Annonce
Odense

Odenseaner storhitter på YouTube: Har 10 gange så mange følgere som Medina

27-årige Christine Meier fra Odense danser den indiske folkedans bhangra, som hun filmer og deler på YouTube, hvor hun har over 80.000 følgere. Alligevel er hun slet ikke kendt i Danmark.

27-årige Christine Meier fra Odense har i skrivende stund mere end 18.000.000 videovisninger på sin YouTube-kanal, Bhangra by Christine. Samtidig har hun over 80.000 følgere, og det er flere end 10 gange så mange som den danske sangerinde Medina.

Alligevel går hun ubemærket rundt i Odenses gader, hvor hun bor. For Christine Meier danser nemlig den indiske folkedans bhangra, og selv om hun filmer mange af sine dansevideoer på Fyn, bor langt de fleste af hendes fans i den indiske delstat Punjab, hvor dansen stammer fra.

- Lige nu er jeg på et stadie, hvor jeg ikke rigtigt er kendt i Indien, men alligevel ved folk godt, hvem jeg er, og så begynder de at tage billeder af mig. Så det er egentlig rart nok, at jeg ikke er kendt i Danmark, fortæller Christine Meier grinende over en Skype-forbindelse fra Indien, hvor hun lige nu er taget til for at arbejde og dygtiggøre sig.

Annonce

Hvad er bhangra?

Bhangra er en indisk folkedans, der stammer fra den nordvestlige region Punjab.

Dansen er mere end 500 år gammel og blev oprindeligt danset af bønder, når de fejrede høsten.

I løbet af de sidste 30 år er dansen begyndt at brede sig ud over Indiens grænser.

I Danmark tilbyder nogle fitnesscentre i dag holdundervisning i bhangra.

Blev et kæmpe hit

Christine Meier har altid danset. Men først som 23-årig faldt hun over bhangra, da hun så det i en udsendelse på fjernsynet.

- Jeg hørte musikken og tænkte, det her skal jeg bare have til Danmark. Det havde en fed energi, og der var masser farve, så det ville jeg gøre noget ud af, fortæller hun.

Hun deltog i et par kurser i Danmark, tog SU-lån og hoppede på en flyver til Indien, hvor tingene hurtigt tog fart. Hun fik en indisk kæreste, som hun begyndte at lave lave film med, og i 2014 lagde hun sin første video på YouTube.

- Min eks-kæreste var typisk inder med turban og stort skæg, så vi ville gerne se, hvordan folk reagerede på det. Det blev et kæmpe hit. Vi lavede en video hjemme i min stue i Odense, og den gik fuldstændigt viralt i Indien. Netop fordi man har en europæisk pige, der kan deres folkedans, sammen med en, der er så typisk punjabi, siger hun.

Kan ikke leve af det

I dag har Christine Meier over 80.000 følgere på YouTube. Alligevel kan hun ikke leve af sine videoer. For fanbasen er i Indien, og der er ikke mange penge at tjene på YouTube, når man danser til andres musik, fortæller hun.

- Men jeg kan ikke lade være, for det gør mig vildt glad. Mit liv har ændret sig så meget. Jeg har taget en del indisk kultur med mig hjem, og mange af mine venner er efterhånden indere, siger hun.

Til dagligt læser Christine Meier en kandidat i virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet. Og når hun ikke optager dansevideoer på fynske markveje eller er i Indien for at dygtiggøre sig, kører hun workshops og holdundervisning i bhangra-dans.

- Jeg vil gerne vise danskerne, at Indien ikke er så farligt, som de tror. Det kan godt være, de ser lidt skøre ud med turban og så videre, men Indien og inderne har så meget at byde på. Især enormt megen livsglæde, og det smitter af på folk, siger hun.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce