Annonce
Odense

På jagt efter karljohan og skovens andre delikatesser

Pernille Rahbek (tv) sammen med Kirsten og Kenneth Rasmussen. Til højre Ulla Koldkjær og Lis Hansen. Alle fem havde en god tur og lærte en del. Ulla og Lis fik sågar tre små spiselige svampe med hjem. Foto: Birgitte Carol Heiberg
30 personer deltog i Spis! Odense Food Festivals svampejagt i Hesbjerg Skov torsdag eftermiddag. At finde noget spiseligt fra skovbunden skulle dog vise sig at være noget af en udfordring.

- Hvis nogle af jer har inviteret gæster og regner med at skulle servere svampe, må jeg skuffe jer med, at I nok skal et smut forbi Føtex på vej hjem. Der er virkelig ikke meget at komme efter i øjeblikket, siger Leif Sørensen, naturvejleder hos Trente Mølle Naturskole, henvendt til en gruppe håbefulde svampesamlere.

Nok ikke den besked, man har håbet på, når man har betalt for at komme med på Spis! Odense Food Festivals guidede tur en torsdag eftermiddag rundt i Hesbjerg Skov på jagt efter svampe. Men som naturvejlederen siger:

- Det er natur, og den kan vi ikke styre.

Turen har længe været udsolgt, og det er populært som aldrig før at gå på opdagelse i skovens skatkammer, men det er nu ikke derfor, at svampene er forsvundet. Faktisk forstår Leif Sørensen ikke, hvorfor der ikke er flere lige nu.

- Vi har ellers fået masser af vand de seneste dage, og jeg undrer mig over, at det ikke er slået igennem endnu. De kommer nok om en uges tid eller to, forklarede han, mens vi ventede på, at deltagerne skulle ankomme. Og nu har den forventningsfulde flok fået sandheden. Forventningerne er blevet afstemt

Annonce
Når man er ude at samle svampe, skal man huske en kniv, kurv og et kamera til at dokumentere sine fund. Men det gør nu ikke noget også at tage lidt proviant med, som Eva Holmgreen har gjort. Foto: Birgitte Carol Heiberg.

Er her for at lære

Den nedslående melding synes dog ikke at påvirke de små 30 deltagere nævneværdigt.

- Vi er her lige så meget for at få viden, forklarer Pernille Rahbek, som er her i skoven sammen med Kenneth Rasmussen og hans mor Kirstine.

- Vi var med sidste år, hvor det var rigtig godt, men man kan ikke lære dem alle sammen på én gang. Sidste år fik vi samlet en del, men da naturvejlederen gennemgik vores kurv, fik vi kun omkring halvdelen med hjem, siger hun og griner.

Ulla Koldkjær og Lis Hansen deltager i svampeturen for første gang. De er også med for at blive klogere på svampe. Især de spiselige.

- Jeg er meget glad for at lave mad og synes, at det er spændende, at man selv kan samle, det man spiser. Jeg har før plukket nogle kantareller i Sverige, så jeg håber, vi får lidt med hjem i dag, siger Ulla Koldkjær, der forestiller sig en pastaret med svampe, bacon og måske lidt fløde.

4800 arter

Naturvejleder Leif Sørensen lægger ud med et lille foredrag om de forskellige arter og familier. Om forskellen på en champignon og en fluesvamp. De ligner hinanden, men har vidt forskellige effekter, hvis man spiser dem.

- Den ene har de fleste smagt. Den anden dør man af, siger han, skærer de to svampe over og viser, hvordan champignonen har nærmest rosa lameller, som bliver brune, efterhånden som sporerne modnes, mens den giftige fluesvamp har hvide lameller, der forbliver hvide.

- Der er cirka 4800 forskellige arter. Af dem er der kun omkring 60, der er gode at spises. Det er altså ikke nemt, siger han og lægger efterfølgende en række husmandsråd i graven:

- Det er helt utroligt, hvad jeg hører af teorier. Der var engang en person, som mente, at man bare skulle gnide svampen på indersiden af armen, og hvis man ikke slog ud, kunne man spise den. Jeg vidste det var nonsens, men efterprøvede det alligevel med en grøn fluesvamp. Der skete ingenting på armen, men havde jeg spist den, var jeg død.

Naturvejlederen knækker endnu en svamp og forklarer, at hvis stokken knækker som gær eller ost, er der tale om enten mælkehatte eller skørhatte. Han skærer i hatten og konstaterer ved fraværet af mælkeudsivning, at der er tale om en skørhat.

Ka' de spises?

Om svampen smager godt eller ej er netop lidt af et mantra for Leif Sørensen.

- Jeg bliver ofte spurgt, om en eller anden svamp kan spises. Men det er i virkeligheden det forkerte spørgsmål. De kan alle samme spises, nogle dør man bare af, siger han med et smil.

- Og for dem der ikke er giftige, handler det om, hvorvidt svampen har nogen gastronomisk værdi, fortsætter naturvejlederen, der selv går lige så meget op i at finde sjældne arter, som at få en hatfuld kantareller med hjem.

Og så begiver flokken sig af sted ud i skoven. Vel at mærke efter de har fået tilladelse af direktøren for Hesbjerg Skov A/S, der ikke var blevet bekendtgjort med, at han fik 30 gæster i dag, og derfor er dukket op for at tjekke, hvad det er for en gruppe, der indtager den private skov.

Allerede et par hundrede meter nede af skovvejen er der nogen, som har fundet en spændende svamp med en gullig hat.

- Den ser giftig ud, siger en af deltagerne.

Leif Sørensen smiler og undersøger svampen.

- Glem alt om de her farlige teorier, og hvad man tror, man ved. I skal vide, hvad I har i hænderne. Og den eneste måde, I kan vide det, er at undersøge svampen grundigt, siger Leif Sørensen og konstaterer, at der er tale om en okkergul skørhat.

Den er ret almindelig i de danske skove. Den er ikke giftig, men smager heller ikke ret godt, konstaterer han og sender selskabet ud på egen hånd for at fouragere.

Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Folketingspolitikere støtter flere tog på Vestfyn: Uld i mund om regningen

112

390 gram skunk fundet under forsæde

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce