fritidsjob som kassedame, og hun vil have kørekort hurtigst muligt. Hun har ikke de samme psykiske eftervirkninger som sine søstre, men er den, der har fået flest fysiske eftervirkninger – smerter i benene. Karoline har besluttet sig for, at hver dag skal leves, og at man skal følge sine drømme, og derfor har hun besluttet sig for at læse til event-manager i stedet for pædagog.


Lillebror Benyamin har været meget ked af det og er det stadig ind imellem.


Tatiana, Marika og Karoline glemmer aldrig soldaten Ulrik – vores helt, som de siger. De har sendt ham en gave og håber at møde ham igen en dag. Ulrik er glad for, at han kunne hjælpe.


Den unge kvinde i Volvoen, som kørte op i søstrene, sad angiveligt og kiggede i sin telefon. Søstrene har ikke hørt fra hende.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce