Annonce
Klima

Professor om tørveskov: Den er menneskets bedste ven

Indonesien genopretter store områder med tørveskov, der lagrer enorme mængder kulstof i jorden. Foto: Red Orangutangen
Efter ødelæggende skovbrande har Indonesien kastet sig ind i kampen for at beskytte og genoprette sine tørveskove, der lagrer mange gange mere kulstof end de omgivende regnskove.

Med simple metoder genopretter Indonesien store områder med tørveskove. Det er et ydmygt men effektivt klimaværktøj, for våde tørveområder er nogle af verdens største kulstoflagre, der sikrer, at enorme mængder CO2 ikke bliver udledt til atmosfæren.

- Genoprettelse af tørvejorde er et fantastisk vigtigt arbejde, hvis vi skal nå Parisaftalen, siger Ida Theilade, der er professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet og har arbejdet med naturbevarelse og -genopretning i mere end 25 år.

FN’s Miljøprogram anslår, at selvom tørveområder blot dækker cirka tre procent af verdens landoverflade, lagrer de dobbelt så meget kulstof som alle verdens skove – tilsammen.

Annonce

Tørv holder kulstof i jorden

Tørveområder er våde jorder, der gemmer på planterester som blade, grene og træstammer, der er blevet oplagret i hundred- eller tusindvis af år.

Vandet i jorden holder ilt væk fra planteresterne, der derfor ikke går i forrådnelse og sender CO2 tilbage i atmosfæren.

Det er de samme syltekrukkeforhold, der herhjemme har bevaret Tollundmanden og de andre mosefund.

Genopretter tre gange så meget som Europa

I Indonesien, der har de største tørveområder i troperne, vokser der skov på den våde jord. Hvis jorden skal bruges til marker eller plantager, brænder man først skoven af. Derefter kan man grave kanaler, der dræner vandet væk fra jorden. I 2015 hærgede enorme brande Indonesiens regn- og tørveskove, og et område halvt så stort som Danmark gik op i flammer. Det udledte så meget af det ophobede kulstof i jorden, at Indonesien overhalede både USA og Kina og blev verdens største CO2-udleder det år.

Selvom man altid har drænet og brændt skov af i Indonesien, var omfanget af brandene i 2015 anledning til en brat opvågnen i den indonesiske regering, forklarer Ida Theilade.

Indonesien forbød skovafbrænding og startede en målrettet indsats for at stoppe dræningen af tørveskove. Og selvom indsatsen ikke er perfekt, og virksomheder, plantageejere og lokale stadig starter ulovlige brande eller graver dræningskanaler, så anslår de indonesiske myndigheder, at de indtil slutningen af 2018 havde genoprettet tørveskove på et område på størrelse med Sjælland. Det er mere end tre gange så meget, som Europa nogensinde har genoprettet.

- Jeg kender ikke de indonesiske tal, men det er godt, de er kommet i gang med arbejdet, for vi skal simpelthen stoppe dræningen af tørveskoven, siger Ida Theilade og tilføjer:

- Den er menneskets bedste ven.

Redder orangutangens levested

Det praktiske arbejde med at stoppe ødelæggelsen af tørveskovene er relativt simpelt.

- Først og fremmest skal man blokere kanalerne for at holde på vandet, forklarer Marie Sigvardt, der er programansvarlig i organisationen Red Orangutangen, der arbejder på Kalimantan, den indonesiske del af Borneo.

I området Mawas, hvor de arbejder, bor verdens fjerdestørste bestand af orangutanger. Red Organisationen arbejder på at beskytte deres levested, blandt andet ved at genoprette et kæmpe område med ødelagt tørveskov, som den indonesiske regering i et kuldsejlet projekt drænede i 90erne for at lave plads til rismarker.

- Det var en fin ambition, men stedet var forkert. Så nu er tørven ødelagt, og det skaber grobund for både skovbrande og oversvømmelser, siger Marie Sigvard.

Red Orangutangen samarbejder med de lokale i syv landsbyer i området for at genoprette tørven og standse skovbrande. De fylder dræningskanaler op, graver brønde til brandslukning og sender frivillige brandpatruljer ud. De har lavet planteskoler med lokale arter, der bliver plantet ud i det ødelagte område for at genoprette skovdækket.

Samtidig bliver der stadig brændt skov af, og 2019 var igen et slemt år.

- Genopretningen er en meget lang proces. Især i forhold til hvor hurtigt skoven kan brændes ned, siger Marie Sigvardt.

- Men vi håber på en levende og naturlig skov.

Verdens Bedste Nyheder

Denne artikel er produceret af Verdens Bedste Nyheder, som er et uafhængigt medie, der laver konstruktiv journalistik med udgangspunkt i FN’s Verdensmål.

Verdens Bedste Nyheder fokuserer på ofte oversete fremskridt, potentialer og løsninger på verdens udfordringer.

Læs mere på verdensbedstenyheder.dk

Den danske organisation Red Orangutangen genopretter tørveskov i Indonesien til glæde for de truede orangutanger. Det er også et effektivt klimaværktøj. Foto: Red Orangutangen/Björn Vaughn, BPI
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ny hanløve er ankommet til Odense Zoo

Leder For abonnenter

Overvågning. Et nødvendigt onde

Avisen bragte i går en god nyhed fra Korsløkkeparken, der er et boligområde i Odense på den såkaldte ghettoliste. Efter opsætning af i alt 460 kameraer er området blevet markant fredeligere. Tidligere var Korsløkkeparken plaget af omfattende hashhandel, hærværk og anden kriminalitet, der gjorde bebeboerne utrygge. Men nu kan tillidsfolk for beboerne fortælle, at kameraerne har lagt en dæmper på de urolige elementer, som typisk er helt unge mennesker. De nye kameraer i Korsløkkeparken flugter således fint med regeringens planer om mulighed for mere markant overvågning i det offentlige rum. Dette forslag vil regeringen sandsynligvis komme igennem med, takket være støtte fra de blå partier, og det vil ikke mindst langt størsteparten af beboerne i større almene bebyggelser være glade for. Med god grund. Fredelige borgeres efterspørgsel af en tryg hverdag, hvor man ikke møder hashpushere i nedgangen til kælderen eller skal frygte hærværk mod sin parkerede bil, er forståelig og legitim. Men samtidig må man ikke se bort fra, at mere overvågning også indskrænker den frihed og ret til privatliv, som er grundlæggende for et åbent, demokratisk samfund. Folks behov for tryghed stritter altså imod nogle vigtige værdier, og dermed kan sammenstødet overføres til modsætninger mellem på den ene side almindelige danskere, der tager afsæt i deres hverdag, og på den anden side organisationer, der henviser til undersøgelser og statistikker. Mens hr. og fru menigmand tager overvågningen ret afslappet, er for eksempel Advokatrådet og Det Kriminalpræventive Råd betænkelige. De efterlyser dokumentation for, at øget overvågning gør det nemmere for politiet at opklare alvorlige forbrydelser. Skeptikerne påpeger også, at regeringens lovforslag, om det bliver vedtaget, vil indskrænke borgernes ret til privatliv mere, end man forestiller sig. Det kan meget vel være rigtigt, at kameraovervågning kun har begrænset betydning, når det drejer sig om alvorlig kriminalitet. Men skønt gamle begreber som ro og orden ikke i dag er på mode blandt fagpersoner, har de alligevel fylde i befolkningen. Derfor er øget overvågning et nødvendigt onde. I hvert fald indtil forældre og SSP-folk har lært de unge uromagere reglerne for almindelig god opførsel. Det vil desværre nok tage en rum tid.

Annonce