Annonce
Odense

Rødt flertal siger ja: Radikal rådmand vil have fattigdomsgrænse for børn

Fra sin plads i byrådssalen vil børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) i det nye år argumentere for at lave en børne-fattigdomsgrænse. - Det er slemt, og det bekymrer mig, siger hun om det stigende antal fattige børn i Odense. Arkivfoto: Michael Bager

Det stigende antal fattige børn i Odense får børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) til - igen - at foreslå en fattigdomsgrænse. Det tegner der sig nu et rødt flertal for. Rådmanden vil desuden give skoler i udsatte områder flere penge, for uddannelse er vejen ud af fattigdom, mener hun.

Hun har tidligere lagt lignende forslag frem. Og nu gør hun et nyt forsøg: Odense skal have en børne-fattigdomsgrænse, og hvert år skal der tal på omfanget af børn med et hverdagsliv under den grænse. Der skal også én gang årligt tages politisk stilling til, hvilke konsekvenser opgørelsens resultat skal have.

Sådan lyder opfordringen fra den radikale børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen. Hun reagerer på en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser, at otte procent af Odenses børn lever under fattigdomsgrænsen. Det placerer Odense på en 10.-plads over de kommuner i Danmark med størst børnefattigdom, og det svarer til, at der i hver odenseanske folkeskoleklasse i gennemsnit sidder to elever, der kan betegnes som fattige.

Samtidig viser undersøgelsen, at omfanget af fattige børn i Odense på et år er steget med 2,6 procentpoint. Det er en væsentlig større stigning end i de andre store, danske byer.

- Det er slemt, og det bekymrer mig, siger Susanne Crawley Larsen.

- Gennem adskillige år har jeg argumenteret for, at Odense og Danmark skal have en fattigdomsgrænse, men har ikke mødt bred opbakning. Nu foreslår jeg en børne-fattigdomsgrænse, for der er noget særligt ved at være barn og vokse op i fattigdom, og børnene er mit ansvar i de her år.

Annonce

- Det er slemt, og det bekymrer mig.

Susanne Crawley Larsen, radikal børn- og ungerådmand om det stigende antal fattige børn i Odense

Løsningen er uddannelse

Rådmanden erkender, at en grænse ikke alene løser problemet.

- Det ændrer ikke noget i sig selv. Men det giver en mulighed for at følge med i, om det bliver værre eller bedre, og hvert år skal vi politisk tage stilling til resultatet, og hvad vi skal gøre ved det, foreslår hun.

Susanne Crawley Larsen hæfter sig ved, at der i Odense "bor nogle ret velhavende børn".

- Der er hele boligkvarterer uden fattige børn. Det betyder, at der er mange - og flere end vi tror - i andre dele af byen, og at der er stor ulighed. Det er en ret stor gruppe, og det er problem, for på sigt kan det blive farligt, mener hun.

- Nogle bliver ikke del af fællesskabet og søger måske status i et ekstremt politisk eller religiøst miljø eller i en bande.

Hvad vil du som rådmand - ud over at foreslå en børne-fattigdomsgrænse - gøre ved det stigende antal fattige børn i byen?

- Det langsigtede mål er, at børn skal have en uddannelse. Det er vejen ud af fattigdom. Derfor skal vi prioritere de skoler, hvor børnene går, med ekstra ressourcer, ekstra lærere og socialfaglige ledere. Vi må acceptere, at det koster noget mere i de områder. Det gælder også dagtilbud og sundhedsplejerske.

Nogle politikere vil sige, at for eksempel Vollsmose-skolerne allerede nu får ekstra penge og bedre vilkår?

- Men åbenbart ikke nok. Jeg køber ikke præmissen om, at flere penge altid er lig med mere kvalitet, men mere kvalitet koster penge, fordi det handler om flere og dygtige voksne.

Der er lige blevet sparet millioner i Børn- og Ungeforvaltningen. Hvor vil du finde penge?

- Det må vi snakke om. Der er ikke alle de penge, vi kunne ønske os, men vi kan fordele dem på en mere rimelig måde.

Et rødt flertal

Forslaget om fattigdomsgrænsen skal vurderes og diskuteres i byrådssalen i det nye år, men allerede nu tegner der sig et rødt flertal for idéen. Både Socialdemokratiet og SF er således positive.

- Det er godt forslag, mener Tim Vermund, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet.

- Det er ikke os lokalt, der med for eksempel kontanthjælpsloftet sænker ydelserne og gør familier fattige, men vi skal følge udviklingen og konsekvenserne, understreger han.

Det samme gør SF's Brian Dybro:

- En grænse gør ikke fattige børn rigere, men det giver syn for sagen, mener han, der kalder det katastrofalt og fuldstændig håbløst, at så mange børn i Odense er fattige.

I 2013 blev der på Christiansborg vedtaget en officiel fattigdomsgrænse, men den afskaffede en nytiltrådt Venstre-regering i 2015. I undersøgelsen om børnefattigdom fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er det Danmarks Statistiks mål for relativ fattigdom, der er brugt, og hvor fattigdomsgrænsen eksempelvis for en voksen med to børn er en samlet årsindkomst på 193.800 kroner - eller 16.150 kroner om måneden.

Susanne Crawley Larsen forestiller sig, at det skal være netop Danmarks Statistiks fattigdomsindikatorer - de har tre af dem - der skal være med til at definere en eventuel odenseansk børnefattigdomsgrænse.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Regler må stoppe elløbehjul-rod

’Elløbehjul roder i bybilledet’. ’Elløbehjul kører for hurtigt der, hvor der er mange mennesker’. Sådan lød det i min radio i anledning af, at transportminister Benny Engelbrecht mandag holdt møde med de kommuner – deriblandt Odense - hvor det i dag er lovligt at køre på elløbehjul, og hvor elløbehjulene i dag fylder alt for meget i bybilledet på den kedelige måde. Både når de er i brug, og når de ikke er. Men radioværten kunne næsten ikke sige det mere forkert. Hvis et elløbehjul – som oftest ligger og – flyder et sted på gaden, så er det, fordi den person, der senest har brugt det, bare har smidt det. Uden så mange andre hensyn end at det lige passede mig bedst der. Og hvis der er for meget fart på elløbehjulet, så skyldes det udelukkende den, der styrer tempoet. For selvom elløbehjul er smarte, sjove og et godt alternativ til flere biler på vejene, så kan de hverken flytte sig fra et sted fra et andet eller sætte farten uden hjælp fra et menneske. Ansvaret for det rod, som er opstået i kølvandet på lovliggørelsen af elløbehjulene, ligger kun ét sted: Hos dem, der bruger dem. Det er derfor, der er opstået et behov for regler. Fordi tankeløsheden og fraværet af hensyntagen lever for godt hos nogle af dem, der bruger elløbehjulene. Vi skal alle sammen være her og kunne færdes sikkert i trafikken. Så det er mit ansvar, at jeg kigger mig for, inden jeg går over en vej – at jeg ikke bare træder ud i forventning om, at de hjulede trafikanter standser. Det er mit ansvar, at jeg sætter min cykel i et stativ eller i det mindste parkerer den, så den fylder mindst muligt på et fortov, fordi jeg lige skal hente et par bukser, en fløderand eller fire tallerkener. Og det er mit ansvar, at jeg ikke parkerer min bil foran en ud- eller indkørsel, så jeg spærrer vejen for andre. Men nogle brugerne af elløbehjul er ikke det ansvar voksent eller bevidst, og så må der regler til. Og sanktioner til dem, der ikke kan finde ud af at følge dem. Selvom det ville været meget nemmere, hvis vi bare ryddede op efter os selv og tog hensyn til andre.

Annonce