Annonce
Sport

Olympia sender seks boksere til Vestjysk Box Cup: Deltagere til klubbens julestævne skal findes

Jack Jensen fra Olympia til venstre i hvidt deltog sidste år i Olympias årlige julestævne. Her ses han i kamp mod Malik Tanis fra Herning AK. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg

Weekendens tur skal gøre klubben klogere på, hvem der skal bokse til Olympias julestævne.

BOKSNING: Fredag drager seks boksere fra bokseklubben i Odense - Olympia - til Holstebro for at deltage i Vestjysk Box Cup. De skal kæmpe i ringen for at vinde, men det er mest af alt også en tur, der skal vise, hvem der skal bokse til klubbens julestævne anden juledag.

- Vi har ikke udtaget nogle af vores boksere til julestævnet endnu, så det bliver spændende at teste dem og se, hvordan de klarer sig. Vi har selvfølgelig fastsat os på et par navne, siger Mohammed Ali, klubbens træner, og tilføjer:

- Det er vores 100 års jubilæum, så det er vigtigt, at det er de bedste.

De seks boksere, der skal i ringen i Holstebro i weekenden, er Marcus Nei-Sjölund på 40 kilo, Noah Lillebæk på 46 kilo, Jack Jensen på 50 kilo, Saim Ali på 60 kilo, Mads Gdahl på 75 kilo i mellemvægtsklassen og supersværvægteren Frederik Gram. Fra træneren er der store forventninger til weekendens stævne.

- Jeg forventer rigtig meget. De har været rigtig gode. Det bliver spændende, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce