Annonce
Odense

Pirattaxachauffør viste sig at være røver

En bytur endte i en ubehagelig oplevelse for en odenseansk mand natten til søndag, da han prajede en pirattaxa. Genrefoto: Yilmaz Polat

En taxatur blev alt andet end rar for en odenseaner i weekenden.

Det kan være fristende at snuppe et godt tilbud fra en såkaldt pirattaxa, hvis man bare vil hjem og i øvrigt finder det helt umuligt at få fat i en rigtig taxa. Men en odenseansk mand kommer næppe til at køre med en privat og ulovlig taxa igen, efter vedkommende natten til søndag fik tilbudt et lift i Nørregade.

Manden havde været i byen, da han ved totiden steg ind i pirattaxaen, der fiskede efter kunder i centrum. Den første del af hjemturen gik sådan set fint nok. Men da de nåede til Bolbro og Christmas Møllers Vej viste pirattaxachaufføren sig at leve helt op til øgenavnet - for han var lidt af en røver.

På Christmas Møllers Vej kørte manden ind til siden og ville have penge for turen. Kunden tilbød kontanter, men dem ville han ikke have. Han insisterede på både at få mandens kort og pinkoden dertil. Da han ikke ville aflevere det, tog chaufføren flere gange fat i den unge mand, og han endte med at rive armbåndsuret af den forurettede.

Derefter stak piratchaufføren tilsyneladende af igen, og selv om kunden var chokeret, var han omvendt heller ikke skarp nok i øjeblikket til at kontakte politiet. Det gjorde han først søndag kort før klokken 10.00, hvor han anmeldte, hvad politiet nu opfatter som et røveri. Om manden nåede at se nummerpladen på pirattaxaen eller på anden vis kan hjælpe med en opklaring vides ikke.

Skulle nogen have oplysninger i sagen, kan Fyns Politi kontaktes på telefon 114. Ifølge offeret var chaufføren af udenlandsk herkomst.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce