x
Annonce
Klumme

Politisk korrekthed. Venstrefløjens voldsfundament

Synspunkt: Enhedslistens chefstrateg (læs; chefkommisær) Pelle Dragsted opdaterede for nylig sin Facebookprofil og tilkendegav, at ingen andre end venstrefløjen havde bekæmpet nazisme og antisemitisme. Tilkendegivet af en mand, der om nogen har stået bag en af de mest voldelige og nazilignende, militante bevægelser her hjemme, Antifascistisk Aktion.

I andre mediesammenhænge er det velbeskrevet, hvorledes der eksisterer og har været etableret tætte bånd mellem det yderste, altid voldsparate venstrefløjsmiljø og Enhedslisten. Man anvender bevidst racisme og antifascismeslogans som argument for intimiderende adfærd over for politiske modstandere, det være sig tilbage fra bz-bevægelsen, Demos, og videre op gennem 90’erne til dannelsen af førnævnte Antifascistisk Aktion og videre igen til Anarkistisk Debatforum, Piratgruppen, Monsun, Rød Ungdom, voldsgruppen Rebel, Globale Rødder, Antifa, ja kært barn har mange rødder og navne.

Optøjerne omkring Jagtvej og Ungdomshuset havde aldrig kunnet lade sig koordinere og gennemføre uden et disciplinært og voldsparat venstrefløjsmiljø. Når 10 procent af den danske befolkning i dag vælger at sætte sit kryds ved en personkreds, der alle har relationer til organisationer og bevægelser, der ikke lader nazitidens brunskjorter noget tilbage, så er der en demokratisk udfordring af dimensioner.

Pernille Rosenkrantz-Theil har med sin nuværende ministerbaggrund trådt sine ungdomssko i Fælledvejs-gruppen i Antifascistisk Aktion og i aktionsgruppen Rebel. Det klinger derfor hult at se hende i audiens på Amalienborg. Dragsted toner frem i debat hos Clemens, samtidig med man ved, at han efter at have lagt sin brunskjortefortid bag sig blev pressesekretær hos Enhedslisten. Måske en tilfældighed, at Enhedslistens tidligere leder, Johanne Schmidt Nielsen, blev generalsekretær for Red Barnet, hvis det ikke lige var fordi, den tidligere redaktør, Janne Tynell, fra Modkraft, nu sidder som pressechef hos Red Barnet?

Hvis ikke mainstreampressen og det tilsvarende politiske mainstreammiljø på Christiansborg minus Nye Borgerlige og dele af DF holdt hånden over det betændte venstrefascistiske miljø i Danmark, så ville højrefløjen og det nationalkonservative miljø have langt lettere ved at komme til orde. Venstrefløjen har dygtigt forstået at tage rød som blå blok som gidsler i kampen om ord og holdninger. Hvem vil have nazi-kortet trukket? Den politiske korrekthed ligger hen over debatten i Danmark og hele Europa som en giftig tåge.

Generation Identitær er reelt den eneste patriotiske bevægelse, som har formået at etablere et navn i kampen mod masseindvandring. Medlemmerne bliver personligt forfulgt i deres privatsfære, navne og billeder lagt ud til spot og spe af rød-fascist bevægelsen Reddox. Goebbels ville have sendt varme hilsner fra helvede, hvis det havde været hans stormtropper, der havde været på arbejde. De tætte bånd mellem det venstre-fascistiske/autonome miljø på Nørrebro og de muslimske antisemitiske kredse er velkendte. Venstre fascisterne udgør en trussel mod det jødiske miljø i Danmark med parolerne mod Israel og de tætte bånd til det islamiske vælgermiljø. Dragsted er en hykler af værste skuffe.

Hvis nogen skal vågne op, så må det være alle de bløde, borgerlige politikere, der har mere travlt med at kæmpe for barselsorlov og egne Facebookopdateringer end at befatte sig med virkeligheden. De sover tornerosesøvn mens Danas have vokser til i ugræs som fyger over hegnet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Coronavirussen vil forandre dansk politik

I Danmark har vi – heldigvis – en politisk tradition for, at vi rykker sammen, når det gælder. Således kunne Folketinget på tværs af partiskel i et højt tempo og uden det sædvanlige politiske fnidder vedtage de nødvendige tiltag. Hvad enten det var omfattende og nødvendige tiltag på sundhedsområdet, forbud mod større forsamlinger eller en historisk stor økonomisk kompensation til ansatte og virksomheder, der er ramt af Coronaen. Også fagbevægelsen og arbejdsgiverne har med indgåelsen af en trepartsaftale, der spænder et sikkerhedsnet ud under rigtigt mange lønmodtagere og mange virksomheder vist, at de er parate til at tage ansvar i denne svære situation. Men det er ikke slut endnu, og der bliver brug for flere tiltag. Både for at håndtere sundhedssituationen, men også for at sikre, at de alt for mange virksomheder, der af den ene eller anden årsag ikke bliver hjulpet af de vedtagne hjælpepakker, kan få den fornødne hjælp. Når denne coronakrise er drevet over, er der behov for samarbejder på tværs af partiskel. Til den tid vil dansk politik være forandret. Vi vil stå med en kæmpe regning, som vi endnu ikke kender, og som skal samles op. Det kommer til at kræve politisk mod og vilje. Hvordan sikrer vi de rette politiske rammer, økonomisk vækst og dermed en fortsat høj beskæftigelse? Og hvordan får vi de mange tusinde mennesker, der i disse dage bliver afskediget eller sendt hjem, tilbage på arbejdsmarkedet? Der er mange spørgsmål, der kræver politisk handling og samarbejde i Folketinget. I den første tid af coronakrisen har Folketinget vist vilje til samarbejde, men hvor længe vil det vare ved? Vil vi se ydrefløjene grave sig ned, som vanen forskriver? Og hvad med regeringens parlamentariske grundlag – herunder ikke mindst Enhedslisten og SF – vil de have modet til også at træffe upopulære beslutninger? Der må gøres ofre i tiden efter, og det er ikke givet, at Arne får lov til at komme tidligere på pension, eller at vi kan afsætte ubegrænset med penge til klimaet, hvis pengene ikke er der. For mig at se er løsningen klar: Et tæt samarbejde mellem S-regeringen og Venstre om en omfattende plan, der skal få Danmark tilbage på sporet. En plan, der rækker mange år frem – også til efter næste folketingsvalg. De to partier har flertal tilsammen og har for mig at se en forpligtigelse til at træffe de nødvendige politiske beslutninger for at bringe Danmark sikkert videre. Coronavirussen har derfor forandret dansk politik her og nu men så sandelig også på lang sigt.

Annonce