Da Britta Banks elskede mand Tom døde i forrige uge på Dragsbækcentret og skulle synges ud af plejehjemmet, som det er skik i Thy og mange andre steder, dukkede et par af hjemmets medarbejdere op i deres private tøj for at være med.
Det rørte Britta Bank dybt og understreger hendes oplevelse af plejehjemmet, hvor hendes mand nåede at bo i knap tre måneder.
- Jeg er så taknemmeligt over, at Tom kunne bo et sted, hvor de tog sig af både ham og mig. Det har været helt fantastisk. De havde så meget empati og var venlige og omsorgsfulde overfor os begge to, siger hun og fortæller, hvordan personalet satte en seng til hende ind i Toms lejlighed, så hun kunne være der hele tiden, mens han var døende.
- De passede os begge to i den tid, fortæller hun.
Det undrer ikke Britta Bank, at Dragsbækcentret gang på gang bliver fremhævet som det gode eksempel på, hvordan man kan styrke relationerne til de pårørende på et plejehjem.
Derfor virker det, de gør på Dragsbækcentret
Ældre Sagens seniorkonsulent Nina Bruun forklarer, hvad der virker i Thisted:
- Helt generelt har personalet foretaget et perspektivskifte og en kulturændring med hjælp fra Værdighedsrejseholdet.
- Personalet ser pårørende som en ressource
- Personalet bringer de pårørendes unikke viden i spil
- Plejecentret prioriterer samarbejdet med pårørende højt
- Der sker altid en forventningsafstemning allerede inden en indflytning
- Og der er løbende opfølgninger på, hvordan det går med familiemedlemmet på plejehjemmet
Efter en periode med mange konflikter og negative oplevelser fik Dragsbækcentret vendt bøtten gennem et forløb med rejseholdet fra Videnscenter for værdig ældrepleje, der hører under Sundhedsstyrelsen.
- Det de gør på Dragsbækcentret, bør helt sikkert implementeres andre steder, mener Britta Bank.
Samme oplevelse har flere andre pårørende på Dragsbækcentret.
Tillid er nøgleordet
Da Lene Skovgaards 84-årige mor for seks måneder siden kom på plejehjem, var det en kæmpe omvæltning for både hende og hele familien.
Moren var ramt af en række blodpropper og efter adskillige på hinanden følgende indlæggelser på fem forskellige sygehuse og aflastningscentre blev hun visiteret til en plejehjemsplads i Thisted Kommune.
På det tidspunkt var datteren noget tyndslidt af at følge sin mor rundt i hospitalsvæsnet, og presset af hele situationen.
- Forestil dig, at din mor er 100 procent selvhjulpen. Hun bor i sit eget hus, laver sin egen mad, har sin egen vennekreds, kører bil og kan alting selv. Med et trylleslag kan hun pludselig ingenting og skal have hjælp 24-7, og du skal til at være mor for din egen mor. Det er voldsomt, fortæller Lene Skovgaard, der er lykkelig for, at hendes mor fik plads på Dragsbækscentret.
- Personalet var en kæmpe støtte for mig, da jeg skulle forstå, at min mor ikke kommer tilbage, som jeg kender hende. De har gjort vejen så glidende og blid som muligt. Jeg har ikke prøvet at være pårørende før og har aldrig haft et familiemedlem på plejehjem, så det var jeg lidt på vagt overfor. Men jeg har hele tiden kunnet mærke, at personalet tager ansvaret for, at min mor skal have det så godt som muligt, siger Lene Skovgaard og peger på, at de indledende møder med forventningsafstemninger var guld værd.
Lene Skovgaard, pårørende til beboer på Dragsbækcentret i Thisted- Personalet var en kæmpe støtte for mig, da jeg skulle forstå, at min mor ikke kommer tilbage, som jeg kender hende. De har gjort vejen så glidende og blid som muligt.
- Det gode forhold til plejehjemmet betyder alt i min dagligdag. Jeg kan slappe af og behøver ikke at tænke på, hvordan min mor har det. Jeg ved bare, at hun har det godt, tilføjer hun, der er dybt imponeret over, at personalet også kan huske ting i hendes liv og spørger ind til det.
- Jeg ved da godt, at de skriver ting op, men det er imponerende alligevel, at de har overskuddet til at rumme mig som pårørende også. Det vigtigste i relationen pårørende og personale er tillid, så vi kan udnytte hinandens ressourcer bedst muligt, og det ved de på Dagsbækcentret, påpeger hun.
En anden pårørende, Kirsten Goul-Jensen, er kommet på plejehjemmet, hvor hendes mand bor, i fire år, og hun peger på, at man som pårørende føler sig meget hjemme på stedet. Hun kan lide at komme i stuer og på gange og sludre med personale og de andre pårørende og beboere, fortæller hun.
- Og jeg kan i hvert fald sige, at hvis jeg en dag skal på plejehjem en dag - og det håber jeg sådan set ikke, jeg skal - så skal det være på Dragsbækcentret.
