Annonce
Indland

Politisk analyse: Løkke satser på valg i 2019

Avisen Danmarks politiske redaktør og analytiker Thomas Funding. Foto: Michael Nørgaard

Spekulationerne om, hvornår folketingsvalget kommer, har fyldt meget på Christiansborg det sidste halve år. Men nu virker det sikkert. Lars Løkke Rasmussens plan er, at danskerne først skal til stemmeurnerne i 2019.

Lars Løkke Rasmussen virker grundlæggende til at vurdere, at tiden arbejder for ham. Det går godt i Danmark. Nøgletallene ser gode ud, optimismen breder sig. Fortjent eller ej vil han som siddende statsminister få en stor del af æren for det. Så lad der bare gå tid med det.

Samtidig går der stort set ikke en uge, uden en ny statsministerkandidat melder sig i rød blok (først Alternativets Uffe Elbæk, siden Enhedslistens Pernille Skipper). Der er nu flere partiledere, der kandiderer til posten end det modsatte. Det er noget rod, og hvad værre er for Socialdemokratiet, dækker det over, at partierne er uenige om, hvad en rød regerings politiske linje skal være.

Den uenighed vil føre til tvivl blandt vælgerne, og det er Mette Frederiksens egentlige problem. Socialdemokratiet kan ikke kapre borgerlige vælgere, hvis de frygter, at en stemme på Mette Frederiksen er ensbetydende med åbne grænser og kødfri søndage.

Løkke vil udnytte tvivlen ved at positionere sig som kontrasten. Han vil sælge sig selv som det stabile alternativ. På den måde er politik fascinerende. De første tre år har ikke ligefrem været stabile for Løkke, men så længe de andre roder mere, så kan selv det dysfunktionelle forhold mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti komme til at virke relativt stabilt.

Forudsætningen for Løkkes strategi er, at han kan holde styr på egen blok. Det er der flere i Venstre, der har tvivlet på. Derfor har spekulationer om et efterårsvalg også rumsteret. Særligt har finanslovsforhandlingerne vakt bekymring.

De fleste vil kunne huske, at sidste års finanslovsforhandlinger nær var gået helt galt. Regeringen var tæt på at kollapse, fordi Liberal Alliance og Dansk Folkeparti endte i slagsmål. Frygten er, at det scenarie udspiller sig igen. Forholdet de to partier er ikke blevet bedre i det forgangne år, mistilliden er stadig stor, og de minder mest af alt om to stedsøskende, der foragter hinanden, men er tvunget til at bo sammen.

Hvis også dette års forhandlinger ender i krig mellem LA og DF, kan Løkke blive tvunget til at udskrive valg, simpelthen fordi han ikke vil kunne samle flertal om en finanslov. Et helt igennem håbløst udgangspunkt for en valgkamp. Så hellere foregribe begivenhederne og udskrive valg til efteråret og undgå en borgerlig nedsmeltning.

Men statsministeren har brugt tiden fra før sommerferien klogt. Som en anden parterapeut har han hver for sig holdt møder med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti med det formål at få en vurdering af, om de vil kunne enes. Vurderingen er, at det kan de. Og de to partiers sommergruppemøder bar også præg af det. Både Kristian Thulesen Dahl og Anders Samuelsen var afdæmpede.

Egoistisk set kunne Liberal Alliance ellers godt have en interesse i at fremprovokere et valg ved at insistere på skattelettelser. De er alligevel med stor sandsynlighed færdige som regeringsparti, så de har ikke det store at miste. Men partiet har vurderet, at de ikke har brug for igen at blive portrætteret som ballademagere, og konsekvensen ved sådan et træk vil være en borgerlig blok i ruiner, og det ønsker man trods alt ikke.

Lars Løkke Rasmussen satser derfor nu på, at det bliver fredelige finanslovsforhandlinger. Det vil vi se, når regeringens finanslovsudspil kommer, hvor der vil være sat penge af til en forhandlingsreserve, der skal bruges til at give Dansk Folkeparti indrømmelser og lukke flanker til Socialdemokratiet på sundhedsområdet, klima og erhvervsskolerne. Det hele skal selvfølgelig garneres med udlændingestramninger, og så skulle man ellers gerne have sit flertal på plads.

Det er planen. "Skide godt!" som Benny fra Olsen-banden ville have sagt. Men som Egon Olsen måtte sande, så går det ikke altid efter planen. Faktisk meget sjældent. Og selvom det lige nu ser ud til, at Løkke har gode muligheder for at vinde det kommende folketingsvalg, så kan det hurtigt ændre sig. Særligt forholdet mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance hviler på en terrorbalance, der på ingen tid kan eskalere og smadre statsministerens ellers veludtænkte køreplan.

Annonce
De første tre år har ikke ligefrem været stabile for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), men så længe de andre roder mere, så kan selv det dysfunktionelle forhold mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti komme til at virke relativt stabilt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ghettopakke: Aktuelle tal, tak

Der er ikke længere blot én, men nu to rigtig gode grunde til, at partierne bag den såkaldte ghettopakke tænker sig godt om og justerer kriterierne, inden de pålægger en række kommuner at begynde nedrivning af boligområder på den hårde ghettoliste. Med et bredt flertal bestående af seks partier bag ghettopakken må man udlede, at dette tiltag mod socialt udsatte parallelsamfund har solid folkelig forankring. Men den folkelige forståelse kan hurtigt skrumpe ind, hvis det viser sig, at et nedrivningsdiktat har et grotesk skær af tilfældigheder. Det har stødt mange borgere, at Odense Kommune tilbyder flyttepenge til dømte kriminelle i boligområder, der risikerer at havne på den nye ghettoliste, som sendes ud til december. Forargelsen er forståelig, selv om kommunen kun reagerer som alle andre, der ser en kæmpeudgift tårne sig op forude: Man forsøger at undgå den. Og her er der tale om, at nogle færre beboere med en plettet straffeattest i et par opgange måske er afgørende. Senest er det kommet frem, at nedrivning kan blive udløst af, hvad man kan kalde bagatelkriminalitet. Hvis en person får en bøde og ikke betaler den, havner sagen i retten, hvor personen får en dom. Ifølge et datatræk hos Fyns Politi for 2017 og 2018 har otte personer med adresse i det nedrivningstruede boligkvarter Solbakken i Odense fået en dom på grund af en ikke-betalt bøde. Disse eksempler belaster altså Solbakken i ghettoregnskabet og kan i sidste ende betyde nedrivning. Venligt udlagt vil det være et papirtyndt grundlag. Boligminister Kaare Dybvad besøgte et af Odenses udsatte boligkvarter for nogle dage siden og havde ingen bemærkninger til kommunens flyttehjælp til kriminelle. Derimod stillede Dybvad i udsigt, at de tal, der skal danne grundlag for ghettolisterne, skal være så aktuelle som muligt. Hvis det skal forstås sådan, at de 11 måneder gamle tal, der bruges i dag, ikke dur, er det en god erkendelse, selv om skrotning bør være en selvfølge. Betryggende vil det også være, hvis partierne bag ghettoaftalen giver opgørelsesmetoden et eftersyn. På landsplan berører ghettoplanen flere tusind mennesker og koster mange milliarder. Derfor skal kriterier og udførelse være uangribelig.

Danmark

Nederlag til styrelse: Skandalelæge må fortsætte med at omskære drengebørn

Annonce