Operaen 'Eugen Onegiin' er et smerteligt skæbnedrama om uforløst kærlighed, unødvendig død og følelser, der går fejl af hinanden

Anmeldelse: Risikoen ved at omplante en klassisk opera til et slagtehus, en militærbase, et autoværksted eller et meth-laboratorium er, at operaens sjæl forsvinder. Den fælde falder instruktøren Hinrich Horstkotte heldigvis ikke i med sin stilistisk enkle tolkning af Tjajkovskijs "Eugen Onegin".

Ved at rykke handlingen fra 1820’erne til 1890’erne sætter han tragedien i et letgenkendeligt Tjekhovsk lys. Alle er stakler, der længes efter et lettere, lysere, lykkeligere liv, men selv om de slår sig i tøjret og "elsker ungt og drømmer langt", bryder de sjældent ud.

Og hvis de gør, er det blot for at opdage, at lykken stadig er lige uopnåelig.

Det er samme mistrøstige sandhed eller morale, der gennemsyrer "Eugen Onegin": Tanja er en ung bly pige fra landet, som forelsker sig i den selvsikre verdensmand Onegin og erklærer ham sin himmelstormende kærlighed. Onegin afviser pigen og vrider kniven rundt i såret ved at flirte med hendes søster, Olga, som allerede er forlovet. Olgas forlovede, poeten Lenskij, udfordrer nødtvungent vennen, Onegin, til duel. Onegin vinder duellen, men bliver udstødt af det gode selskab. Som en paria rejser han fra land til land.

Da Onegin nogle år senere genser Tanja, er rollerne og magtforholdet vendt om, for hun har giftet sig til rigdom og en plads på samfundets top. Onegin indser, at han altid har elsket Tanja og trygler hende om at forlade sin mand, men selv om Tanja elsker Onegin med uformindsket styrke, vælger hun at tage sin skæbne på sig og blive hos sin forkrøblede ægtemand.

Det kærlighedens strå, Onegin har klamret sig til, knækker, og han mister alt håb.

Med få dramatiske og sceniske virkemidler formår Horstkotte, som også har skabt scenografi og kostumer, at understrege menneskelige træk og reaktionsmønstre, som bider på os i 2019.

Det giver et gib i mig, da den umanerligt maskuline Onegin gør sin entre. Klædt helt i sort, med blå solbrilleglas og skarptskåret kindskæg er han indbegrebet af en rockstjerne.

Jeg nikker genkendende til de ustyrlige følelsesstorme, der raser i Tanja, mens hun ligger på maven med uldsokkefødderne viftende i luften og skriver sin fatale kærlighedserklæring til Onegin.

Den blændende hvide birkestamme-scenografi er gennemgående. Og dobbeltheden er næsten ubærlig, når de nøgne træer strækker sig mod himlen, som søjlerne i håbets katedral eller de fængselstremmer, der forhindrer én i at leve frit.

Det stærkeste scenebillede er poeten Lenskij, der inden duellen tager afsked med livet og lader sine digte dale som døde blade mod jorden.

Jens Søndergaards elegante baryton er et perfekt match til den selvbevidste, uheldsvarslende og umådeligt lækre Onegin.

Elin Pritchards varme sopran giver Tanja lige dele piget ynde og følelsesmæssig rutsjetur.

Johanne Højlunds lyse mezzo tilføjer den ubekymrede og lethjertede Olga et forvarsel om den uundgåelige tragedie

Der er russisk melankoli i Dmitri Bashkirov følsomme tenor, der er som skabt til den sværmeriske digter Lenskij - men hvad skal han med en paryk, der ligner en druknet høstak?.

Odense Symfoniorkesters forhenværende chefdirigent Alexander Vedernikov har givet musikerne en ubetalelig skoling i den russiske musiks sjæl. Det kom publikum til gode ved premieren, hvor den noget anonyme dirigent Tecwyn Evans lod orkestret dvæle ekstra i de lyriske passager og strække helt ud i takt med de største følelsesudbrud.

"Eugen Onegin" er ikke en opera, der lever i kraft af voldsomt ydre drama og spektakulære scener. Den Jyske Operas stilistisk enkle opsætning forstærker det uafvendelige og smertelige i fortællingen om menneskeskæbner, hvis følelser og længsler er dømt til at gå fejl af hinanden.