Annonce
Odense

Ole Bjørnsen holdt fast i 9. april til det sidste

Ole Bjørnsen var som den sidste fynske veteran fra kampene 9. april med til at markere dagen i 2018. Han døde i november samme år. 99 år gammel. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg
Ole Bjørnsen slap fra 9. april uden ar på krop og sjæl. Han overlevede alle sine soldaterkammerater og blev det sidste øjenvidne til angrebet for 80 år siden. Et angreb hvor intet var hvidt eller sort.

Han fik aldrig nogen ar. Hverken på krop eller sjæl. Men dagen brændte sig ind i hukommelsen på Ole Bjørnsen - eller nr. 210, som han hed i den fynske 4. Bataljon, der blev sat på den umulige mission at stoppe den tyske krigsmaskines angreb på Danmark. Bjørnsens gruppe skulle indtage en forudpeget stilling ved Røshoved på Fjordvejen mellem Kruså og Sønderborg, og de var knapt nok kommet på plads, før de kunne høre tyskerne.

- Man kunne høre en rumlen, da tyskerne kørte over grænsen, som Ole Bjørnsen huskede det, da han fortalte sin historie til avisen.

En historie han flittigt delte med dem, der ligesom ham hvert år mødte op på den sidste rest af Odense Kaserne på Søndre Boulevard, hvor mindetavlen for de seks faldne fynske soldater stadig hænger.

Men ikke i år. For Ole Bjørnsen døde i en alder af 99 i november 2018 - som det sidste fynske øjenvidne til kampene for 80 år siden. Og på grund af corona-virus er en større planlagt mindehøjtidelighed i anledning af 80-året aflyst.

Annonce

Operation Weserübung

Tusindvis af danske soldater blev reelt ladt i stikken, da 40.000 tyske soldater den 9. april indledte ”Operation Weserübung” - besættelsen af Danmark og siden Norge. For selv om man i Danmark kendte til kraftige troppekoncentrationer syd for grænsen, så tillod regeringen ikke forsvaret at etablere forsvarsstillinger. Det kunne provokere tyskerne.

Klokken 04.15 den 9. april 1940 rullede den tyske krigsmaskine sig ud. I Gedser snød tyskerne sig i land ved at skjule store mængder tropper under presseninger og i en godsvogn på Gedser-Warnemünde-færgen ”Mecklenburg”. I Københavns havn og i vigtige havne som Nyborg og Korsør anløb tyske skibe med tropper samtidig, og ved Storestrømsbroen mellem Sjælland og Falster og ved Aalborg Lufthavn blev faldskærmssoldater sat ind i et angreb - i øvrigt det første angreb med landtropper fra luften i historien.

Ved den sønderjyske grænse blev grænsebommene i flere tilfælde fjernet af tyske agenter i civil, så de tyske kolonner kunne køre nordpå. Det vigtigste mål for tyskerne var ikke at nedkæmpe den danske hær, men at nå en række vigtige mål. Eksempelvis Lillebæltsbroen og ikke mindst erobringen af lufthavnen i Aalborg, der skulle bruges i besættelsen af Norge.

Derfor oplevede mange af de danske soldater heller ikke at blive afvæbnet af de fremrykkende tyske soldater. På Fyn rykkede en større tysk styrke først ind i midten af maj 1940, da de tilbagevendte danske soldater havde rømmet kasernen på Søndre Boulevard og enten var blevet hjemsendt eller forlagt til et tidligere hospital over for byretten i Albanigade.

Bortset fra Sønderjylland var Amalienborg det eneste sted, der blev kæmpet, og omkring klokken 6.00 kapitulerede Danmark.

Tysksindede værter

For Ole Bjørnsen blev historien om 9. april ikke så meget historien om selve kampene. Det blev fortællingen om et stykke Danmarkshistorie, hvor ingenting var så sort eller hvidt som lige efter krigen.

Da den fynske bataljon i februar 1940 rykkede fra kasernen i Odense og til Sønderjylland, var pladsnøden så stor, at hæren betalte private familier for at huse soldaterne. Ole Bjørnsen endte hos det nygifte og barnløse gårdmandspar Hans og Louise Jepsen i Tørsbøl. Parret var tysksindede, og indimellem strakte Hans sin højre arm så meget op i luften, at 20-årige Ole ikke kunne dy sig for at spørge, om han gjorde gymnastik. En bemærkning, Hans ikke dengang fandt sjov.

