Annonce
Kultur

Operaen 'Eugen Onegiin' er et smerteligt skæbnedrama om uforløst kærlighed, unødvendig død og følelser, der går fejl af hinanden

Tanja (Elin Pritchard, siddende) ser paralyseret til, mens Onegin (Jens Søndergaared) danser og flirter uhæmmet med hendes søster, Olga (Johanne Højlund). Foto: Anders Bach
I Den Jyske Opera opsætning bliver "Eugen Onegin" til et indestængt skæbnedrama af Tjekhovske dimensioner. Det klæder Tjajkovskijs opera.

Anmeldelse: Risikoen ved at omplante en klassisk opera til et slagtehus, en militærbase, et autoværksted eller et meth-laboratorium er, at operaens sjæl forsvinder. Den fælde falder instruktøren Hinrich Horstkotte heldigvis ikke i med sin stilistisk enkle tolkning af Tjajkovskijs "Eugen Onegin".

Ved at rykke handlingen fra 1820’erne til 1890’erne sætter han tragedien i et letgenkendeligt Tjekhovsk lys. Alle er stakler, der længes efter et lettere, lysere, lykkeligere liv, men selv om de slår sig i tøjret og "elsker ungt og drømmer langt", bryder de sjældent ud.

Og hvis de gør, er det blot for at opdage, at lykken stadig er lige uopnåelig.

Annonce

Om operaen

"Eugen Onegin"

Fem stjerner

Den Jyske Opera: "Eugen Onegin". Opera af Tjajkovskij med libretto af Tjajkovskij og Sjilovskij efer Pusjkins roman.

Dirigent: Tecwyn Evans. Instruktør, scenograf og kostumedesigner: Hinrich Horstkotte. Lysdesign: Ib Asp.

Medvirkende: Jens Søndergaard, Dmitrii Bashkirov, Elin Pritchard, Johanne Højlund, Valerian Ruminski, Bolette Bruno-Hansen og Jens Jagd m.fl. samt Den Jyske Operas Kor og Odense Symfoniorkester.

Set ved premieren i Odense Koncerthus onsdag 9. oktober.

Opføres i bl.a. Kolding, Esbjerg, Vejle, Sønderborg, Aarhus, Randers, Aalborg og Skive - med Sønderjyllands Symfoniorkester, Aarhus Symfoniorkester, Copenhagen Phil og Aalborg Symfoniorkester.

Se www.denjyskeopera.dk

Strået knækker

Det er samme mistrøstige sandhed eller morale, der gennemsyrer "Eugen Onegin": Tanja er en ung bly pige fra landet, som forelsker sig i den selvsikre verdensmand Onegin og erklærer ham sin himmelstormende kærlighed. Onegin afviser pigen og vrider kniven rundt i såret ved at flirte med hendes søster, Olga, som allerede er forlovet. Olgas forlovede, poeten Lenskij, udfordrer nødtvungent vennen, Onegin, til duel. Onegin vinder duellen, men bliver udstødt af det gode selskab. Som en paria rejser han fra land til land.

Da Onegin nogle år senere genser Tanja, er rollerne og magtforholdet vendt om, for hun har giftet sig til rigdom og en plads på samfundets top. Onegin indser, at han altid har elsket Tanja og trygler hende om at forlade sin mand, men selv om Tanja elsker Onegin med uformindsket styrke, vælger hun at tage sin skæbne på sig og blive hos sin forkrøblede ægtemand.

Det kærlighedens strå, Onegin har klamret sig til, knækker, og han mister alt håb.

Fængsel og katedral

Med få dramatiske og sceniske virkemidler formår Horstkotte, som også har skabt scenografi og kostumer, at understrege menneskelige træk og reaktionsmønstre, som bider på os i 2019.

Det giver et gib i mig, da den umanerligt maskuline Onegin gør sin entre. Klædt helt i sort, med blå solbrilleglas og skarptskåret kindskæg er han indbegrebet af en rockstjerne.

Jeg nikker genkendende til de ustyrlige følelsesstorme, der raser i Tanja, mens hun ligger på maven med uldsokkefødderne viftende i luften og skriver sin fatale kærlighedserklæring til Onegin.

Den blændende hvide birkestamme-scenografi er gennemgående. Og dobbeltheden er næsten ubærlig, når de nøgne træer strækker sig mod himlen, som søjlerne i håbets katedral eller de fængselstremmer, der forhindrer én i at leve frit.

Det stærkeste scenebillede er poeten Lenskij, der inden duellen tager afsked med livet og lader sine digte dale som døde blade mod jorden.

