Annonce
Livsstil

Oh Land: For mig er musikken et valg, men et ubevidst valg

Nanna Øland Fabricius sidder hver dag ved klaveret i lejligheden på Nørrebro. Hun håber at udgive et nyt album i 2020. Foto: Birgitte Carol Heiberg
For Nanna Øland Fabricius har passionen for musik altid været der, men det var først, da hun som 18-årig balletdanser blev rygskadet og måtte opgive dansen, at hun efter nogle forvirrende år fandt ud af, at hun skulle noget med musikken. - Det svarer til, at du har haft en bedste ven gennem hele livet og pludselig opdager, at det er ham, du skal giftes med, forklarer "X Factor"-dommeren med kunstnernavnet Oh Land. Hun oplever, at succesen kommer, når hun giver slip på karriereplaner, målsætninger og jagten på sine drømme. I stedet lytter hun til sin mavefornemmelse og håber at udgive et nyt album i det kommende år.

Smidigt smyger Nanna Øland Fabricius benene op under sig, da hun sætter sig ved flyglet og slår de første toner an. Underboen kan ikke høre en lyd. Det testede hun, da lejligheden en overgang stod tom, og hun derfor kunne sende sin kæreste ned for at lytte, mens hun selv spillede for fulde gardiner.

Legende bevæger fingrene sig hen over tangenterne, mens hun roligt bevæger sig i takt med musikken.

For Nanna Øland Fabricius er flyglet en formildende omstændighed ved den 145 kvadratmeter store lejlighed på Nørrebro-siden af Peblingesøen midt i København, hvor der er spraglet og farverigt på den lune måde. Omgivet af legetøj, en pangfarvet adventskrans fra sidste år og masser af bøger er det ved Steinway-eksemplaret fra 1960’erne, hun enten finder trøst, når livet slår kolbøtter, eller forløser noget af al den indespærrede og udadvendte energi, hun bærer rundt på for tiden.

Ikke at lejligheden fejler noget.

Den er lækker, ligger attraktivt og tilbagetrukket fra vejen med adgang til en fantastisk baggård.

Helst ville den 34-årige musiker og "X Factor"-dommer imidlertid bo i endnu større kontrast til sine vilde år i New York. Helst ville hun helt ud i skoven, stikke de farverige strømper i et par gummistøvler, fiske og gå på jagt.

- I naturen er der den frihed, jeg søger, forklarer hun og irettesætter med kærlig bestemthed kaninen Aki, der går frit omkring i lejligheden og nysgerrigt gumler i forhåndenværende jakker, sko og legetøj.

- Selv om jeg ikke er vokset op på landet, har vi alligevel levet lidt sådan. Mine forældre havde en kæmpe kærlighed til naturen. 80 procent af vores have var køkkenhave med kål, kartofler og porrer. Høns, kaniner og katte. Vi havde så mange dyr, som man overhovedet kan have i et almindeligt villakvarter. Hvis vi kom til at køre en fasan ned på vejen, tog vi den med hjem og flåede den. Vi gik på rov i mosen efter hyldebær og plukkede brændenælder til brændenældesuppe. Jeg har været vant til at bruge naturen og orientere mig i den. Jeg ved, hvilke svampe der er spiselige, og hvilke der er giftige. Og jeg ville gerne kunne fiske og tage jagttegn. Det tiltrækker mig virkelig at være i naturen og kunne bruge den, fortæller Nanna Øland Fabricius.

De intense øjne under de lyserøde hår danser nærmest på tangenter af glæde.

Det er ikke mere end nogle uger siden, Nanna Øland Fabricius sammen med sin treårige søn, Svend, var i Hareskoven og tilfældigt stødte på en enorm karljohan-svamp, der senere blev stuvet i fløde og serveret med pasta og bacon. En dag, hvor hun slet ikke var på udkig efter ingredienser til aftensmaden.

- Jeg hvinede, da jeg så den, fortæller hun med tryk på i’et.

- Den vejede 870 gram. Det er for vildt. Apropos det med ikke at lede efter succes, hvor man tror, den findes, siger hun.

Annonce

Blå bog

Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som musikeren Oh Land, er født den 2. maj i København.

Hun er datter af operasangerinden Bodil Øland og komponisten Bendt Fabricius.

Indtil 2004 gik hun målrettet efter en karriere som balletdanser, og hun er uddannet på både den kongelige danske og svenske balletskole.

Debuterede som musiker i 2008 med albummet "Fauna", og året efter modtog hun kronprinsparrets "Stjernedryspris" og blev nomineret til "P3 Talentet" og "Årets nye danske navn" ved Danish Music Awards. Samme år skrev hun kontrakt med det amerikanske pladeselskab Epic Music.

Har siden udgivet albummet "Oh Land" (2011), som for alvor fik publikums øjne op for hende. Desuden har hun udgivet Wish Bone (2013), Earth Sick (2014) og albummet "Family Tree" (2019), som i høj grad var et indadvendt album, der handlede om hendes nye livssituation efter skilsmissen fra Eske Kath. Håber at kunne udgive et nyt album i 2020.

Debuterede som X-Factor-dommer i sidste sæson af talentshowet, og er igen i år med i trekløveret, der også tæller Lars Ankerstjerne og Thomas Blachman.

Bor i København sammen med sin søn Svend, 3, men bruger en stor del af sin fritid i skoven.

Ville giftes med dansen

Sådan har livet artet sig for den kvindelige "X Factor"-dommer, der er klar til at tage hul på sin anden omgang i manegen med en hob af håbefulde talenter.

Succesen er ikke kommet der, hvor hun kæmpet hårdest og mest viljefast. Den er kommet, når hun har lyttet til sin mavefornemmelse, ladet sig selv lege i den kunstneriske proces og kun taget de chancer, der føltes rigtige. En erfaring, der er kommet i takt med, at hun gang på gang er startet forfra i sit liv.

- For evig nybegynder, kalder hun sig selv med et smil.

For musikken har aldrig været den drøm, Nanna Øland Fabricius har knoklet målrettet for at lykkes med. Hun ville være balletdanser, bide tænderne sammen og giftes med dansen. Så kunne kærligheden passe sig selv.

- Jeg har haft nogle meget store skift i mit liv, og den tendens kan jeg da godt bekymre mig om, for hvor meget skal jeg igennem? Det er lidt syret, når jeg sidder sammen med Blachman og Ankerstjerne og taler om, hvornår vi selv vidste, vi ville være musikere. Ankerstjerne har aldrig haft nogen plan B, og Thomas har spillet trommer, siden han var helt lille, og virkelig nørdet det. Jeg startede, da jeg var 22. Jeg kan slet ikke relatere til den drivkraft og ambition, de unge deltagere har, for det var slet ikke der, jeg var. Så går det op for mig, at jeg har haft et helt andet liv, siger Nanna Øland Fabricius.

Viljen, drømmene og ambitionerne var dog præcis de samme for hende i teenageårene. Kærligheden var bare balletten, de elegante bevægelser og det univers af fortællinger.

- Jeg elskede virkelig at danse, og jeg ville giftes med dansen. Jeg var fuldstændig ligeglad med kærlighed. Jeg var lidt afsporet, og når jeg nu kigger tilbage, er jeg glad for, at jeg ikke endte der. Det havde været … smalt. Jeg ville være gået glip af meget, for jeg havde virkelig skyklapper på, husker Nanna Øland Fabricius.

Voldsom identitetskrise

Hun boede alene i Stockholm, da hun som 18-årig blev ramt af den rygskade, som stadig præger hende i dag. Dengang gjorde det ikke bare ondt i ryggen. Identiteten fik også alvorlige skrammer.

- Jeg havde virkelig ofret alt for dansen. Der var ikke anden vej for mig. Det var ekstremt at stå der som 18-årig og indse, at jeg ikke var lykkedes med det, jeg havde ofret alt for. På en måde følte jeg også et pres om, at jeg skulle bevise, at mine beslutninger var rigtige, ved at lykkes med dem. Da jeg så ikke lykkedes, virkede mine beslutninger også forkerte, selv om de jo ikke havde været det, husker Nanna Øland Fabricius.