Mødet med ægteparret blev dog ligesom 9. april en del af Bjørnsens skæbne. For selv om værterne var tysksindede, så opstod der en sympati mellem dem og den bankuddannede fynske soldat, som siden udviklede sig til et livslangt venskab, der efter krigen sendte Bjørnsens søn på ferie på Jepsens gård.

Sortklædte mænd ved grænsen

At der var noget under opsejling på den tyske side af grænsen, blev i slutningen af marts '40 mere og mere klart.

- For at øve en alarmering skulle vi varsko hinanden mellem de steder, vi var indkvarteret. Og her skete det flere gange, at vi stødte på sortklædte tyskere i civil, der ikke ville sige, hvad de lavede.

Det skulle siden vise sig, at de sortklædte mænd banede vejen for angrebet ved at rekognosere i grænselandet.

Hos den øverste militære ledelse i Danmark var opfattelsen op mod weekenden den 6-7. april, at spændingen var aftaget, og det kom Ole og de andre til gode, da de fik weekendorlov til at besøge familien i Odense. Ole nåede både at besøge familien på Teisensvej og sin forlovede Ragnhild, inden turen søndag aften gik tilbage mod Sønderjylland fra Albani Torv.

De var fremme ved tre-tiden, lige tids nok til at kunne nå at sove en smule og være klar til kompagniets samling i Kværs mandag den 8. april klokken 8.00.

Ole Bjørnsens soldaterkammerat Gaston havde stik mod regler taget et kamera med, da gruppen cyklede tyskerne i møde den 9. april. Derfor kunne han tage dette foto, da under tilbagetrækningen stoppede en dansk lastbil for at blive kørt tilbage til Sønderborg. En køretur, der næsten blev det værste de oplevede. Privatfoto

Alarm alarm

Og mandagen var ikke mange timer gammel, før det blev alvor. Midt på dagen blev der slået alarm. Kompagniet blev samlet på en mark, og våbenkamrene blev lukket op, så de kunne få udleveret geværer og skarp ammunition.

- Og så fik vi besked på at gå tilbage til vores indkvartering for at få pakket vores ting og smurt en madpakke. Madpakken stod Louise for, og hun var nervøs, da hun sagde farvel til Ole med et "held og lykke".

I Kværs blev de mange soldater samlet i et uopvarmet lokale i tilknytning til Kværs Kro, og så lagde de sig ellers til at vente med uniform og støvler på og med udrustningen lige ved hånden. Klokken 04.15 kom meldingen. Danmark var under angreb.

Bjørnsen og kammeraterne sprang på cyklerne med skarpladte geværer i retning mod stillingen ved Rønshoved.

- Vi var egentlige ikke nervøse. Som jeg husker det, gjorde vi jo bare, hvad vi havde fået besked på.

Bange blev de heller ikke, da et tysk jagerfly dykkede ned efter dem og affyrede en salve. Ingen blev ramt og menig Gaston i gruppen smed sig på ryggen og hev kameraet frem for at fotografere jagerflyet - noget, soldaterne aldrig havde set før.

Med en skideballe i ørerne kunne Gaston og de andre kort efter rykke videre frem og gå i stilling. Uden at løsne et skud.

Soldaterne fik ikke lov at forberede forsvarsstillinger. Så de måtte dække sig godt de kunne inden mødet med den tyske overmagt. Privatfoto

Tilbagetoget

For tyskerne havde mere travlt med at nå andre mål. Og midt på formiddagen begyndte 3. og 4. gruppe at rykke tilbage mod Sønderborg. Først på cykel og siden på ladet af en lastbil, de havde prajet.

- Det var det mest ubehagelige. Nogle steder blev der råbt alt muligt. "Nå, så løber I" og sådan noget. Og nogle kastede blomster op til os, fordi folk troede, vi var tyske soldater. Så vi kastede dem tilbage.

Og mens tyske soldater strømmede ind i Danmark, blev de danske soldater i det sønderjyske samlet. Bjørnsens gruppe i første omgang på kasernen i Sønderborg og siden i Søgårdlejren, hvor hans ankomst skabte glæde.

- Der var nogen, der havde hørt, at jeg var blevet dræbt. Men det var ikke mit nummer.

Bjørnsen havde nummer 210 - soldaterkammeraten, der faldt, var Frode P. K. Nielsen med nummer 410, der faldt ved Sdr. Hostrup efter et angreb fra luften.

Som seks andre fra den fynske 4. bataljon den 9. april.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Æggekagen vender tilbage: Tidligere medarbejdere går sammen og genrejser Carlslund efter corona-konkurs

Annonce