Annonce
Kerteminde

Pendlerklub splitter op: - Vi er vokset fra hinanden

Der er ikke længere noget, der hedder Østfyns Pendlerklub. Anne Fiber står nu i spidsen for Langeskov Pendlerklub, Frej Jensen er pendlernes repræsentant i Nyborg Pendlerklub.Arkivfoto: Yilmaz Polat
- Vi søger mere indflydelse ved at sætte fokus på de mærkesager, der gælder hver station, fortæller Anne Fiber, der står i spidsen for Langeskov Pendlerklub.

Langeskov: Det er fire år siden, at Østfyns Pendlerklub blev stiftet som et fælles talerør for de mange pendlere, der tager toget fra Langeskov og Nyborg. Men nu har parterne besluttet at splitte op.

Det fortæller Anne Fiber, der efter en pause fra pendler-debatten har stillet sig i spidsen for Langeskov Pendlerklub:

- Jeg trak stikket dengang på grund af mangel på tid, men nu kommer der en ny køreplan fra midten af december, som kommer til at vende helt rundt på det hele, og ved at splitte op i Langeskov Pendlerklub og Nyborg Pendlerklub kan vi lægge endnu mere fokus på de mærkesager, der gælder hver station, fortæller hun.

Klubbens hjemmebane er Facebook-gruppen "Langeskov Pendlerklub" som allerede har 150 medlemmer. Gruppen Østfyns Pendlerklub er blevet til "Nyborg Pendlerklub."

Annonce

Kritiske røster

I Nyborg er Frej Jensen pendlernes repræsentant.

- Beslutningen for dette skal ses i lyset af, at vores to stationer er vokset fra hinanden. Med den erfaring jeg havde fået i at forsøge at repræsentere Langeskov - med de gentagende dialogmøder med DSB, kontakt med pressen og andet, har jeg lært, at jeg ikke vil kunne forstå Langeskovs behov - ene og alene fordi jeg er udenbys.

Anne Fiber uddyber:

- På den her måde ved man, at når der kommer noget i Langeskov-gruppen, så ved man, at det er Langeskov-afgange, det handler om. Og på samme måde i Nyborg-gruppen. Jeg har det også godt med, at nu starter vi helt forfra. Nu bygger vi medlemsskaren op med dem, der rent faktisk bruger toget fra Langeskov. Vi har fået IC3-toget, og dem i Nyborg har fået flere morgenafgange. Nu skal vi fokusere på at optimere driften, fortæller Anne Fiber.

Splittelsen har ført til en række kritiske kommentarer fra medlemmer på de to Facebook-sider, som frygter, at det bliver sværere at lægge pres på beslutningstagerne:

- Vi kan jo til enhver tid gå sammen, når der er brug for det. Så kan vi stille to mand høj til møderne, siger Anne Fiber.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce