Annonce
Debat

På ferie midt i verdens farligste grænsezone

Jeanette Varberg
Annonce

For et par uger siden sad jeg på en hvid sandstrand under sydens bagende sol. Middelhavets blå og salte bølger slog taktfast mod stranden mens russiske, tyske, engelske, tjekkiske og enkelte danske turister begejstrede kastede sig ud i bølgerne. Vagtsomme livreddere patruljerede strandene i tilfældet af, at en af turisterne skulle komme galt afsted, og fra tid til anden lød en høj fløjten, når en badegæst blev grebet af overmod og svømmede for langt ud.

Det er ikke billigt at tage på solferie, men det er tiltrængt, føler man, når man kommer fra nord. Mødet med Middelhavet er noget, man har set frem til. De græske øer danner rammen om afslapning, badeferie, og hvis man har lyst, en bred vifte af kulturelle oplevelser. Venlige grækere byder indenfor i små hyggelige restauranter og turistbutikker med alt lige fra håndsæbe af ægte græsk olivenolie til oldtidshjelme i billig kinesisk blik.

Efter sin ferie vender man tilbage med opladede batterier og er klar til at tage fat på hverdagens madpakker, bilkøer og mødelister igen. Jeg har dog svært ved at se bort fra, at det var med en blandet følelse, at jeg sad på den sandstrand midt i ferieland, for samtidig sad jeg midt i verdens farligste grænsezone.

Historierne om migranterne, der strømmer ud over Middelhavet i gennemhullede og overfyldte både, er nu så meget hverdagsstof, at ikke mange skænker dødstallene en tanke mere. Det er nyheder, som kan fortrænges, når de mange detaljer om de tabte og desperate menneskeliv holdes på afstand. Men det ændrer ikke ved, at Middelhavet pt. er verdens farligste grænsezone. I juli rundede det officielle dødstal for migranter druknet i Middelhavet i år 2000, og 98.000 er ankommet til Sydeuropas kyster i første halvår af 2017.

Unge mænd og enkelte kvinder og børn fra primært Afrika og dernæst Asien trodser ørken, pengeafpresning, vold, voldtægter og druknedøden i håb om en bedre fremtid. Man kan spørge sig selv, hvorfor de udsætter sig selv for den risiko? Selv svarer de, at de ikke har et valg. De forlader lande uden fremtid med tårnhøj arbejdsløshed og uroligheder. De kommer fra stater, der er så fattige, at unge mennesker gør alt for at slippe fra deres egen skæbne. De lader menneskesmuglere føre sig gennem Sahara og ind i resterne af den libyske stat, hvor korruption, slavelignende tilstande for migranter og nærmest frit slag for menneskesmuglerne hersker. Her venter de på, at det bliver deres tur til at tage chancen på havet.

Migrationer er ikke noget nyt i menneskets historie. Gang på gang har store folkemængder flyttet sig, når klimaet ændrede sig, krig og ufred hærgede eller rygter om et bedre sted at leve bredte sig. Sådan har det været fra de første mennesker, der vandrede ud af Afrika for mere end 70.000 år siden til udvandringen til Amerika, der kulminerede i slutningen af 1800-tallet. Når først en befolkning sætter sig i bevægelse, er den svær at stoppe igen. Udvandringen fra vores tids Afrika bliver en af det 21. århundredes store politiske udfordringer. Hovedpersonerne er de unge mennesker, som håber på en bedre fremtid.

Desværre ser deres chancer ikke gode ud. Den libyske kystvagt er begyndt at håndhæve grænsen på 12 sømil, så ingen ngo'er - dvs. frivillige hjælpeorganisationer - kan sejle ind i zonen og hjælpe de nødstedte, som sendes ud i så ringe fartøjer, at de ikke engang kan holde sig flydende over de 12 sømil. Den libyske kystvagt vil selv redde migranterne fra de kæntrede både, men hjælpeorganisationerne frygter, at mange flere vil dø. EU støtter kystvagten, og det synes som en krise, som ingen fornuftig løsning har. Europa har ikke plads til migranterne, men midlet er ikke at lade dem dø på havet, som ellers er så kendt for sine hvide sandstrande overrendt af solhungrende turister.

I vores tid er afgrunden mellem dem, der har et godt liv med tryghed, stabilitet og muligheden for at købe en solferie, og dem, der bruger sine sidste dollars på at risikere livet i håbet om at få del i det liv, vi har i Europa, blevet udtalt. Ikke mindst hjulpet på vej af de sociale medier, hvor Europas herligheder kun er et enkelt klik på mobilen væk. Det er et paradoks, og det kan ikke ignoreres.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Vi finder os ikke i sexchikane

Fyn

Torsdagens tal: Odense nummer 26 over kommuner med mest konstateret coronasmitte i Danmark

Annonce