- Hans Berner, nu er det tiden for julemarkederne på Langesø Slot. Hvordan er salget?
- Pyntegrøntsmarkedet har egentlig været fint i år, men juletræsmarkedet har været presset nu i nogle år. Det kommer af, at vi har et meget stort udbud. Omkring 2009-2012 var priserne for juletræer rigtig gode, og mange plantede, og det gør, at vi gennem de seneste år har haft mange træer.
- Hvad omsætter I for om året?
- Sådan noget omtaler vi ikke. Men vi laver mellem 25.000 og 30.000 juletræer om året, og så laver vi i omegnen af 150-200 tons pyntegrønt.
- Det må fylde en hel del...
- Det svarer til 45-60 træk (lastbiler).
- I sælger under fem procent af træerne på julemarkedet. Hvor sælger I resten?
- Det ryger til grossisterne. De kommer og henter hele eller halve træk af juletræer. Et træk er 10 paller.
- Hvad vil fynboerne gerne have?
- Alle typer træer. Jeg har hvert år en kunde, som kommer og skal have et meget, meget åbent træ, fordi hans børnebørn for snart mange år siden så Jørgen Clevin lave julepynt ud af mælkekartoner, og derfor har han nogle mælkekartoner, som skal kunne hænge mellem grenene.
- Hvad betyder julemarkedet for dig personligt?
- Det, der er skægt ved at stå derovre efter en lang, hård sæson med pyntegrønt og juletræer, er, at alle folk der kommer på julemarkedet er glade. De skal have deres juletræ, og de skal have deres børn med. Der er en ekstremt positiv stemning, og det kan man jo ikke lade være med at tanke energi af, selvom det nogle gange både er koldt og vådt.
- Hvordan vægter I oplevelsesøkonomi i forhold til det traditionelle skovbrug?
- Det traditionelle er basen, men oplevelsesøkonomien er stærkt stigende. I 2017 overtog vi selv udviklingen af golfbanen og driver den i dag som en virksomhedsstyret golfbane, altså ikke som en forening. Vi har formået at generere en meget positiv medlemsudvikling på mere end 50 procent på to år, og i forhold til hvad der sker i branchen er det ekstremt positivt.
- Kan det ses i regnskabet for golfbanen i år, fordi jeg kan se, at den har kørt med underskud nogle år?
- Ja, det er rigtigt, og det var også én af grundene til, vi lavede et selskabsstyret setup. Men man skal se det som en sammenhæng, og man skal se det hele som en udvikling. Men det er jo klart, hvis man får en halv gang flere medlemmer, så skal økonomien forbedres i projektet, fordi omkostningerne er næsten de samme.
- Hvad betyder Langesømessen for juletræsbranchen i august for jeres samlede økonomi?
- Et sted som her gælder det om at finde så mange ben som muligt at stå på, fordi hvis der er ét ben, der er svagt, så vælter du ikke.
- Hvorfor er det nødvendigt. Kunne man ikke bare leve af at fælde noget skov?
- Det kan man ikke i dag. Vi er nødt til at kigge på alternative indtægtskilder for at kunne drive det hele. (Telefonen ringer: ”Jeg kommer lige op med nogle mærker… Vi ses… De er færdige med at pakke alt pyntegrønt, ikke også? Så er de i gang med den sidste. Vi kommer op lige om lidt og sætter mærker på…”) Det er årets sidste pyntegrønt. De mangler lige at pakke den sidste palle.
- Hvor længe går julemarkedet tilbage?
- Lige så længe jeg kan huske. Jeg prøvede at finde et sted, hvor det stod, men jeg kan ikke se det nogen steder.
- Så det er lang tid...
- Tak. Dermed sagde du, at jeg var gammel. Det var fandeme sødt af dig! Nej, men jeg kom faktisk til at tænke på, om man skulle lave en artikel for hver årstid, fordi mange folk har svært ved at forholde sig til. Masser kommer herud! (Hans Berner slår ud med armene) Vi har 250.000 til 300.000 skovtursgæster om året. Men de har svært ved at forholde sig til, hvad der egentlig foregår bag ved facaden. Som jeg siger til mange, når de står herude foran og siger ”Ej, det må da være dejligt at bo sådan et sted”, så kigger jeg bare på dem og siger ”Prøv at høre her, det kan godt være, at det udefra ser ganske romantisk ud, men prøv at støvsuge!”
- Ja…
- Nåhja, men du skal jo være klar over, at du lever jo som en del af en historie. Og fordi det er min familie, så sætter jeg stor pris på det. Men du lever jo til dels i et museum. Og der skal man prøve på at finde sin egen identitet.
- Hvordan gør man det?
