Annonce
Indland

Røver idømmes forvaring for voldtægter under flugt

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Byretten har kendt en 34-årig skyldig i voldtægter, som han begik under flugt fra retspsykiatrisk afdeling.

En 34-årig mand er mandag blevet kendt skyldig i at have begået to voldtægter under en flugt fra en retspsykiatrisk afdeling sidste år.

Afgørelsen faldt i Retten på Frederiksberg, der idømte ham forvaring og dermed besluttede at spærre ham inde på ubestemt tid for sine forbrydelser.

Det oplyser Karoline Døssing Normann, der er forsvarer i sagen. Sammen med sin klient ankede hun dommen på stedet med påstand om frifindelse.

I 2016 blev manden i Østre Landsret dømt for flere hjemmerøverier. På grund af sindssyge blev han dog ikke idømt fængsel, men anbringelse på en retspsykiatrisk afdeling.

Efter to år stak den 34-årige af fra anbringelsen. Det var under den flugt, at voldtægterne fandt sted først i Brønshøj og siden i Odense N.

Ved den første voldtægt 29. september truede han en kvinde med, at han ville dræbe hende eller skade hendes familie.

Knap to uger senere - 10. oktober - voldtog han en anden kvinde i Odense. Her var han bevæbnet med knive.

I spørgsmålet om, hvorvidt manden var skyldig i voldtægterne eller ej, var det særligt kvindernes forklaringer, der blev lagt vægt på.

Forvaring kan komme på tale i sager om grov personfarlig kriminalitet og i sager om sædelighedsforbrydelser.

Sanktionen er formelt set ikke en straf, men en særlig foranstaltning, der kan pålægges i stedet for en straf, når den dømte anses for at være særlig farlig.

Manden har tidligere været sindssyg. Men sindssygdom var ikke i spil i den aktuelle sag. Selv om forvaring forudsætter en vis farlighed, så bliver det kun givet til personer, der anses for at være tilregnelige.

Manden stammer fra Uganda og kom til Danmark som barn. Ud over forvaring blev han udvist fra Danmark for bestandig. Det blev han også i landsretten.

Da der er nedlagt navneforbud i sagen, er det ikke muligt for Ritzau at beskrive den 34-åriges identitet nærmere eller bringe hans navn.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Annonce