Annonce
Faaborg-Midtfyn

Præsten i Ringe om flytning fra Strynø: - Som at flytte fra Ringe til New York

Lene Kjær Andersen flyttede til Ringe for tre år siden, da hun fik stillingen som præst i Ringe, hvor der er to præster i embedet. Inden da havde hun været otte år som præst på Strynø. Foto: Hardy Hounsgaard
Sognepræst i Ringe, Lene Kjær Andersen, flyttede for tre år siden med sin mand og fem børn fra Strynø til Ringe, og det var noget af et kulturchok for børnene.

Ringe: Lene Kjær Andersen, der har fået ideen til bryllupsmessen i Ringe Kirke, har været ansat som præst i Ringe Kirke siden august 2017. Inden da havde hun været otte år som præst på Strynø, hvor hun også virkede som præst i kirkerne i Rudkøbing og Simmerbølle på Langeland.

- Præstestillingen på Strynø var mit første job, efter at jeg blev uddannet i 2009, fortæller Lene Kjær Andersen.

For tre år siden søgte hun stillingen i Ringe og fik den.

- Jeg var glad for at være på Strynø, men hvis jeg skulle prøve noget andet, skulle det være, inden børnene blev for store, fortæller Lene Kjær Andersen, der er glad for de nye udfordringer i Ringe.

- Ringe er et større sogn, og jeg har kolleger på sognegården, som jeg kan snakke med, siger Lene Kjær Andersen, der har sognets anden præst, Karen Blauenfeldt Dam, som kollega i Ringe.

Lene Kjær Andersen blev selv gift for 16 år siden med sin mand Claus Kjær Andersen, der arbejder som track and trace-controller hos tobaksvirksomheden Halberg i Svendborg.

Parret har i alt fået fem børn: Markus, 15 år, Rebekka, 13 år, Laurits, 12 år, Frederikke, 7 år og Karl, 5 år. De to sidste er født på Strynø.

Annonce
Lene Kjær Andersen med sine fem børn fotograferet i 2016 i præstegården på Strynø. I 2017 flyttede familien inklusive Lenes mand Claus til Ringe, hvor Lene Kjær Andersen siden har været præst. Arkivfoto: Andreas Bastiansen

Aldrig set et lyskryds

Da præstefamilien flyttede fra Strynø for tre år siden, var det noget af et kulturchok for børnene.

- Mine børn havde aldrig set et lyskryds, før vi kom til Ringe. Da en af mine drenge skulle cykle over et lyskryds, hvor der var grønt lys, stoppede han op, fordi der var rødt lys for nogle andre i krydset. Han vidste ikke, hvilket signal han skulle kigge på.

- På Strynø Skole var der 13-14 elever og to lærere på hele skolen fra 0. til 4. klasse. Da mine børn kom til Tingagerskolen i Ringe, var der dobbelt så mange børn i en klasse som på hele skolen på Strynø.

- Rebekka sagde "hej" til alle, hun mødte i Ringe, og når hun spurgte mig, hvem de var, kunne hun ikke forstå, at jeg ikke kendte dem.

- At flytte fra Strynø til Ringe må have været som at flytte fra Ringe til New York, fortæller Lene Kjær Andersen, der understreger, at børnene i dag er faldet godt til i Ringe.

Søn har rekord i kirkegang

Æblet falder ifølge det gamle ordsprog sjældent langt fra stammen - det gælder også i den børnerige præstefamilie.

Lene Kjær Andersens ældste søn, Markus, er blevet så glad for at gå i kirke, at han sidste år satte danmarksrekord i kirkegang i forbindelse med konfirmationsforberedelse.

I alt nåede han inden sin konfirmation i Ringe Kirke 5. maj at være til gudstjeneste 205 gange, og for den bedrift kom han i Børnenes Rekordbog. Han slog den gamle rekord med hele 117 gudstjenester.

Det var ikke kun mors kirke i Ringe, han besøgte. Han har været i alle kirker i Midtfyns Provsti og har foruden almindelige gudstjenester også været til byggepladsgudstjenester, bikergudstjenester og pølsevognsgudstjenester.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

23-årig havde været til fest: Politiet mangler oplysninger om dræbt ung mand på motorvejen

Leder For abonnenter

Bevar sjælen i byerne

Hver gang man fjerner et hus, fjerner man noget af sjælen, sagde socialdemokraten Anders W. Berthelsen til avisen tidligere på ugen, mens han travede rundt i Hunderup-kvarteret i Odense sammen med en journalist for at kigge på en række af de matrikler, hvor gamle villaer er blevet revet ned til fordel for nybyggeri. Berthelsen har ret: Der forsvinder noget af et kvarters sjæl, når man river en epoke-typisk bygning ned i et kvarter for at erstatte den med et nymodens byggeri. Derfor er det klogt, at de fynske lokalpolitikere beslutter sig for at gennemføre bevarende lokalplaner for kvarterer og bydele, hvor man ønsker at bevare et særligt arkitektonisk udtryk. Det gælder både i Hunderup-kvarteret og i andre boligområder i Odense og på Fyn. Diskussionen om at bevare bygninger drejer sig nemlig ikke blot om nedrivning af gamle villaer i det fornemme Hunderup-kvarter. Det drejer sig også om Gerthasminde og om Møllers Villaby i Odense, og det drejer sig om dusinvis af bymiljøer i Faaborg, i Assens, i Svendborg, ja, i stort set alle de fynske byer. For i langt de fleste byer, landsbyer og bydele findes der karakteristiske bygninger eller kvarterer, som er værd at bevare. Bevares: Vores byer er ikke museer. Derfor er det ikke alle udhuse, cykelskure og parcelhuse, der partout skal bevares for eftertiden, for vores byer skal være levende og kunne udvikle sig i takt med tiden og behovet. En levende by betyder imidlertid ikke, at man som boligejer skal kunne rive bygninger ned efter forgodtbefindende. Tværtimod: I en levende by udviser man respekt for byen, for historien. For dens sjæl. De nedrivninger og nybygninger, som blev nævnt i avisen tidligere på ugen, var markante eksempler på, at det er nødvendigt at skærpe bevaringskravene i Hunderup-kvarteret. Derfor vil det være klogt at gennemføre en bevarende lokalplan i rigmandskvarteret, ligesom det vil være klogt at se på bevaringsindsatsen i andre områder i Odense og i de andre fynske byer. For vi skal have sjælen med. Også i vores byer.

Annonce