- Jeg har lidt forskellig kunst hængende på væggene, som godt kan matche de antikke møbler. Men jeg er vokset op med det, og så glædes man også over historien. Men der er da ikke tvivl om, at nogle gange, da kunne man godt drømme om et moderne hus på et par hundrede kvadratmeter og så ikke at skulle kæmpe med hele kassen.
- Ja, har du nogensinde overvejet simpelthen at trække dig ud af det hele og flytte i parcelhus?
- Nej. Når man er et sted som her, så er man personen, der passer på det for den næste generation, og ens job er overstået i det øjeblik man giver det videre, hvis det giver mening.
- Og det er så din søn. Hvordan har han det med det?
- Fint nok. Jeg har hele tiden fortalt ham, at han selv skal vælge det, fordi kan han ikke se sig i det, hvad han heldigvis kan, så er det ikke skægt, fordi det er hårdt arbejde at få det til at fungere og det lægger en hel masse begrænsninger på dit liv. Når du bor her, så bor du midt på arbejdet, og det skal man jo være klar over.
- I tirsdags var det 20 år siden orkanen i 1999 ramte. Kan I stadig mærke konsekvenserne af den?
- Selvfølgelig kan vi det. Orkanen i 1999 var rigtig, rigtig dyr for Langesø. Et godt bud er, at stormen dengang kostede mellem 10 og 20 millioner, men det er svært at sige. Den kostede et tocifret millionbeløb i tab. Efter stormen i ’99 blev alle de her væltede arealer løbende plantet til, og det gør, at vi i øjeblikket har en stor omkostning til udrensning. Når du har plantet bøg, så gror der birk, ahorn og meget andet op, og det skal vi ind og hugge væk for at bøgene kan overleve. (Telefonen ringer: ”Ja, det er mig, jeg kommer NU! Hej.”) Det var en hård nød.
- Hvor var du selv den aften?
- Jeg var herhjemme.
- Hvad skete der?
- Skoven væltede.
- Kunne det høres (spørger fotografen)?
- Ja.
- Hvad tænkte du?
- Afmagt. Jeg kunne ikke gøre noget som helst. Jeg kunne sidde herhjemme. På det tidspunkt var vi ved at… Jamen, jeg bliver helt (ryster ubehag af skuldrene). Vi var ved at lægge nyt tag på hovedbygningen. Jeg kunne høre, hvordan presenningerne fløj af taget og stolperne, der holdt presenningerne, de landede på loftet. Jeg kunne høre, hvordan skoven væltede om ørerne på mig. Klokken fem-halv-seks om morgenen, da det stilnede af, da startede jeg med at gå på loftet, fordi nu var der ikke noget tag, der var kun presenninger på, og sprede presenningerne ud så meget som muligt for at undgå, at den regn, vi fik, gik ned og ødelagde hovedbygningen. Bagefter tog jeg bilen og prøvede at køre ud. Jeg nåede ud af alléen, og så prøvede jeg på at dreje til højre. Jeg nåede 50 meter, så lå der træer på kryds og tværs. Så den vej kunne jeg ikke komme. Jeg prøvede på at køre ned den anden vej. Der kom jeg ikke meget længere. Så var der ikke andet at gøre end at parkere bilen og gå gennem skoven med vandrestøvler på og prøve på at få fat i min skovrider. Vi mødtes og prøvede på at komme ind i skoven for at se, hvor slemt det var, og det var slemt. Det var som i rigtig slemt.
- Hvad så I?
- Ødelæggelse. Skoven var væltet! Altså… jamen, sådan en oplevelse, den får selv store mænd til at græde. Det gjorde ondt.
- Hvordan kommer man videre derfra?
Der er ikke andet at gøre end at begynde at rydde op. Du lever i naturens magt, når du har et skovbrug. Det der var bare så voldsomt, at det var meget svært at tackle. Både fordi det økonomisk var svært at tackle, men også fordi skaden var så stor. Det var så ufatteligt. Den var så uhåndgribelig til at starte med. Det var helt uoverskueligt, altså. Fuldstændigt. Og så er der jo ikke andet at gøre end at starte fra en ende af og komme videre.
- Hvad bliver det næste, I finder på inden for oplevelsesøkonomien?
- Der kommer noget mountainbikerelateret i 2020, som bliver et større event, som bl.a. også kommer her.
- Jeg har læst, at du nogle gange glemmer at hente et juletræ til dig selv…
- Selvom man godt kan opfatte sig selv som lidt af en Duracell-kanin, så bliver man træt efter en lang sæson med juletræer og pyntegrønt.
- Det var ikke ment som en kritik.
- Nej nej, sådan opfattede jeg det heller ikke.
- Hvilket juletræ skal du have i år?
- En nordmannsgran, for vi har kun nordmannsgraner. Jeg plejer selv at gå ud og hente det.