Annonce
Indland

Professor: Inaktiv barndom kan være svær at vende som voksen

Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
Børn, der ikke bevæger sig, har sværere ved at komme i gang med motion som voksne, påpeger professor.

Selv om de fleste børn bevæger sig for lidt i det daglige, kan udviklingen stadig vendes i de senere teenageår eller som voksen.

Det bliver bare sværere at vænne kroppen til motion, hvis man ikke har været vant til det som barn.

Sådan lyder det fra Jens Troelsen, der professor på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet (SDU).

- Løbet er ikke kørt, selv om man har ikke været fysisk aktiv som barn.

- Vi ved bare fra forskningen, at det er sværere for voksne i dag, som ikke har været aktive fysisk som unge, fordi man ikke har været vant til at være forpustet, stakåndet og at svede, siger Jens Troelsen.

En ny undersøgelse fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO viser, at 84,5 procent af danske børn mellem 11 og 15 år bevæger sig under en time om dagen.

Jens Troelsen vurderer, at der først og fremmest bør sættes ind, mens børnene stadig er børn.

- Jeg kan godt frygte, at den store mængde af børn, der er i dag er inaktive, kan få svært ved at komme i gang som voksne.

- Det er aldrig for sent at gøre noget, men vi skal gøre mere for, at den her generation af kommende voksne kommer i gang med mere fysisk aktivitet som børn, siger Jens Troelsen.

Inaktiviteten blandt børn vækker også bekymring hos Danske Regioner, der driver landets sundhedsvæsen.

- Det er bekymrende, at så mange unge ikke bevæger sig nok, fordi vi ved, at fysisk og mental trivsel hænger sammen, siger Karin Friis Bach (R), der er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.

- Når man ser på det ud fra et folkesundhedssynspunkt, er det bekymrende, fordi vi ved, at det kan føre til livsstilssygdomme, når man bevæger sig lidt, siger hun.

Jens Troelsen fra SDU mener, at ansvaret er i en Bermuda-trekant bestående af forældre, skole og samfundet.

- Der er flere, der skal løfte i flok. Vi skal som forældre være opmærksomme på, at vores børn ikke sidder for mange timer foran en skærm, men skolerne skal også i højere grad sørge for at få bevægelse tænkt ind i undervisningen og frikvarterne.

- Samtidig skal samfundet sørge for cykelstier og legepladser, som ikke kun er for de mindste børn under seks år. Der skal også være steder at hænge ud for de ældre børn, hvor der også er tænkt bevægelse ind, siger han.

/ritzau/

Annonce
Link til undersøgelse
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Nødblus satte redningsaktion i gang

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce