Annonce
Kultur

På fattiggården: Museum sætter ansigter på hjemløses historie

Eli Maqe, Mette Løjmann og Henning Christensen fortæller om det at være hjemløs i filmprojektet "Skjulte Danmarkshistorier". Foto: Andreas Bastiansen

I mange år var patienterne på fattigårde skjulte eksistenser i historien. På forsorgsmuseet i Svendborg sætter ni nuværende og tidligere hjemløse nu ord på livet som hjemløs i nyt filmprojekt.

Museum: Udefra ligner Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg et fængsel. Den gamle fattiggård var i funktion fra 1872 til 1974, og blev man først indlagt på fattiggården, så blev man spærret inde og mistede sine borgerlige rettigheder. Sådan var det indtil 1961. Samme år blev pigtråden på de høje mure fjernet.

Det er historie, men i disse dage bliver det også nutid. Forsorgsmuseet er gået sammen med en gruppe nuværende og tidligere hjemløse og et filmhold for at skabe en række film, der fortæller den skjulte historie fra bunden af samfundet.

På forsorgsmuseet sidder man på et stort historisk materiale, men mens de indlagte personers faktuelle forhold blev flittigt noteret af fattiggårdens personale, var der ingen, som beskrev, hvordan de indlagte havde det. Der var ingen, der bevarede deres historier. Det blev udgangspunktet for filmprojektet.

- De hjemløse kan fortælle, hvordan det føles. Hvordan det føles at stå i en situation, hvor man lægger sit liv i andres hænder, ikke at have et hjem, at have et misbrug og de tanker, som går gennem hovedet på en, der har det dårligt med sig selv og samtidig føler, at man svigter andre, siger museumsinspektør Jeppe Wichmann Rasmussen.

Alt sammen aspekter af livet på kanten af samfundet, som de færreste har kontakt med, og som ikke blev dokumenteret i de historiske kilder.

- Når man blev indlagt her, registrerede man navn, fødselsdag, om de meldte sig som subsistensløse eller blev afleveret af en mand fra byen. Jeg kan læse alt muligt ind i det, fordi jeg har kigget så meget i materialet, men der er ingen følelser. Der er ingen, der har spurgt dem: "Hvordan har du det egentlig?", siger Jeppe Wichmann Rasmussen.

Annonce

Skjulte Danmarkshistorier

"Skjulte Danmarkshistorier" er et filmprojekt, der består af ni korte film, hvor hjemløse fortæller om temaer som stolthed, hierarki og hjem, samt tre længere film, hvor Mette Løjmann, Henning Christensen og Eli Maqe præsenterer deres egne historier som hjemløse samt tidligere indsattes historie fra den gamle fattiggård.Projektet er skabt af museumsinspektør Jeppe Wichmann fra Danmarks Forsorgsmuseum.

Støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og Nordea-fonden, produceret af Instafilm og er del af satsningen "Historier om Danmark".

"Skjulte Danmarkshistorier" vises på Danmarks Forsorgsmuseum 12. marts og bliver derefter en del af udstillingen, mens fortællingen også får en selvstændig hjemmeside.

Under Historiske Dage 2017 i Øksenhallen 25. marts kan man også se en samtale mellem museumsinspektør Jeppe Wichmann Rasmussen og Richardt Åmand, der er tidligere hjemløs.

Museumsinspektør Jeppe Wichmann Rasmussen kunne dykke nok så langt ned i den tidligere fattiggårds sagsmapper, men han fandt aldrig dokumenter på stedet, der fortalte, hvordan de indlagte havde det. Foto: Andreas Bastiansen

Med 100 års mellemrum

To af de skæbner, der kobles sammen, er Peter Jørgensen (f. 1875), som blev indlagt på Svendborg Fattiggård 27 gange i årene 1894 til 1909, og 49-årige Eli Maqe, der selv er tidligere hjemløs.

- Jeg genkendte den kraftige modstand, Peter Jørgensen oplevede i sit liv. Jeg har selv mødt en kraftig modstand i min opvækst. Jeg kunne se, at han nok har haft ting, han ikke kunne komme af med, og det har givet ham den arrigskab, han har haft i sit liv. Jeg forestiller mig, at det er den samme arrigskab, jeg havde, da jeg var knægt, siger han.

Selv om Eli Maqe er født næsten 100 år efter Peter Jørgensen, så har Eli Maqe kunnet genkende meget i Jørgensens skæbne. Peter Jørgensen blev fjernet fra sin mor lige efter fødslen. Eli Maqe blev fjernet fra sin mor, da han var tre år gammel. I første omgang boede han hos sine bedsteforældre, inden han kom på børnehjem som 9-årig, hvor han var i ni år.

- Modstanden mod autoriteter var slående. Han havde en svær tid som soldat, ligesom jeg havde det. Han havde også en stædighed til at opnå de ting senere i livet, som man gerne vil. Den mulighed har jeg haft, hvor Peter Jørgensen kun blev 37 år gammel. Det at skulle acceptere nogle omvæltninger, der bliver pålagt en, er ikke noget, man har det så godt med som barn. Det havde jeg i hvert fald ikke, siger Eli Maqe.

Henning Christensen og Eli Maqe fortæller om det at være hjemløs i filmprojektet "Skjulte Danmarkshistorier". Foto: Andreas Bastiansen

Kamp for anerkendelse

For Mette Løjmann, der også fortæller sin historie som hjemløs, blev livet en kamp for anerkendelse. En kamp for at være andet end en diagnose, når hun mødte sagsbehandlere i systemet. I begyndelsen ville hun ikke sætte sig foran kameraet for at fortælle sin historie, men de mange paralleller fra museets tidligere indsatte hjalp hende til at bearbejde sine egne oplevelser.

- Jeg har på ingen måde været stolt af det liv, jeg har levet. Det var over to år med misbrug, hvor jeg boede på forsorgscentre. Bare at fortælle det højt kan gøre ondt, når man på jobcentre har fortalt sin historie og fået at vide, at man bare skal tage sig sammen. Hvis det bare var så let. Omverdenens reaktioner gjorde det svært, men jeg er blevet overrasket over responsen efterfølgende, så der har også været en form for terapi i det, siger Mette Løjmann.

Målet for de tidligere hjemløse er at lukke danskerne ind i et liv fyldt med lukkede døre. Et liv sat i bås af omverdenen, der ikke forstår deres frustrationer. I processen har de fundet et fællesskab, de ikke kendte.

- Når vi har snakket heroppe, så har jeg følt, at det er okay at have haft det sådan, som jeg har haft det. Der bliver lyttet, siger Henning Christensen, der fik fast tag over hovedet for seks måneder siden.

Han håber, at projektet kan skubbe til nogle af de fordomme, som samfundets mest udsatte mødes med.

Filmprojektet "Skjulte Danmarkshistorier" kan opleves på museet i Svendborg 12. marts og efterfølgende som en del af udstillingen samt under Historiske Dage i Øksenhallen 25. marts, hvor museumsinspektør Jeppe Wichmann Rasmussen og Richardt Åmand, der er tidligere hjemløs, taler om de hjemløses historier.

Henning Christensen, Eli Maqe og Mette Løjmann fortæller om det at være hjemløs i filmprojektet "Skjulte Danmarkshistorier". Foto: Andreas Bastiansen
Annonce
Forsiden netop nu
112

Beboere slap billigt fra tyveri

Leder For abonnenter

Regler må stoppe elløbehjul-rod

’Elløbehjul roder i bybilledet’. ’Elløbehjul kører for hurtigt der, hvor der er mange mennesker’. Sådan lød det i min radio i anledning af, at transportminister Benny Engelbrecht mandag holdt møde med de kommuner – deriblandt Odense - hvor det i dag er lovligt at køre på elløbehjul, og hvor elløbehjulene i dag fylder alt for meget i bybilledet på den kedelige måde. Både når de er i brug, og når de ikke er. Men radioværten kunne næsten ikke sige det mere forkert. Hvis et elløbehjul – som oftest ligger og – flyder et sted på gaden, så er det, fordi den person, der senest har brugt det, bare har smidt det. Uden så mange andre hensyn end at det lige passede mig bedst der. Og hvis der er for meget fart på elløbehjulet, så skyldes det udelukkende den, der styrer tempoet. For selvom elløbehjul er smarte, sjove og et godt alternativ til flere biler på vejene, så kan de hverken flytte sig fra et sted fra et andet eller sætte farten uden hjælp fra et menneske. Ansvaret for det rod, som er opstået i kølvandet på lovliggørelsen af elløbehjulene, ligger kun ét sted: Hos dem, der bruger dem. Det er derfor, der er opstået et behov for regler. Fordi tankeløsheden og fraværet af hensyntagen lever for godt hos nogle af dem, der bruger elløbehjulene. Vi skal alle sammen være her og kunne færdes sikkert i trafikken. Så det er mit ansvar, at jeg kigger mig for, inden jeg går over en vej – at jeg ikke bare træder ud i forventning om, at de hjulede trafikanter standser. Det er mit ansvar, at jeg sætter min cykel i et stativ eller i det mindste parkerer den, så den fylder mindst muligt på et fortov, fordi jeg lige skal hente et par bukser, en fløderand eller fire tallerkener. Og det er mit ansvar, at jeg ikke parkerer min bil foran en ud- eller indkørsel, så jeg spærrer vejen for andre. Men nogle brugerne af elløbehjul er ikke det ansvar voksent eller bevidst, og så må der regler til. Og sanktioner til dem, der ikke kan finde ud af at følge dem. Selvom det ville været meget nemmere, hvis vi bare ryddede op efter os selv og tog hensyn til andre.

Fyn For abonnenter

26,5 milliarder fordelt til sundhed, forurening og trafik: Sådan påvirker regionens budget dig

Annonce