I to år nægtede hun at give op og gik til den ene "Danmarks bedste …" efter den anden. Hver gang troede hun, at en ny genoptræningsform ville gøre underværker, og hver gang blev hun skuffet.

- Jeg så også en stor stolthed i kampen. Jeg skulle på en eller anden måde forsvare al den tid, jeg havde brugt på dansen. Så giver man ikke bare op. Men til sidst orkede jeg ikke at håbe mere. Jeg var også kommet til et punkt, hvor jeg følte mig uintelligent, hvis jeg blev ved med at insistere.

I tre år anede Nanna Øland Fabricius ikke, hvad hun ville eller skulle. Hen ad vejen lykkedes det hende at få flere ganske attraktive job. Hun brændte bare ikke for dem. Passionen var væk og erstattet af en sær dårlig samvittighed over ikke at kunne glædes over de ting, andre ville være henrykte over at opnå.

- Jeg savnede at brænde for noget. Helt enkelt. Ligegyldigt hvad. Jeg kunne bare ikke identificere mig med ikke at brænde for noget. Jeg søgte virkelig min kærlighed i det, jeg lavede. Ikke at det skulle give mening på alle mulige andre måder, husker Nanna Øland Fabricius, der på mange områder havde sjusset sig gennem livet.

Når hun var dårlig til matematik, skyldtes det, at hun ikke skulle bruge det til noget. Og når hun valgte at blive balletdanser, skyldtes det hverken udsigten til penge eller succes. For ingen af de dele kunne hun skimte i mængden af uendelige træningstimer, som hun glædeligt havde betalt for kærligheden med.

I stedet stod hun pludselig uden retning i sit liv, men i dag kan hun se, at de år var nogle af de vigtigste og mest lærerige, fordi hun gav sig selv tid til at improvisere og være spontan.

- Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg ikke fik skyndt mig ind på en eller anden uddannelse eller fik skyndt mig at tage en beslutning, som måske ikke havde været den rigtige. Og for at mine forældre havde en grundtillid til, at jeg ikke ville ende på gaden. Jeg tror, mange børn oplever, at deres forældre er bange for, at de ender i noget ukontrollerbart. Men når man bliver udvist tillid, er man også tilbøjelig til at tage et større ansvar.

En perfekt søndag: I naturen går tiden meget langsommere

Jeg elsker søndage. De er desværre bare for korte. Det bedste er i virkeligheden lørdag aften, for så ved man, at man har hele søndagen til gode.

Jeg elsker at gå i skoven.

Når jeg er i naturen, føler jeg, at tiden går langsommere, og søndagen handler i virkeligheden om at få så meget for pengene som muligt rent tidsmæssigt.

Hvis jeg er i naturen, føler jeg, at jeg vinder seks timer på tre timer. Så det handler om at tage ud på Amager Fælled eller i Hareskoven eller et andet sted, hvor man kan sidde og kigge på en snegl og vente på, at den kommer ud af sit hus. Sådan noget synes min søn, Svend, også er vildt sjovt.

Jeg skal helst i skoven hver uge. Jeg kan virkelig få abstinenser, hvis jeg ikke får det gjort.

Da vi var på vestkystturné i USA, havde vi en halv fridag, som vi brugte på at tage ud i de store Red Wood-skove, hvor træerne er 3000 år gamle. Det er noget med tiden. Sådan nogle steder føles det som om, tiden går langsommere, og så kan jeg følge med. Ude i det virkelige liv føler jeg tit, at jeg ikke helt kan følge med. Jeg kan slet ikke have, at Svend lige har været et lille barn, og pludselig er jeg bedstemor. Jeg kan få totalt angst over, hvor hurtigt det går.

Når vi har været i skoven, skal vi hjem at lave noget mad, som også gerne må tage lang tid.

Om søndagen skal alting gå langsomt. Det må gerne tage seks timer at lave mad.

Om aftenen skal vi måske danse lidt. De stolper, vi har i vores lejlighed, kan Svend gå rundt om i timevis og synge og danse.

Senere er der måske filmaften. Det ville være en drømmesøndag for mig. Sådan nogle dage kan vare lang tid i kropsvarme.

Fri af målsætninger

Nanna Øland Fabricius har afleveret sin søn, Svend, og kommer lige fra børnehaven med et krus kaffe "to go" og en pose med morgenmad. Da hun små to timer senere smyger sig i sin lange frakke for at tage ud i DR-byen, ligger posen stadig på køkkenbordet. Glemt eller overflødig.

Nogle gange spiser hun ikke ret meget. Sådan var det også en periode i USA, hvor hun - presset af endeløse køreture mellem nye hoteller, interviews og koncerter - gik mere og mere op i, hvad hun spiste og en overgang nægtede at spise fastfood og i stedet levede af nødder og bananer.

Det var på ingen måde et bevidst valg, at hun endte der. Midt i en centrifuge af succes, glimmer og glamour. Og måske er det netop læren af de første mange års hårde slid som balletdanser.

Succesen kommer ikke altid, når man ønsker den allermest.

- Det har givet mig en enorm ydmyghed i forhold til ikke at kunne bestemme alt. Vilje er ikke altid nok. Det lærte jeg på den hårde måde. Du er nødt til at finde mening og klarhed i det, du har lige nu. Som danser var jeg enormt målorienteret, men nu ved jeg, at det at skabe og elske det, jeg laver, giver mig succes. Det får jeg ikke ved at fokusere på at få succes. Jeg bliver kun god, når jeg sætter mig fri af målsætninger, understreger Nanna Øland Fabricius.

Hun var relativ gammel, før hun opdagede sin passion for musikken. Den havde været der altid, men det var næsten for nærliggende at skulle noget med den.

- Det er en åndssvag sammenligning, men det svarer til, at du har haft en bedste ven gennem hele livet og pludselig opdager, at det er ham, du skal giftes med. Sådan har jeg det med musikken. Jeg har spillet og sunget og skrevet hele livet. Jeg har bare ikke villet noget med det, siger Nanna Øland Fabricius.

Hendes forældre, operasanger Bodil Øland og komponist Bendt Fabricius, har givet hende en ubevidst musikuddannelse med i bagagen, og pludselig stod Nanna Øland Fabricius på scenen og sang sine egne sange. Noget, hun ikke i sin vildeste fantasi havde drømt om.

- For mig er musikken et valg, men et ubevidst valg. Det er det, jeg er lykkedes med, og alting skete så hurtigt, at jeg slet ikke nåede at lægge planer. De blev simpelthen lagt for mig. Jeg blev bombarderet fra alle sider og nåede slet ikke at tænke. Jeg havde slet ikke tid til at sætte mig mål, for de blev opfyldt hurtigere, end jeg kunne nå at tænke dem. Faktisk var mit mål på et tidspunkt ikke at lave noget, for jeg nåede slet ikke at drømme alle de der drømme.

Nanna Øland Fabricius sidder hver dag ved klaveret i lejligheden på Nørrebro. Hun håber at udgive et nyt album i 2020. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Heftig udvikling

Især årene fra 2011 til 2013 var heftige for Nanna Øland Fabricius.

Coveromslaget fra hendes første plade, "Fauna", hænger som et stort maleri i lejligheden. Det er hendes eksmand, kunstneren Eske Kath, der har lavet det. Under kunstnernavnet Oh Land blev Nanna Øland Fabricius nomineret til prisen P3 Talentet ved P3 Guld og som Årets nye danske navn ved Danish Music Awards i 2009.

Da hun efterfølgende selv arrangerede en turné i USA, eksploderede hendes liv.

- Det var lidt en "for sjov"-tur. Vi kunne bo hos nogle, jeg kendte, og vi kunne lige så godt leve livet derovre som her, for jeg var ikke stor nogen steder. I flyet læste jeg et musikblad, hvor der på første side var et stort billede af Amanda Ghost, der lige var blevet hyret som CEO på Epic Records under Sony.

Nanna Øland Fabricius viste billedet til sine veninder, der sang kor for hende. Hende skal vi møde, jokede de grinende.

To dage senere stod hun til deres koncert i Austin.

- Jeg var totalt ukendt, så ud over lydmanden og den familie, vi boede hos, var de de eneste til koncerten. Men nu var vi rejst så langt, så vi lige så godt kunne fyre den af. Bagefter kom hun op og præsenterede sig, og jeg vidste præcis, hvem hun var.

Derfra gik det stærkt. David Letterman-show. Tour med Katy Perry. 280 koncerter om året og endeløse rækker af interviews.

- Pludselig havde jeg ikke været hjemme i et halvt år, og jeg havde kun set mine forældre én gang i løbet af et år. Det var mellem to interviews i København, og så blev jeg kørt tilbage til lufthavnen. På et tidspunkt begyndte jeg for sjov at tage billeder af alle de senge, jeg sov i, fordi det var så langt ude, hvor mange steder jeg lagde mig ned og sov og så bare var videre. Til sidst rejste jeg med fire kufferter, fordi jeg fik brug for flere og flere ting. Pludselig var det enormt vigtigt, at jeg havde nogle bestemte duftlys på værelset, så der altid duftede ens, og jeg brød helt sammen, hvis der ikke var én bestemt te, når jeg kom frem.

Nanna Øland Fabricius var presset. Det var også i den periode, hun blev kontrollerende i forhold til mad. Nul fastfood på de endeløse køreture mellem koncerter betød, at hun levede af nødder og bananer, for fastfood på den klassiske diner-vis nægtede hun at spise.

I begyndelsen var det et fortryllet eventyr. Hver eneste dag vågnede Nanna Øland Fabricius op til noget nyt og sindssygt. Men i længen blev hun også udsultet på sin energi, for som gammel danser bed hun tænderne sammen og knoklede på.

- Jeg husker en helvedesdag, hvor jeg havde ni interviews, tre fotoshoots, to små radioperformances og en koncert om aftenen. Jeg havde ikke tid til at tænke én eneste tanke. Jeg kunne godt føle, at jeg fik klaustrofobi i mit eget liv. At jeg skulle ud af det. Men min glæde og kærlighed til musikken holdt mig fast. Også fordi jeg hele tiden vidste, at der sad en million musikere og var enormt misundelige på det, jeg var i gang med. Derfor følte jeg mig også forpligtet til at gøre det, nyde det og ride med på bølgen. Jeg vidste også godt, at mit overjeg var imponeret. Der var en Nanna, der sad et eller andet sted på en sky og var godt tilfreds og tænkte, at det her går du ikke glip af. Så jeg tænkte nok bare, at nu gør jeg det, og så kan jeg sove, når jeg bliver gammel.

Nanna Øland Fabricius sidder hver dag ved klaveret i lejligheden på Nørrebro. Hun håber at udgive et nyt album i 2020. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Ikke verdenshit for enhver pris

Oplevelserne og syv år i New York har givet Nanna Øland Fabricius en bevidsthed om, at hun ikke skal ville ting for meget.

Mærker hun, at hun går meget målrettet efter noget, skal hun hive fat i sig selv og slippe det. Hendes erfaring har lært hende, at det ikke er viljen, der bestemmer, hvor hun ender. Tværtimod risikerer hun at blive skuffet og måske endda glemme at sætte pris på de ting, hun rent faktisk opnår.

- Jeg er meget taknemmelig for den tid, men jeg savner den ikke. Det var meget bevidst, at jeg ændrede min livsstil, flyttede hjem til Danmark og fik et barn. Det vigtigste for mig er at have passion for det, jeg laver. Jeg brænder for at sidde ved klaveret og skrive en sang, der ikke fandtes for 10 minutter siden. Det kan man ikke i den situation, fordi alting skal være så effektivt og passe ind i nogle rammer.

- Jeg har siddet med nogle af de vildeste producere i verden og nogle af de mest magtfulde musikmennesker og sagt, at jeg ikke havde lyst til det, de foreslog. Set udefra var det nærmest komisk og nogle gange idiotisk. Jeg vidste godt, jeg havde nogle chancer for at lave et verdensomspændende hit, og det er jo ikke, fordi jeg ikke vil det. Jeg vil bare gøre det ved at lave noget, jeg elsker. Men det var ikke vigtigt for mig at opnå en hel masse. Måske fordi det ikke er det, jeg altid har drømt om. På en eller anden måde har jeg været meget uimponeret og anti-autoritær, forklarer Nanne Øland Fabricius.

Hun nyder at være tilbage i Danmark, hvor der er rent og pænt, ingen fritløbende rotter og kakkerlakker overalt. Ingen hajer, storme og vulkaner. Alligevel har det været en vild tid for hende, for netop som der skulle ro på, endte hendes ægteskab i et brud og endnu en gang en ny start. En proces, hun fortalte åbent og sårbart om på sit seneste album, "Family Tree", men også en periode i hendes liv, som hun er kommet igennem.

I dag fungerer hun i de rammer, hun som mor har været nødt til at skabe for sin søn Svend, men personligt trives hun bedst med ikke at vide, hvad der skal ske i morgen og i næste uge.

- Jeg bliver panisk angst, når folk taler om karriereplaner og handlingsplaner. Det gør mig fuldstændig klaustrofobisk. Men jeg har jo en business, der skal løbe rundt, og derfor har jeg også en manager, som godt ved, hvad der skal ske om et år eller to. Men hun skal ikke sige det til mig. Jeg har ikke lyst til at vide, hvad jeg skal i næste uge, siger Nanna Øland Fabricius.

Nanna Øland Fabricius sidder hver dag ved klaveret i lejligheden på Nørrebro. Hun håber at udgive et nyt album i 2020. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Undertrykt energi vil ud

Helt overrasket bliver hun nu næppe, når der står "X Factor" i kalenderen.

Igen i år er hun med i dommertrioen, der står ansigt til ansigt med en lang række unge talenter, der mere eller mindre målrettet drømmer om at komme på samme eventyrlige succesudflugt, som Nanna Øland Fabricius selv har været det.

- Det er ekstremt at være med i "X Factor", for "X Factor" er ikke virkeligheden. Pludselig kommer du ind i en tromle, hvor du hverken har tid til at tænke det ene eller det andet, og så kommer du ud på den anden side, og så er det slut, og der er bomstille. Det er en heftig maskine at gå igennem. Specielt, når man er ung, medgiver Nanna Øland Fabricius.

Selv ser hun også frem til det, der følger efter "X Factor". For første gang i 10 år har hun taget fri i en måned.

Ikke fri til at lave ingenting, men fri til at tænke, skabe og kreere. Sidde ved Steinway-flyglet med benene smidigt trukket op under sig og lade musikken flyde frit.

- Jeg kan mærke, der er noget, der presser sig på. Noget, der vil ud. Jeg har enorm meget undertrykt energi. Hvor min sidste plade var meget introvert og intim, tror jeg, den næste bliver meget mere ekstrovert. Jeg har brug for at gøre noget andet end kigge indad. Brug for at komme ud med en masse energi, siger hun.

