Annonce
Danmark

Puk Elgård skriver bog om sin opvækst i en misbrugsfamilie: Her får du erstatningsbarnets triste historie

Puk Elgård debuterede som tv-vært i 1995. I dag er hun vært på "Go morgen Danmark" på TV 2. Foto: Thomas Howalt Andersen

Tv-værten Puk Elgård har skrevet bogen om sin opvækst i en misbrugs-familie - med en rejse ud i New Mexicos ørken som den helende ramme.

Bøger: En helt igennem trist historie om et barn i en misbrugsfamilie.

Forskellen på de tusinder af ødelagte børn, som aldrig træder ud af anonymiteten, og Puk Elgård er, at hun er både kendt og kan skrive. Så forlaget Lindhardt og Ringhof har næppe tøvet med at sige ja, da den nu 50-årige tv-vært dukkede op med "Se mor, jeg danser" - hendes 256 sider lange beretning om en mismodig opvækst og hendes vej videre med den tunge ballast i rygsækken.

De, der holder af Puk Elgård, vil nyde at læse bogen, for den er velkomponeret og godt skrevet. Og de, som har svært ved hendes facon, vil helt sikkert holde sig langt væk, for er bogen ikke bare en ny omgang kogen suppe på en i forvejen velkendt historie?

Annonce

Ud i prærielandet

Puk Elgårds forældre var succesfulde igangsættere, som rejste landet rundt med modeshow. Men livstråden knækkede, da deres første barn, Pia, døde. Puk blev - sådan oplevede hun det selv - erstatningsbarnet, som imidlertid ikke kunne standse nedturen. Familien slog sig ned i et parcelhus i Elbæk ved Horsens, hvor forældrene gik til i alkohol- og pillemisbrug, mens Puk og hendes storebror Claus stort set måtte klare sig selv.

Rammen i bogen lader Puk Elgård være en nylig rejse ud i New Mexico, hvor hun under trommedans, måneskin, hemmelighedsfulde indianer-ritualer og en hippieagtig stemning bliver konfronteret med den barske fortid i Elbæk.

Indflettet i beretningen om, hvad der sker ude i ødemarken, ligger historien om den lille pige, som talte øl i køleskabet og piller i pilleglassene for at have styr på, hvad der ventede hende, når hun kom hjem fra skole. En dag finder hun sin mor tilsyneladende livløs og ringer efter en ambulance. Redderne får moderen på benene, og da de tager af sted med hende, kigger hun direkte på sin datter og siger: "Hvorfor ringede du efter ambulancen? Tænk, at jeg skulle opleve den her ydmygelse fra min egen datter."

Hvordan har du det?

Puk ender med at gå over til nogle naboer, hvor hun bliver pakket ind i et tæppe og får te, mens nabokonen spørger, hvordan hun har det. "Jeg stirrer på hende. Ser på hendes mund. Jeg kan ikke huske, at der nogensinde er nogen, der har spurgt mig om det før."

Sådan rulles en hjertegribende historie op, og man kan så købe rammefortællingen med måneskin og indianer-ritualer eller ikke, men kompositionsmæssigt fungerer den glimrende. Også, fordi der er meget håb i samværet med kvinderne derude i ingenting - håb, der kommer til at stå som en helende kontrast til den barske fortælling om huset i Elbæk.

For Puk Elgård lykkes det at komme videre, selv om hun bl.a. i et aktuelt tv-portræt har fortalt, at hun stadig slås med angst, og at dæmonerne raser i hendes krop, også når hun står foran tv-kameraerne.

Det forbandede er, at hendes historier ikke adskiller sig fra, hvad andre børn i andre misbrugs-familier udsættes for - og måske går til grunde på. Set med de briller kan "Se mor, jeg danser" læses som en påmindelse til skoler og myndigheder om at gribe ind, før det går galt.

Puk Elgård:

"Se mor, jeg danser"

256 sider, Lindhardt og Ringhof

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn For abonnenter

Kendt Odense-advokat i dobbeltrolle: Gav sig selv millionhonorar fra velgørenhedsfond

Annonce