Annonce
Debat

På ferie midt i verdens farligste grænsezone

Jeanette Varberg

For et par uger siden sad jeg på en hvid sandstrand under sydens bagende sol. Middelhavets blå og salte bølger slog taktfast mod stranden mens russiske, tyske, engelske, tjekkiske og enkelte danske turister begejstrede kastede sig ud i bølgerne. Vagtsomme livreddere patruljerede strandene i tilfældet af, at en af turisterne skulle komme galt afsted, og fra tid til anden lød en høj fløjten, når en badegæst blev grebet af overmod og svømmede for langt ud.

Det er ikke billigt at tage på solferie, men det er tiltrængt, føler man, når man kommer fra nord. Mødet med Middelhavet er noget, man har set frem til. De græske øer danner rammen om afslapning, badeferie, og hvis man har lyst, en bred vifte af kulturelle oplevelser. Venlige grækere byder indenfor i små hyggelige restauranter og turistbutikker med alt lige fra håndsæbe af ægte græsk olivenolie til oldtidshjelme i billig kinesisk blik.

Efter sin ferie vender man tilbage med opladede batterier og er klar til at tage fat på hverdagens madpakker, bilkøer og mødelister igen. Jeg har dog svært ved at se bort fra, at det var med en blandet følelse, at jeg sad på den sandstrand midt i ferieland, for samtidig sad jeg midt i verdens farligste grænsezone.

Historierne om migranterne, der strømmer ud over Middelhavet i gennemhullede og overfyldte både, er nu så meget hverdagsstof, at ikke mange skænker dødstallene en tanke mere. Det er nyheder, som kan fortrænges, når de mange detaljer om de tabte og desperate menneskeliv holdes på afstand. Men det ændrer ikke ved, at Middelhavet pt. er verdens farligste grænsezone. I juli rundede det officielle dødstal for migranter druknet i Middelhavet i år 2000, og 98.000 er ankommet til Sydeuropas kyster i første halvår af 2017.

Unge mænd og enkelte kvinder og børn fra primært Afrika og dernæst Asien trodser ørken, pengeafpresning, vold, voldtægter og druknedøden i håb om en bedre fremtid. Man kan spørge sig selv, hvorfor de udsætter sig selv for den risiko? Selv svarer de, at de ikke har et valg. De forlader lande uden fremtid med tårnhøj arbejdsløshed og uroligheder. De kommer fra stater, der er så fattige, at unge mennesker gør alt for at slippe fra deres egen skæbne. De lader menneskesmuglere føre sig gennem Sahara og ind i resterne af den libyske stat, hvor korruption, slavelignende tilstande for migranter og nærmest frit slag for menneskesmuglerne hersker. Her venter de på, at det bliver deres tur til at tage chancen på havet.

Migrationer er ikke noget nyt i menneskets historie. Gang på gang har store folkemængder flyttet sig, når klimaet ændrede sig, krig og ufred hærgede eller rygter om et bedre sted at leve bredte sig. Sådan har det været fra de første mennesker, der vandrede ud af Afrika for mere end 70.000 år siden til udvandringen til Amerika, der kulminerede i slutningen af 1800-tallet. Når først en befolkning sætter sig i bevægelse, er den svær at stoppe igen. Udvandringen fra vores tids Afrika bliver en af det 21. århundredes store politiske udfordringer. Hovedpersonerne er de unge mennesker, som håber på en bedre fremtid.

Desværre ser deres chancer ikke gode ud. Den libyske kystvagt er begyndt at håndhæve grænsen på 12 sømil, så ingen ngo'er - dvs. frivillige hjælpeorganisationer - kan sejle ind i zonen og hjælpe de nødstedte, som sendes ud i så ringe fartøjer, at de ikke engang kan holde sig flydende over de 12 sømil. Den libyske kystvagt vil selv redde migranterne fra de kæntrede både, men hjælpeorganisationerne frygter, at mange flere vil dø. EU støtter kystvagten, og det synes som en krise, som ingen fornuftig løsning har. Europa har ikke plads til migranterne, men midlet er ikke at lade dem dø på havet, som ellers er så kendt for sine hvide sandstrande overrendt af solhungrende turister.

I vores tid er afgrunden mellem dem, der har et godt liv med tryghed, stabilitet og muligheden for at købe en solferie, og dem, der bruger sine sidste dollars på at risikere livet i håbet om at få del i det liv, vi har i Europa, blevet udtalt. Ikke mindst hjulpet på vej af de sociale medier, hvor Europas herligheder kun er et enkelt klik på mobilen væk. Det er et paradoks, og det kan ikke ignoreres.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce