Annonce
Erhverv

Ostepulver i 50 år: Kerry åbner dørene for tidligere medarbejdere

Kerry åbner dørene for tidligere mejdarbejdere. Arkivfoto: John Fredy
Tidligere medarbejdere på Kerry også fra dengang virksomheden lå på Nørregade i Glamsbjerg og hed Kavli eller noget helt tredje bydes indenfor, når Kerry 9. december markerer, at det er 50 år siden, fabrikken slog sig på ostepulver.

Glamsbjerg: Engang et almindeligt mejeri, der producerede mælk, smør og ost især af mælk fra egnens herregårde - i dag en ostepulverfabrik, der indkøber osterester i 94 smagsvarianter fra producenteren og forvandler dem til et tørt pulver, der bruges som koncentrerede smagsgivere i fødevareindustrien, fra ostesnacks til færdigretter og sågar japanske is. Sammen med Lactosan i Ringe leverer Kerry i Glamsbjserg i dag mellem 50 og 70 procent af verdens produktion af ostepulver.

Det var i 1906, at Jens Christian Gormsen åbnede dørene til det private Glamsbjerg Mejeri på Nørregade. Efter hans død i 1941 overtog hans søn Richard Gormsen roret, hurtigt kom andre ejere ind over. Blandt andre Otto Mønsted, der førte smelteosten med sig, og norske Kavli, der kom til senere med en langtidsholdbar smelteost, der blev den helt store salgsvare. Kavli, som mejeriet nu hed, var Glamsbjergs største arbejdsplads i 1950'erne og 60'erne med 120 ansatte.

Måske der blandt læserne er en af dem, der kunne tænke sig at kigge indenfor på den moderne ostepulverfabrik Kerry, som mejeriet har udviklet sig til. Siden 1987 har adressen været Toftegårdsvej i Glamsbjerg. Hertil flyttede virksomheden, da pladsen var blevet for trang og produktionsapparatet for nedslidt. Ejeren har siden 2004 været Kerry Ingredients.

Annonce

Tilmelding

Mandag 9. december klokken 14-16 marker Kerry, at det i år er 50 år siden, ostepulver-eventyret begyndte, og i den anledning inviteres tidligere medarbejdere på kaffe, lagkage, en rundvisning og en tur ad mindernes boulevard i form af en plancheudstilling lavet til lejligheden.

Interesserede skal melde sig til hos Lene Brylle på tlf. 63 72 15 14 senest 2. december.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce