Annonce
Fyn

Pres på sygeplejerskerne: Der skal være tid til at græde ud ved hinandens skulder

Selv om Lene Lei-Jensen kun er 43 år, tænker hun ofte på sit seniorliv - på, hvordan det hele skal hænge sammen. Hvis hun havde lommerne fyldt med penge, ville hun åbne et lille bed and breakfast og arbejde ti timer om ugen som sygeplejerske. Foto: Michael Bager
43-årige Lene Lei-Jensen er sygeplejerske på onkologisk afdeling på OUH og plejer hver dag kræftsyge patienter. Hun elsker sit job, men det slider fysisk og psykisk, og hun har svært ved at se sig selv være i det, til hun skal på pension som 71-årig

Det hænder, at Lene Lei-Jensen har stået i så svær en situation, at hun har brug for at græde ud ved en kollegas skulder.

Så går hun hen ad gangen, finder et lokale, sætter sig og lader stille tårerne få frit løb. Sådan sidder hun nogle minutter, inden hun trækker vejret dybt, tørrer øjnene og går tilbage og passer sit arbejde.

Lene Lei-Jensen er sygeplejerske på OUHs onkologiske sengeafsnit, hvis patienter er kræftsyge mennesker i en livskrise. Nogle unge, andre midt i livet, endnu flere sidst i det.

Hver patient i de 31 senge har sin historie og sit behov for behandling. Mange bliver helbredt, men andre er så syge, at de dør - og hvad enten livet fortsætter eller slutter, står Lene Lei-Jensen og hendes kolleger ved patientens og familiens side med pleje og omsorg.

- Det sker ikke hver dag, men det sker ugentligt, at patienter dør, og for mig er omsorgen for patienterne og deres pårørende grunden til, at jeg er sygeplejerske. Jeg hjælper familier, som står i et utroligt svært tidspunkt af livet, og det er både givende, spændende og hårdt. Selvfølgelig bliver man berørt engang imellem. Det kan være, når det er patienter, man har lært at kende gennem et langt forløb, eller det kan være, når det er mennesker på ens egen alder med børn på ens egen alder. Da bliver man ind imellem nødt til lige at tage fem minutter, og det skal der være plads til - ellers kan vi ikke være i det, siger den 43-årige sygeplejerske.

Annonce

Jeg hjælper familier, som står i et utroligt svært tidspunkt af livet, og det er både givende, spændende og hårdt.

Lene Lei-Jensen, sygeplejerske på onkologisk afdeling på OUH

32.000 om måneden

Lene Lei-Jensen er mor til en dreng på ti og en pige på 13 år. Hun har været sygeplejerske i 18 år, og med undtagelse af en kortvarig afstikker til vikarbranchen, har hun arbejdet på OUH, siden hun blev uddannet. Først ti år på afdeling S, der behandler sygdomme i maven og tarmene, og de seneste seks år på det onkologiske sengeafsnit, hvor hun ind imellem er afsnittets ansvarshavende sygeplejerske.

- Jeg arbejder mest i dagvagt, men jeg har fem-seks aftenvagter om måneden, og en gang eller to om måneden har jeg 12-20-vagter. Jeg har været alene med mine børn, siden de var fire og syv år, og derfor troede jeg ikke, at jeg nogensinde skulle arbejde på et sengeafsnit med skiftende vagter, men det bliver der taget hensyn til i vagtplanen, siger Lene Lei-Jensen, der fast indgår i et team, hvis sygeplejersker er specialiseret i patienter med mave-tarm kræft.

Hendes arbejdstid er 34 timer om ugen, lønnen er cirka 32.000 kroner om måneden, når alle tillæg er talt med, og som reglerne om pension er i dag, kan Lene Lei-Jensen se frem til at skulle arbejde 28 år endnu - til hun er 71 år. Det tror hun ikke selv på, at hun holder til. I hvert fald ikke som en af de sygeplejersker, der er rift om, og som både den røde og den blå side af Folketinget vil have uddannet flere af.

Sværere at få vikar

- Jeg vil tro, at jeg kan holde til at arbejde, til jeg er 65 år, men hvis jeg skal arbejde, til jeg er 71 år, har jeg meget svært ved at se, at jeg kan arbejde 34 timer om ugen. Det bliver ikke som sygeplejerske - det bliver jeg for slidt til. Ét er det fysiske slid, et andet er det psykiske - og jeg vil gerne have et liv efter mit arbejdsliv. Jeg vil gerne kunne gøre nogle af de ting, jeg har lyst til - også når jeg er holdt op på arbejdsmarkedet - men jeg er enormt bekymret for, hvordan det skal gå.

Lene Lei-Jensen understreger, at hun er utroligt glad for sit arbejde, sine kolleger og det gode og nære arbejdsmiljø, der kendetegner afdelingen. Men dagligdagen er bare presset og travl, og fordi man er i stand til at behandle mere og mere, er patienterne også dårligere og dårligere.

- Vi har fået mere travlt de seks år, jeg har været her. Der skal meget til, før vi får vikardækning, hvis en af os bliver syg, og der er dage, hvor man bare ikke når at sidde ned og sunde sig. Der er også dage, hvor man bare ikke har den tid til en patient, som man ved, der skal til. Den dér ekstra tid til at holde i hånd, som, man ved, er så vigtig. Nogle gange vælger man at blive siddende og arbejde den ekstra halve time over, andre gange er man nødt til at løbe videre, og det efterlader patienten ked af det og mig frustreret og med dårlig samvittighed, siger Lene Lei-Jensen.

Lene Lei-Jensen (stående) er glad for sit arbejde og nyder det gode, kollegiale sammenhold med blandt andre Anneli Nygaard. Sengeafsnittet er normeret til 31 pladser,og sygeplejerskerne arbejder sammen i teams med hvert sit speciale. Lene Lei-Jensen arbejder i det team, der specifikt plejer patienter med mave-tarmkræft. Foto: Michael Bager

Tidlig pension

Selv om hun kun er 43 år, spekulerer hun ofte på pension - på, hvordan det hele skal hænge sammen. Stod det til hende burde tidlig pension være en ret.

- Jeg synes, jeg og andre som mig burde have ret til at gå på pension som 65-årig. Politikerne skulle kigge på, hvor mange år, man har været på arbejdsmarkedet, og hvad man har lavet - ikke på, hvor gammel, man er. Jeg er klar over, at det koster penge, men personligt vil jeg gerne gå med til at få lidt mindre i pension, hvis jeg kan gå før. Jeg synes ikke, vi sygeplejersker er særligt godt lønnet i forhold til det ansvar, vi har og det arbejde, vi laver, men jeg vil godt gå med til lidt mindre i pension til gengæld for tidlig pension, siger hun og tilføjer, at politikerne skal huske at tænke på, at hun ikke ender med at blive en udgift.

- Hvis jeg bliver nedslidt, er det jo mig, der koster penge i den sidste ende. Det er der slet ingen, der får gavn af. Hverken jeg, mine børn eller samfundet.

Lene Lei-Jensen behøver ikke spekulere på, om hun når at gå de 10.000 anbefalede skridt om dagen. Dem når hun i sikkert stil i løbet af sin arbejdsdag på OUH. Foto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Ejendomsmæglere afviser at annoncere for kommunens grunde: - Vi driver forretning, ikke filantropi

Annonce