Nanna Øland Fabricius har vakt opmærksomhed som X-Factor-dommer med sit farverige udtryk, og hjemme omgiver hun sig også med masser af farver. - Jeg tror i virkeligheden, det afspejler min tankegang. Jeg kommer med en teaterbaggrund, hvor det ikke har været så normalt at gå i jeans og t-shirt. Men jeg har altid beundret folk, der går i sort og tænkt på, hvordan man kan være så disciplineret i sit udtryk. Min personlighed ville ikke føle sig hjemme i det, fortæller hun. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Nanna Øland Fabricius har vakt opmærksomhed som X-Factor-dommer med sit farverige udtryk, og hjemme omgiver hun sig også med masser af farver. - Jeg tror i virkeligheden, det afspejler min tankegang. Jeg kommer med en teaterbaggrund, hvor det ikke har været så normalt at gå i jeans og t-shirt. Men jeg har altid beundret folk, der går i sort og tænkt på, hvordan man kan være så disciplineret i sit udtryk. Min personlighed ville ikke føle sig hjemme i det, fortæller hun. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Nanna Øland Fabricius havde flere muligheder for at lave et stort verdenshit i årene i USA, men flere gange takkede hun nej til projekter, som hun nok kunne se potentialet i men ikke havde sig selv med i. Nu nyder hun at være tilbage i Danmark, i pæne omgivelser og en god børnehave til sønnen Svend. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Nanna Øland Fabricius har vakt opmærksomhed som X-Factor-dommer med sit farverige udtryk, og hjemme omgiver hun sig også med masser af farver. - Jeg tror i virkeligheden, det afspejler min tankegang. Jeg kommer med en teaterbaggrund, hvor det ikke har været så normalt at gå i jeans og t-shirt. Men jeg har altid beundret folk, der går i sort og tænkt på, hvordan man kan være så disciplineret i sit udtryk. Min personlighed ville ikke føle sig hjemme i det, fortæller hun. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Nanna Øland Fabricius havde flere muligheder for at lave et stort verdenshit i årene i USA, men flere gange takkede hun nej til projekter, som hun nok kunne se potentialet i men ikke havde sig selv med i. Nu nyder hun at være tilbage i Danmark, i pæne omgivelser og en god børnehave til sønnen Svend. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Nanna Øland Fabricius siger kun ja til at deltage i de projekter, som hun først og fremmest tror bliver sjove. - Der er sikkert nogle, der kan lære at udføre et håndværk, selv om de synes, det er kedeligt. Det kan jeg ikke. Jeg kan kun få succes med noget, jeg synes er sjovt. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Når Nanna Øland Fabricius som X-Factor-dommer møder de unge, håbefulde deltagere, mærker hun deres drivkraft og ambition. I samme moment tænker hun også over, at hun selv har haft et helt andet liv. Et liv, hvor hun som ung satsede alt på balletten og derfor sent fandt ud af, at hun skulle leve af den musik, der altid havde været en del af hendes liv. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Når Nanna Øland Fabricius som X-Factor-dommer møder de unge, håbefulde deltagere, mærker hun deres drivkraft og ambition. I samme moment tænker hun også over, at hun selv har haft et helt andet liv. Et liv, hvor hun som ung satsede alt på balletten og derfor sent fandt ud af, at hun skulle leve af den musik, der altid havde været en del af hendes liv. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Når Nanna Øland Fabricius som X-Factor-dommer møder de unge, håbefulde deltagere, mærker hun deres drivkraft og ambition. I samme moment tænker hun også over, at hun selv har haft et helt andet liv. Et liv, hvor hun som ung satsede alt på balletten og derfor sent fandt ud af, at hun skulle leve af den musik, der altid havde været en del af hendes liv. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Når Nanna Øland Fabricius som X-Factor-dommer møder de unge, håbefulde deltagere, mærker hun deres drivkraft og ambition. I samme moment tænker hun også over, at hun selv har haft et helt andet liv. Et liv, hvor hun som ung satsede alt på balletten og derfor sent fandt ud af, at hun skulle leve af den musik, der altid havde været en del af hendes liv. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Nanna Øland Fabricius siger kun ja til at deltage i de projekter, som hun først og fremmest tror bliver sjove. - Der er sikkert nogle, der kan lære at udføre et håndværk, selv om de synes, det er kedeligt. Det kan jeg ikke. Jeg kan kun få succes med noget, jeg synes er sjovt. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Som musiker giver det god mening at bo på Nørrebro i København, men i virkeligheden ville Nanna Øland Fabricius lige så gerne bo på landet, fiske og gå på jagt, for i naturen føler hun, at tiden går langsommere. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

Annonce