Onegin (Jens Søndergaard) fortæller på en alt andet end følsom måde Tanja (Elin Pritchard), at han ikke gengælder hendes følelser. Foto: Anders Bach

Skolet i russisk sjæl

Jens Søndergaards elegante baryton er et perfekt match til den selvbevidste, uheldsvarslende og umådeligt lækre Onegin.

Elin Pritchards varme sopran giver Tanja lige dele piget ynde og følelsesmæssig rutsjetur.

Johanne Højlunds lyse mezzo tilføjer den ubekymrede og lethjertede Olga et forvarsel om den uundgåelige tragedie

Der er russisk melankoli i Dmitri Bashkirov følsomme tenor, der er som skabt til den sværmeriske digter Lenskij - men hvad skal han med en paryk, der ligner en druknet høstak?.

Odense Symfoniorkesters forhenværende chefdirigent Alexander Vedernikov har givet musikerne en ubetalelig skoling i den russiske musiks sjæl. Det kom publikum til gode ved premieren, hvor den noget anonyme dirigent Tecwyn Evans lod orkestret dvæle ekstra i de lyriske passager og strække helt ud i takt med de største følelsesudbrud.

"Eugen Onegin" er ikke en opera, der lever i kraft af voldsomt ydre drama og spektakulære scener. Den Jyske Operas stilistisk enkle opsætning forstærker det uafvendelige og smertelige i fortællingen om menneskeskæbner, hvis følelser og længsler er dømt til at gå fejl af hinanden.

Det smukkeste scenebillede i Den Jyske Operas opsætning af "Eugen Onegin": Inden duellen med Onegin tager poeten Lenskij (Dmitrii Bashkirov) afsked med livet. Foto: Anders Bach
Duellen mellem Onegin (Jens Søndergaard, t.v.) og Lenskij (Dmitrii Bashkirov, i hvidt). Til højre en af sekundanterne (Thomas Christian Sigh). Foto: Anders Bach
Onegin (Jens Søndergaard) trygler Tanja (Elin Pritchard) om at rejse med ham. Fra korridoren lytter hendes ægtemand, fyrst Gremin (Valerian Ruminski). Foto: Anders Bach
Tanja (Elin Pritchard) er nærmest desperat af kærlighed til den mystiske Onegin (Jens Søndergaard, med ryggen til). Foto: Anders Bach
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

I Sherwood-skoven

Udligningsordningen er et fantastisk værktøj, der gør Danmark til et mere lige samfund, for den mellemkommunale udligning betyder i al enkelthed, at de kommuner, der har mange penge, giver en lille del af deres velstand til de kommuner, der har færre eller få penge. Udligningsordningen er derfor en ægte Robin Hood-løsning, som de fleste danskere bør kunne være enige om. Det betyder selvsagt ikke, at danskerne - både politikerne og folk, som vi er flest - er enige om, hvordan udligningsordningen skal strikkes sammen. Man kan, som det fremgår af stort set samtlige medier i denne tid, skændes om økonomiske nøgletal og detaljer i en sådan udligningsordning i én uendelighed. For ordningen skiller selvfølgelig vandene. De, der har udsigt til at få flere penge i kassen i kraft af en ny udligningsordning, er som regel fulde af ros til og argumenter for, hvorfor ordningen er velfungerende. Omvendt er de, der kan se frem til at få færre penge i kommunekassen, kritiske over for ændringerne. Sagen er, at alle politikere, uanset landsdel og politisk syns- og standpunkt, allerhelst bare vil have flere penge til deres egen kommune. Social- og indenrigsministeren blev i sidste uge kritiseret for at manipulere eller hemmeligholde en række af de tal, der ligger til grund for beregningerne i regeringens forslag til en ny udligningsreform. Det har ministeren undskyldt - og samtidig korrekt pointeret, at man kan gøre tallene op på flere forskellige måder. Og det er sandt. Udligningsordninger er svært stof for de fleste, inklusive mange økonomer og politikere. De enkelte parametre, der ligger til grund for både den gamle udligningsordning og regeringens forslag til en ny udligningsordning, kan diskuteres og endevendes i én uendelighed. Derfor er kritikken af og debatten om ordningen både relevant og nødvendig. Det ændrer blot ikke på, at vi alle, fattige som rige, socialister som liberale, jyder som fynboer, bør glæde os over, at udligningsreformen gør Danmark mere lige. På ægte Robin Hood-manér. Ligesom i Sherwood-skoven.

Danmark

Genlæs livebloggen: Britta Nielsen idømt mere end seks års fængsel

Erhverv For abonnenter

Erhvervshus Fyns gulddreng: Økonomisk hjælp til udvikling af supercomputer har fløjet dronevirksomhed i mål

Annonce