Synspunkt: Med jævne mellemrum publiceres der nye arbejdsmiljø-undersøgelser fra vore sygehuse. De beskriver stort set kun dybt kritisable forhold, og konkluderer alle: vi risikerer, at det går ud over patienterne.
Jeg var for nylig på besøg på Fælles Akut Modtagelsen (FAM) på OUH) omtrent samtidig med, at endnu en undersøgelse med samme konklusion kom frem, netop fra det afsnit.
Jeg har siden spekuleret på, om det med patienterne allerede er i spil, fordi: jeg kunne ikke få en seng, jeg kunne ikke få noget smertestillende, ikke plaster til en rift, ikke en ‘tilkaldesnor’, ikke en strop at rejse eller vende vende mig ved eller noget som helst andet, der almindeligvis hører et sygehusophold til.
Jeg kom til OUH en morgen, stærkt forslået efter et trappefald, blev venligt modtaget og hjulpet over på en briks, der er et handy køretøj, når patienter skal til diverse undersøgelser.
Jeg bad om noget smertestillende, og fik, efter lidt diskussion, en beskeden dosis. Jeg fortalte, at jeg selv har håndteret smertemedicin siden et trafikuheld i 1991.
Den halve formiddag gik med undersøgelser, og et enkelt nedslående resultat, der ikke kunne repareres her og nu. Men jeg skulle alligevel blive der for at få noget drop-medicin. Jeg blev kørt hen i et hjørne i en slags vandrehal, stadig på den smalle, hårde ubekvemme briks.
Jeg bad om mere smertestillende, og sygeplejersken sagde: Ja, nu skal jeg se. Og så skete der ikke mere. Heller ikke næste eller næste eller næste gang, jeg bad. Jeg bad også om at få en seng. Det kunne ikke lade sig gøre for de havde ingen.
Nu skulle jeg råbe, når tilfældige medarbejdere passerede i den store hal. De fleste gange blev jeg ikke hørt ...
Jeg ved godt, at hver seng hører til en afdeling. Og jeg ved også, at afdelingerne låner hos hinanden, og at patienterne derfor kan risikere at ligge på en gang. Helt fint, bare jeg havde kunnet ligge ordentligt, indstillet efter en meget øm krops behov, og kunnet have fået fat i personale, når jeg havde brug for det.
Nu skulle jeg råbe, når tilfældige medarbejdere passerede i den store hal. De fleste gange blev jeg ikke hørt, og når det endelig lykkedes at få kontakt, var det altid en, der enten lige var kommet, i sagens natur intet kendte til min situation, eller ikke havde tid. Flere gange lovede medarbejderen at finde den kollega, jeg hørte under. Der skete blot aldrig noget.
Efter mange timer var jeg kørt træt, og ville hjem. For her kunne jeg både få en god seng og den rette smertelindring.
En ny, også meget venlig, sygeplejerske, vist lige mødt, forsøgte at få mig til at blive, forklarede at jeg ville miste den opfølgning, jeg skønnedes at have behov for, hvis jeg tog af sted. Jeg sagde, at jeg hellere end gerne ville blive, hvis jeg kunne få en seng og noget smertestillende.
Det kunne jeg ikke, og jeg blev hjulpet hjem.
Ingen bebrejdelser til noget personale overhovedet, det er formentlig blot et produkt af dårlig ledelse.
Men en afgrundsdyb vrede mod og foragt for den ledelse, der altid er ansvarlig, inklusive de politikere, der gennem mange år synes at have forsømt at udføre de pligter, de får mange penge for. For jeg er næppe den eneste med en dårlig oplevelse.
I mit udskrivningspapir begrundes min afsked med utilfredshed med min seng. Hvilken seng?
