x
Annonce
Læserbrev

Pip og fløjt som medicin

Jeg sidder og funderer over, om musikken kan være et redskab til at hele mennesker med dybe sår.

Lige nu ser jeg ud af mit vindue. Lige nu skinner solen for en gangs skyld. Og lige nu, hvor træerne stadig står nøgne, men hvor temperaturen stiger, er der et muntert liv i træerne.

Jeg ser musvitten, den lille skabhals, der i dag synger i dur. Den kan så mange sange, så mange temaer. Den synger mest beat og rock, synes jeg. Den vil rigtig gøre indtryk med sit gule bryst og det sorte slips. Det er hanen. Jeg har læst et sted, at den med sangen vil gøre indtryk, nok mest på hunnen. Præcis som vi mænd optræder.

Den er lidt som vores politikere; Den kæfter op og gerne i munden på naboen. Den, der er mest højrøstet bliver hørt. Og hunnen, den lille laban, er heller ikke bleg for af være som kvinderne. Utro er den. Flytter straks over til den mere gule og bedre klædte nabo med et bredere slips. Krig er der nu, kan jeg se. Men de myrder ikke, som vi mennesker gør.

De synger blot højere. De blander deres forårsstemmer med solsortens fløjlsbløde fløjtestemme, der i aften vil gå over i mol. De synger også snart duet med gærdesmutten, der synger som en vidunderlig sopran.

Snart er der herlig megen musik i min have. Alt imedens vi mennesker myrder og voldtager i storbyen.

Jeg ser i TV'et, at statsministeren er tilkaldt til det indre københavn pga. vold. Her er ingen fuglesang.

Kunne musik og fuglesang være et middel til at formilde og helbrede ulykkelige mennesker?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det er okay at være ufuldkommen - det er Mette Frederiksen også

Vi fejrer som bekendt påske, fordi Jesus, Guds søn, i disse dage for næsten 2000 år siden blev korsfæstet, døde, blev begravet - og på tredjedagen genopstod fra de døde. Påskedagene er derfor en fortælling om lidelse, smerte og død - og samtidig om det ufattelige, det guddommelige, det ophøjede. Påsken er imidlertid også ramme om noget såre menneskeligt, velkendt og jordnært; om disciplenes dårskab og svigefuldhed, deres misgreb og fejltrin, deres løgne, deres ufuldkommenhed. For Jesu disciple var fejlbarlige mennesker som os andre. De var kyniske og selviske, frygtsomme og troløse; de fornægtede ham, de stak af i rædsel, de tvivlede. Selv Jesus viste sig som et menneske, da angsten og afmagten og smerterne overmandede ham: "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig", råbte han, da han hang på sit kors. På den måde binder påskedagene det guddommelige og det såre menneskelige sammen. De menneskelige svagheder, som du og jeg rummer, rummede Jesus og hans disciple også. Det, som du og jeg ikke magter, magtede Jesus og hans disciple heller ikke. For frygten er svær at bære, lidelsen er svær at bære, døden er svær at bære. Ikke mindst i disse tider. Påsken er tillige forræderiets tid. Om lidt forråder Judas sin kammerat. I den nattemørke Getsemane Have vil Judas gå hen til Jesus og kysse ham, give ham et judaskys, så de romerske legionærer kan anholde Guds søn og siden torturere og dræbe ham. De færreste af os har sendt et andet menneske i døden, men de fleste af os har ikke desto mindre svigtet et menneske, svigtet en tillid, snydt på vægten – og derfor kan fortællingen om Judas’ forræderi være genkendelig for mange af os. På søndag sker der noget ufatteligt: Jesus sætter sig ud over døden, genopstår fra de døde og bliver på den måde guddommelig. Inden da viser han og hans disciple sig som lige så ufuldkomne mennesker som alle os andre, statsminister Mette Frederiksen inklusive. Det giver en særlig ro for alle, uanset om man tror eller ej: At selv den, der er guddommelig, kan være ufuldkommen. Ligesom os andre.

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Mindeord For abonnenter

Mindeord: Pia Tørving var sprællevende, spændende og engageret - sådan vil vi huske hende

Annonce