Annonce
Gear

Råstoffer til elbil-batterier er det nye guld

En elektrisk bil som den kommende Mercedes EQ A, der kommer i 2020, er en af de modeller, der stiller nye krav til bilfabrikkernes mulighed for råstoffer. Foto: Mercedes

Elbiloffensiv kræver nye råstoffer. Men frygt for mangel på bl.a. kobolt og grafit får alarmklokkerne til at ringe hos den tyske bilindustri.

Bilfabrikkerne står i kø for at fortælle om de nye elbiler, som kommer på markedet i stor stil fra 2019 og de efterfølgende år. Imidlertid kan de ambitiøse planer køre ned i slæbegear, før de overhovedet kommer ordentligt i gang, lyder advarslen fra eksperter til den tyske bilindustri. Der er nemlig stor rift om vigtige råstoffer som litium, kobolt, grafit eller mangan, som er vigtige elementer i batterierne.

- Der er risiko for flaskehalse i forsyningerne af råstoffet, fordi efterspørgslen vokser hurtigere end leveringskapaciteten, lyder det fra Matthias Wachter, der er råstofekspert hos den tyske industrisammenslutning til Welt am Sonntag.

Her skal især tages hensyn til, at råstofferne kommer fra ganske få lande. Således sker 60 pct. af verdens produktion af kobolt i Den Demokratiske Republik Congo og 70 pct. af grafit-produktionen i Kina. Der er også andre vanskeligheder. Det tyske brancheblad Automobilproduktion er gået bag om tallene og skriver, at der ud af 53 nødvendige råstoffer kun kan udvindes 12, som giver en "mindre "risiko for helbredet for medarbejdere i miner og andet.

Annonce

Opmærksom på børnearbejde

Rent praktisk er de tyske bilproducenter opmærksomme på ikke at blive sat i forbindelse med f.eks. børnearbejde ved udvindingen af råstofferne. Efter dieselskandalen hos VW har politikere og forbrugere nemlig i stigende grad fået øjnene op for at stille krav til bilindustrien. Således holder Amnesty International et skarpt øje med brugen af børnearbejdere.

Sideløbende er der krav om bæredygtighed. Således sker hovedparten af udvindingen af det vigtige litium i Sydamerika, hvor det hentes fra undergrunden og tørrer i solen. Men større efterspørgsel betyder også, at udvindingen af det sker ved mine- og stenbrudsdrift i Australien og Kina, og det kræver mere energi.

Fabrikkerne, som også skal kunne drive en sund forretning, er under et både økonomisk, etisk og tidsmæssigt pres. Men de skal også kunne forvente, at kunderne vil kræve at kunne følge processerne. Således beskriver Automotive Week, at VW netop har droppet at lave en aftale om kobolt med det kinesiske firma Glencore. Det bekræfter en talsmand fra VW over for bladet.

- Ud over pris og forsyningssikkerhed har vi også haft muligheder for at udvide i fremtiden og tage bæredygtighed og gennemsigtighed med i vores endelige overvejelser, lyder det fra talsmanden.

Nye typer batterier, som er på vej, kan dog også ændre efterspørgslen på, hvilke råstoffer som er attraktive. Samtidig er det et plus, at bl.a. litium kan genbruges.

Nye fabrikker på vej

Et andet ubekendt område er selve produktionen af batterierne. Tesla planlægger således at åbne en gigafabrik i Nevada til næste år sammen med Panasonic, LG har en fabrik i Polen, som er på vej til at åbne og bl.a. producerer batterier til Chevrolet Bolt, mens Mercedes i 2022 vil åbne Europas hidtil største batterifabrik i Tyskland, som følges af en lignende i Kina.

Der er dog udfordringer for en række bilfabrikker. Ifølge VW er der et behov for at åbne 40 nye gigafabrikker på samme størrelse som Teslas kommende for at kunne producere de elbiler, som er lovet i 2025. Sideløbende betyder skærpede miljøkrav fra EU, at langt flere bilmodeller vil være hybrid-modeller, der kører delvist på batteri. Det sker allerede inden for et par år.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce