Annonce
Indland

Poul Martin tabte til dæmonerne

Annalise Christensens bror blev som voksen skizofren, og han troede, at han og hans lejlighed i var besat af dæmoner.

Han var charmerende og hjælpsom - og altid den, der forstod alle de andre. Men noget gik galt, og i sidste uge tog Poul Martin Egeberg sit eget liv for at slippe for de dæmoner, der havde overtaget hans hverdag. Hans søster, Annalise Christensen, fortæller her, hvordan hun langsomt mistede sin bror

Poul Martin Egebergs liv sluttede i en ældre rød Toyota Corolla sidste torsdag. Den var parkeret på Assens-kanten i det, hans søster kalder et af de smukkeste steder på Fyn. Han var ren, håret var vasket, tænderne børstet, og han havde for nylig købt en ny jakke, som han havde på.

Selv om han tog sit liv sidste torsdag, så føler hans familie og venner, at de allerede for små seks år siden begyndte at miste den Poul Martin, de kendte og elskede.

Efterhånden som dæmoner og falske personer fyldte Poul Martins hoved, blev han forvandlet til den "falske" Poul Martin. Oftere og oftere var det en Poul Martin, der var bange, følte sig forfulgt og hørte stemmer. Og sjældnere og sjældnere kiggede den hjælpsomme, rummelige og charmerende person, de kendte, frem.

Sådan oplever hans søster Annalise Christensen det i hvert fald. Hun har grædt mange tårer, og det er hun ikke færdig med endnu. Men midt i den store sorg føler hun også en lettelse.

- Han har fået fred, og det ser ud som om, han meget bevidst har valgt livet fra for at slippe for sine dæmoner og sin uudholdelige angst, siger Annelise Christensen.

Men tilbage står fortvivlelsen over ikke at kunne gøre noget og over en lovgivning og et system, som heller ikke kunne hjælpe Poul Martin.

Det var ikke som da de var børn i Thy, hvor Poul Martin var en følsom lille fyr, som nemt kunne blive ked af det. Engang da nogle større drenge var efter ham på vej hjem fra skole, gik storesøster i aktion og tævede drengene.

Hun følte også, at hun skulle beskytte ham mod faderen, der var psykisk syg og kunne ligge formørket i sengen i dagevis. Til andre tider blomstrede han op, og så var der liv, glade dage og nyt tøj til hele familien. Faderen var maniodepressiv.

- Jeg var bange for min far. Hvis man ikke forstod hans tankeverden, blev han meget vred, så han var en, man undgik, siger Annalise Christensen.

Forældrene blev skilt, og moderen flyttede med børneflokken - de var ni søskende - til Ringe i 1980. Her holdt Poul Martin sammen med sine to mindre brødre, og de tre yngste brødre blev i sjov kaldt Dalton-brødrene i det midtfynske.

Poul Martin flyttede hjemmefra som 18-årig og kom i lære som elektromekaniker i Svendborg. I en periode, mener hans søster, at han røg hash og havde tegn på en depression.

- Han fik ikke en diagnose eller noget, men han var kommet i noget dårligt selskab, og jeg tog ham med hjem til mig i Ringe og fik ham på ret køl igen, siger Annalise Christensen.

Poul Martin blev udlært, og nogle af hans svaghedstegn virkede nu som styrker. Han var lyttende og hjælpsom, og han virkede meget rummelig.

- Han var altid den, der forstod de arbejdsløse, indvandrerne og alle andre. Han snakkede aldrig ondt om nogen, siger Annalise Christensen.

Han havde også humor og en charme, som han til tider skruede op for i nattelivet.

- Han var utroligt god til at score piger. Hans bror kunne stå og købe drinks til en pige, men det var Poul Martin, der gik hjem med hende, siger Annalise Christensen.

Hun havde sin egen familie og havde ikke altid tæt kontakt til sin lillebror. Men han var altid den, der kunne hjælpe familien med at fikse en plæneklipper eller andet, der var gået i stykker.

Poul Martin havde købt et hus på landet sammen med en kammerat, og alt så ud til at gå den rigtige vej for ham. At der arbejdede ustyrlige kræfter inden i ham blev først tydeligt, da han senere flyttede ind til Odense i en lille lejlighed.

En aften tæt på midnat ringede han til sin søster.

- Han sagde, at der var nogen efter ham. De ville slå ham ihjel, siger Annalise Christensen.

Hun var chokeret over, hvad hendes bror var rodet ind i og bad ham straks ringe til politiet.

Men Poul Martin afviste. Politiet var også med i det, sagde han.

- Det undrede mig, men jeg kunne alligevel ikke forestille mig andet, end at han talte sandt, siger Annalise Christensen.

Da hun nåede frem til Poul Martins lejlighed, åbnede han døren på klem for at sikre sig, at det nu også var hans søster, inden han hev hende ind i lejligheden.

- Da vidste jeg, at noget var helt galt. Han begyndte at sige, at jeg skulle tale lavt, for lejligheden blev aflyttet og overvåget med kamera. Han talte også om, at der var en falsk udlejer.

Annalise Christensen mente, at de skulle ringe til en læge, mens Poul Martin ikke mente, at han fejlede noget.

Han blev dog overtalt til at tage med sin søster til den psykiatriske skadestue på Odense Universitetshospital. Han sneg sig fra lejligheden til bilen, og undervejs i bilen dukkede han sig og bad sin søster køre stærkere, så de ikke blev fanget.

På sygehuset ville Poul Martin ikke tage de piller, som psykiaterne mente var nødvendige. Allerede dagen efter ringede han fra afdeling P til sin storesøster.

- Han ville hjem, han græd og sagde, at lægerne også var med i det, og nu kom de og tog ham.

Poul Martin blev tvangsindlagt, og Annalise Christensen var selv meget mærket af det hele.

Det er snart seks år siden, men det blev et forløb, som hun kom til at iagttage igen og igen de kommende år.

Nogle gange på afstand og nogle gange tæt på.

Godt tre måneder efter den første tvangsindlæggelse blev Poul Martin udskrevet og skulle finde tilbage i en hverdag. Men dybest set mente han ikke, at han fejlede noget, og det var problemet. I hans verden var der virkelig folk, der forfulgte ham. Fra sit vindue han virkelig folk, der ville stjæle børn fra børnehaven. Og tv-speakerne talte virkelig til ham, så han blev nødt til at smide tv'et i containeren.

Og medicinen ville han ikke tage, for den gjorde ham sløv, tyk og træt. Og så var det falske piller, der ikke indeholdt det, som lægerne sagde.

Annalise Christensen kunne hjælpeløst se sin bror føle sig mere og mere bange og forfulgt.

For ham var stemmerne i hovedet virkelige, og han nægtede at tage de piller, der kunne holde dem på afstand.

Det endte med en ny tvangsindlæggelse. Og en til. Og.

- Dæmonerne fik mere og mere magt over ham, og han kunne ikke holde angsten ud, siger Annalise Christensen.

Men imellem indlæggelserne levede han et liv, der kunne se normalt ud. Han havde sin egen lejlighed, sin egen bil, og i perioder arbejdede han. Som regel var det jobtræning eller fleksjob, for han kunne ikke håndtere de udfordringer, han kunne tidligere.

Han kunne ikke koncentrere sig, fordi han kæmpede en indre kamp, og fordi han var træt.

Når Poul Martin ikke tog sin medicin, så tog stemmerne i hans hoved mere og mere kontrollen. Han var ikke alene bange for dem, der var ude på at skade ham, slå ham ihjel eller stjæle hans penge. Han var også bange for, hvad han selv kunne finde på at gøre.

- Han fortalte engang, at der var en stemme, der ville have ham til at voldtage en pige i opgangen, og at stemmerne også kunne sige, at han skulle slå nogen ihjel. Jeg var ikke tryg ved ham, når han var syg, og jeg kunne ikke lide, at han skulle være alene med mine børn, siger Annalise Christensen.

Heldigvis foretog Poul Martin sig aldrig noget kriminelt. Til gengæld blev han selv pint og plaget af de ustyrlige tanker.

Indlæggelserne varede længere, og årsagen til dem var ofte voldsom. En gang blev han fundet i en grøft i Jylland.

- Det er hårdt at tænke på. Han havde ikke spist eller drukket i fire til fem dage, og han har jo sikkert drevet omkring og været bange for alt og alle, siger Annalise Christensen.

- En anden gang blev han af politiet i Odense fundet våd, blødende og forslået på gaden, siger hun.

Når han ikke var indlagt, ville han ikke have Annalise Christensen hjem i sin lejlighed. Hun kan godt se hvorfor, når hun går rundt i lejligheden her efter hans død. Han magtede ikke at holde orden i sit liv, og det var han flov over.

Inden for døren i den treværelses lejlighed ligger bunker af ugeaviser og breve, der er kommet ind gennem brev-sprækken og har hobet sig op på gulvet i den beskidte lejlighed. Pizzabakker ligger overalt, og på bordet tårner tomme North State-cigaretpakker sig op.

I køleskabet står rådden laks og sur mælk side om side med den mad, han har spist af. Brune fedtede belægninger findes overalt i køkkenet, og der er gået dyr i melet og sukkeret. Og selv om Poul Martin var en dygtig håndværker, så er lampen aldrig blevet hængt op, men hænger i en ledning ned langs væggen.

- Det er slet ikke Poul at bo sådan, og det vidner om, hvor lidt han magtede. Der burde slet ikke bo mennesker sådan et sted, siger Annalise Christensen.

Hun har oplevet, hvordan hendes bror blev mere og mere syg. Hvordan han blev mindre og mindre sig selv. Og hvordan hverken hun eller andre kunne stille noget op.

- Han blev indelukket, initiativløs og var konstant angst, og han røg cirka 60 cigaretter om dagen. Det virkede ikke rigtigt som om, der var noget, der kunne gøre ham glad. Kun mad, siger Annalise Christensen.

Hun er især frustreret, fordi hun og familien ikke føler, at det behøvede at komme så vidt med Poul Martin.

Gang på gang tryglede de om, at Poul Martin skulle tvangsmedicineres, for de mente ikke, at han selv var i stand til at tage de rigtige beslutninger.

Men der er en udstrakt grad af selvbestemmelse i sundhedssystemet - også for skizofrene med paranoia og psykoser.

- Jeg kan ikke forstå, at det skal være så svært at tvangsmedicinere. Hvis man havde kunnet det, så kunne han måske være reddet, for jo længere tid der gik uden medicin, jo dårligere fik han det, og jo større dosis skulle der til. Det var en ond cirkel, siger hun.

Nu blev det ikke en regelmæssig medicinering, der gav Poul Martin fred. Det blev udstødningsgassen fra hans egen røde Toyota Corolla på en øde grusvej i smuk natur.

I onsdags blev Poul Martin bisat i Ringe, og Annalise Christensen sagde et sidste farvel til sin bror. Men hun føler også, at hun allerede har sagt farvel mange gange i de små seks år, hvor hun mistede ham lidt efter lidt.

Når Poul Martin ikke var indlagt, ville han ikke have sin søster hjem i sin lejlighed. Nu kan hun se hvorfor. Han magtede ikke at holde orden i sit liv, og det var han flov over.
Han begyndte at sige, at jeg skulle tale lavt, for lejligheden blev aflyttet og overvåget med kamera. Han talte også om, at der var en falsk udlejer. Annalise Christensen, Poul Martin Egebergs søster

Skizofreni

Cirka 20.000 danskere lider af skizofreni.
Skizofreni påvirker evnen til at tænke, føle og vurdere virkeligheden.
Patienten kan se syner, høre stemmer eller på anden måde have forestillinger, som er virkelige for ham eller hende, men virker forrykte for andre.
Den skizofrene kan være præget af angst og have svært ved at koncentrere sig og være sammen med andre.
Årsagerne til skizofreni er ikke endeligt afklaret, men man ved, at genetiske faktorer (arv) har betydning i de fleste tilfælde.
Hver anden skizofren forsøger at begå selvmord, og statistisk set lykkes det for hver tiende, hvis de ikke er i behandling.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kerteminde

Borgmester anede intet om Lindøs jordkøb: - Det kom som en overraskelse

coronavirus

Sådan genåbnes der løbende for rejser: Folketinget lemper rejserestriktioner i fire faser

Kerteminde

Vi har spurgt læserne: Skal vi passe på Lindø eller på naturen?

Annonce