Annonce
Udland

Pårørende til dræbte russiske kvinder kræver handling

Russisk politi ignorerer ofre og anmeldelser, når der er tale om hustruvold, siger menneskerettighedsgrupper.

Slægtninge til fire russiske kvinder, der alle blev slået ihjel af deres partnere, kræver flere indgreb fra styret i Kreml mod vold mod kvinder.

I et brev til justitsminister Aleksandr Konovalov skriver familierne, at en vicejustitsminister ved navn Mikhal Galperin, er direkte uegnet til sin stilling, efter at han har krænket dem med en række upassende udtalelser om drabssagerne.

Ifølge et uddrag af brevet, som fredag blev offentliggjort af retshjælpsgruppen Zona Prava, undlod politiet at handle på henvendelser fra Jana Savtsjuk, som blev dræbt af sin partner i 2016.

- Du skal ikke være bekymret. Hvis du bliver dræbt, så vil vi komme og registrere liget, sagde en kvindelig politibetjent til Jana Savtsjuk. En udtalelse, der har chokeret mange.

I en udtalelser til Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) i oktober sagde vicejustitsminister Galperin, at "vold uden for familien er et større problem end vold i familien".

Han sagde også, at den nuværende lovgivning sikrer russiske kvinder beskyttelse, mens mænd er langt mere sårbare, da de ikke forventes at bede nogen om beskyttelse.

Udtalelserne var en reaktion på, at kvindelige voldsofre havde klaget over de russiske myndigheder til ECHR, fordi de ikke følte, at de fik tilstrækkelig beskyttelse mod hustruvold.

En af kvinderne var Margarita Gratsjeva, som i 2017 fik hænderne skåret af, da hendes mand overfaldt hende.

Præsident Vladimir Putins talsmand siger fredag, at der er problemer med hustruvold i landet, men at det ikke sorterer under Kreml.

Det er ikke et emne, som er på præsidentens dagsorden, siger han.

I en rapport sidste år sagde menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch, at russisk politi ignorerer ofre og anmeldelser, når der er tale om hustruvold, og at den gældende lovgivning er mangelfuld.

I rapporten blev der dokumenteret mange grove voldssager, hvor kvinder blev kvalt, slået og brændt af deres partnere eller tidligere partnere.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Vagt slukkede brand i bil

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce