Annonce
Læserbrev

Oversete unge. Hvad der kan ske på en regnvejrsdag

Synspunkt: Solen skinner virkelig disse dage, synes du ikke? I forhold til at hele jordkloden pakkede sine tasker og smuttede på lockdown. Men det er der jo ingen nyhed i, er der?

Jeg sidder og lytter til Mette Frederiksen lange taler. Ét pressemøde slugt efter det andet, som var de hovedpinepiller. Jeg hører om de gamle, de syge, de ustyrlige unger, de store børn. Ja, selv efterskolerne. Her og der da også lige omtrent tre ord om universiteterne. Men, jeg synes da, at der er noget der mangler. Nogle som altid er bænkevarmere under den her fodboldkamp, som går ved navnet ”Pressemøde”.

Vi unge har intet hørt. I starten tænkte jeg: ”Hmm. De nævner os nok bare i næste omgang.” Men da næste store møde rullede om hjørnet, gik de igen lige forbi os.

Vi er virkelig bare spøgelser. Når der snakkes om genåbninger, bliver der gået uden om os i så stor en bue, man skulle tro, vi havde nyst en gang for meget i ærmet. Hvad skal det til for?

Jeg ønsker mere end noget andet at vende tilbage til min hverdag, men jeg er også voksen nok til at forstå, hvis det ikke kan lade sig gøre i dette sekund. Hvad jeg simpelthen ikke kan begribe er, at der intet bliver fortalt. Vi går og slider og slæber med virtuel undervisning, rygsmerter og røde øjne, fordi vi også ofrer for at få det hele til at fungere. Hver dag sidder vi fra klokken 08.00 om morgen til 15.30 og stirrer os blinde på en skærm. Som de ældre ville have sagt det: ”Vi får firkantede øjne af alt den skærm!” Alligevel får vi intet nyt at vide; hverken godt eller skidt. Blot statisk støj, da der åbenbart ikke er noget at sige til os.

Det fremstår nedladende, skønt jeg på højeste plan ved, at det aldrig har været intentionen. Der kigges igennem fingre med os. I voksne har haft jeres ungdom. I har oplevet vilde somre, grå vintre, og hvad I nu ellers har set på jeres lange rejse. Vi ved endnu ikke, hvad ungdommen har at byde på. Hvert sekund, der går, spilder vi tid, vi aldrig får igen. Det samme gælder jo selvfølgelig jer voksne. Men I ved lige så godt som jeg, at tiden er anderledes i unge øjne. For jer ligner hver sommer den forrige; eller næsten i hvert fald. For os gælder hvert sekund, for vi får aldrig vores ungdom igen. Vi har et skud i bøssen, og lige nu er krudtet vådt.

Lige nu vender der sig knyttede næver imod regeringen og Mette Frederiksen. Vi har opført os ekstraordinært og gjort nøjagtigt, hvad vi har fået besked på. Vi blev indendørs. Vi droppede alle aktiviteter. Nøjagtigt ligesom de fleste andre. Skønt de sagde max 10, lavede vi det til max 0. Men alligevel springes vi let og elegant henover, som har vi intet godt gjort.

Jeg vil være ærlig at sige, at jeg er skuffet og dybt frustreret over, at vi er blevet skippet henover, som der skippes over en dårlig sang i radioen. Men selv dette kan vi tilgive, da den norske sundhedsminister, Bent Høie, faktisk tiltalte os. I hans tale beskrev han vores tankegang som ung. Han huskede og forstod os, og derfor skal han have en stor tak fra de unge.

Men lad os se på solsiden nu. Foråret er over os. Danmark er ved at genåbne, og folk samles langsomt igen. Men på vegne af de unge kunne jeg da godt lige tænke mig, at der blev skudt en halv linje ind til os i pressemøderne. Selv hvis der ikke er gode nyheder; selv hvis der ikke er en forandring. Bare lige, så der ikke ender en flok maskerede unge med spidse høtyve og brændende fakler foran Christiansborg en regnvejrsdag.

Mette Frederiksen er mere populær hos de yngste elever end hos Kristine Jeppesen, der er hjemsendt elev i 1. g. (Foto: Henning Bagger/Scanpix)
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce