Annonce
Fyn

Politiet om eftersøgninger: Det handler om at redde liv

Hundefører Ole Noack med sin politihund Chuck ledte torsdag formiddag i området syd for Dalumgårds Allé efter den forsvundne 82-årige mand. Foto: Lars Krejberg
Det er ikke kun politihunde og droner, som bliver sat ind i eftersøgninger af demente personer, men også borgere, buschauffører, vagtselskaber og andre, som færdes rundt, hvor den forsvundne kan ligge eller sidde hjælpeløs.

I næsten to døgn var en 82-årig svært dement mand forsvundet, efter at han tirsdag eftermiddag forlod Sanderum Plejecenter, og eftersøgt af Fyns Politi, inden han cirka 45 timer senere blev fundet tæt på Falen.

- Det er lang tid for familien og for os at gå i uvished, men det er sjældent, vi har sager som denne, hvor en person er eftersøgt i så lang tid, fortæller Christian Rasmussen, leder af vagtcentralen i Fyns Politi.

Når personer som den 82-årige mand forsvinder og ikke selv er i stand til at finde hjem går politiet i gang med at søge dels med politihunde og dels med droner. Fra luften kan droneføreren set det hele fra oven, og efter mørkets frembrud kan dronen monteres med et termisk kamera. Droner er et af de nyeste redskaber, Fyns Politi råder over, og det bruges blandt andet i sager om eftersøgning af forsvundne personer.

Allerede tirsdag eftermiddag gik Fyns Politi ud med en efterlysning på den 82-årige mand gennem medier og sociale medier, ligesom man onsdag opfordrede borgerne til at kigge i haven, udhuse, garager, kolonihaver, naboer og rekreative områder, om han skulle ligge hjælpeløs et sted.

Onsdag aften blev taxachauffører og buschauffører i Fynbus kontaktet med oplysninger om den forsvundne 82-årige, og i andre tilfælde bruger man også sikkerheds- og vagtselskaber, fordi de ofte kommer steder, som er øde om natten.

- Udgangspunktet i denne slags sager er, at vi sætter alt ind for at redde liv, siger Christian Rasmussen.

Den 82-årige blev torsdag ved middagstid fundet i god behold omkring Falen i Odense af nogle frivillige hjælpere.

Annonce
Politihunden Chuck var ivrig efter at komme ud og arbejde med snuden i græshøjde i eftersøgningen af den forsvundne 82-årige mand. Her er det fra området mellem Dyrup og Skt. Klemens. Foto: Lars Krejberg
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce