Olsen Banden stjal hans hjerte

Han er tysker og samler på danske cigarskod.

Ikke helt almindelige skod. For de har tilhørt Egon. Egon Olsen fra Olsen Banden.

Frank Eberlein, født i 1969, er nok verdens største Olsen Banden-fan og samler. Den lille lejlighed i Berlin er spækket med alle mulige effekter, som har tilhørt banden. Her har Eberlein f.eks. Bennys gule sokker, originale drejebøger fra 70'erne, autografer og et originalt Egon Olsen-kostume. Foruden altså et par af Egons cigarskod fra den sidste film, "Olsen-Bandens sidste stik". Alt sat i orden, dokumenteret og arkiveret.

- Olsen Banden er en ganske stor og vigtig del af mit liv. Jeg har som barn set dem i biografen og i fjernsynet, men har også været heldig at komme bag kulisserne, fortæller Frank Eberlein.

Han så sin første film med banden som fem-årig og var solgt. Dengang var de bare sjove. Da han blev lidt ældre, kunne han se de politiske undertoner i filmene.

Efter Murens fald var Frank Eberlein i 1994 på sin første udlandsrejse til Göteborg. På vej hjem mellemlandede han i København, hvor Olsen Banden blev "skudt". Den by måtte østberlineren bare se og finde ud af, hvad bandens skuespillerne lavede efter alle disse år.

I den gamle bonde- og arbejderrepublik DDR har man altid været meget begejstret for Olsen Banden. Måske fordi Egon og co. satte sig op mod systemet som de små mod de store.

- For os "ossis" er Olsen Banden et stykke DDR. Det lyder komisk, men sådan er det altså, bedyrer Eberlein, der til daglig er radiovært, redaktør og reporter på radioen MDR 1 i Magdeburg.

- I dag bliver DDR i de tyske medier mest fremstillet og reduceret som diktaturet, hvor mennesker var indespærret, hvor socialistisk planøkonomi i årevis ødelagde landet, hvor Stasi var overalt og hvor der ikke var ytringsfrihed. Det er et ret snæversynet og falsk billede, siger Eberlein, der mener, at man i DDR også levede et helt normalt dagligdagsliv, der ikke var så langt fra dem i Olsen Banden.

- Det var et beskedent liv med store drømme, som for det meste ikke blev opfyldt. Vi måtte også som Egon Olsen improvisere med alle mulige små ting, så daglige problemer kunne hænge sammen, forklarer han.

Frank Eberleins har været på flere "pilgrimsrejser" til Danmark for at se de steder, hvor filmene i sin tid blev lavet.

- Det første sted, jeg så, var Kastrup Lufthavn, der spiller en rolle i fjerde og tiende film. Da jeg så rådhustårnet for første gang, havde jeg tårer i øjnene. Det var som om, jeg var landet i en Olsen Bande-film, siger Frank Eberlein, der også har haft sine forældre med i Danmark for at lede efter spor efter Olsen-Banden.

- Mange af mine venner og bekendte kan også godt lide Olsen Banden, selv om de ikke er så tossede med Banden som mig. Jeg har haft en heftig strid med min bedste ven, hvor jeg nok har overdrevet det lidt med Olsen Banden. Vi var et par dage i Danmark og han måtte se enhver skudt scene i Thy og København, med mine endeløse kommentarer og baggrundsinformationer. På en eller anden måde var det bare for meget for ham, erkender Eberlein.

I 1994 stod han første gang ansigt-til-ansigt med medlemmerne af banden:

- De var helt anderledes typer, da jeg mødte dem, naturligvis, men der var én ting, de tre havde: Humor! Første gang jeg mødte Ove Sprogøe i 1994 foran hans dør sagde han: "Do you want a snaps?" Jeg havde aldrig drukket alkohol med ret mange procenter, men jeg sagde altså ja, for hvornår får man mulighed for at drikke snaps med den rigtige Egon Olsen, spørger Frank Eberlein.

Det største øjeblik i Frank Eberleins Olsen-bande-univers kom, da han blev tilbudt en rolle i den sidste film. Som en gestus over, at han endog meget tit hang ud med hele filmmandskabet.

- Henning Bahs (manuskriftforfatter på filmene, red.) kom en dag i april 1998 ud af sit kontor og spurgte, om jeg ville være med i en mindre rolle, fortæller Frank Eberlein stolt. En rolle, hvor han skulle ligge stille i en seng på et hospital for retarderede.

- Det var svært at ligge stille i en seng. Men det største og skønneste øjeblik i mit liv kunne jeg ikke selv se, da jeg havde øjnene lukkede, sukker Frank Eberlein.

Eberleins voksende samling kom næsten helt af sig selv.

- For det meste traf jeg næsten altid filmfolkene. Jeg interviewede dem til mine radioudsendelser. Og igennem de gode kontakter til folkene for og bag kameraerne og til enkeltpersoner, som endnu er hos Nordisk Film i Valby, har jeg naturligvis fået mange ting, som man ikke kan købe nogle steder, som gør denne samling så eksklusiv og værdifuld. Bent Fabricius-Bjerre har givet mig den originale partitur til "Olsen Banden derudad'". I det medsendte brev skrev han: "Jeg har lavet en kopi til mig selv."

Frank Eberlein mener, at Olsen Banden har læssevis af kvaliteter.

- For det første er den fremragende og lavet med megen kærlighed. Alt stemmer simpelthen: Humoren, satiren, originaliteten, manuskriptet, det autentiske, det håndværksmæssige og ikke mindst glanspræstationerne fra skuespillerne, helt ned til de små biroller, siger han.

Olsen Banden-elskeren forklarer, at filmene i dag giver ham en følelse af varme og fortrolighed.

- De bringer helt enkelt mindelser tilbage til de gode, gamle dage. Og sådan ser andre mennesker måske også på det, resonerer han.