Annonce
Sport

Polterabend på Ibiza må vige for semifinale i Wimbledon

Andrew Couldridge/Reuters
Roberto Bautista Agut skulle egentlig have festet med venner på Ibiza, men det ændrede en kvartfinalesejr på.

Hvad er vigtigst? En semifinale på Wimbledons grønne tennisbaner eller en polterabend med en håndfuld venner på partyøen Ibiza?

Det valg stod den spanske tennisspiller Roberto Bautista Agut overfor, efter at han onsdag for første gang i karrieren spillede sig frem blandt de sidste fire i en grand slam-turnering.

Og sporten vandt.

Agut har reorganiseret weekendens festligheder på Ibiza for at kunne koncentrere sig fuldt ud om sin semifinalekamp fredag mod den forsvarende Wimbledon-mester i herresingle, Novak Djokovic.

- Jeg havde planlagt at være på Ibiza lige nu, siger den 31-årige spanier efter sin sejr i kvartfinalen mod Guido Pella fra Argentina.

- Vi havde allerede organiseret det hele. Mine venner, seks af dem, er alle der. Nå, men det føles bedre at være her i London, tilføjer Agut, der skal giftes til november.

Han vil nu forsøge at få vennerne til England.

- Jeg tror, at de flyver ind fredag.

Kampen mod Djokovic bliver uden sammenligning den største i den 31-årige spaniers 14-årige karriere som professionel. Hans hidtil bedste præstation i en grand slam er en kvartfinale i Australian Open i år.

Men to gange i denne sæson har den 23.-seedede slået den serbiske verdensetter.

- Han spiller virkelig godt på græs. Jeg skal spille rigtig god tennis, hvis jeg skal slå ham, siger Roberto Bautista Agut.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Annonce