Annonce
Odense

Odense vokser: Embedsfolk foreslår at skrue op for boligbyggeriet

Nye boliger skyder op i stor stil i Odense i disse år. Blandt ander her i Gartnerbyen i Bolbro. Odense Kommunes forventning er, at behovet for nye boliger vil fortsætte og endda være stigende i de kommende 12 år. Foto: Michael Bager
By- og Kulturforvaltningen anbefaler, at antallet af nyopførte boliger øges i de kommende år. Blandt på grund af behovet for nye boliger i Vollsmose, opførelsen af erstatningsboliger for Vollsmoses beboere og planerne om at udvide bymidten med et nyt Nørrebro-kvarter.

Antallet af nye boliger, der opføres i Odense, bør skrues op set over de næste 12 år i forbindelse med den nye kommuneplan.

Sådan lyder anbefalingen fra By- og Kulturforvaltningens embedsfolk til politikerne i By- og Kulturudvalget.

I 2016 blev boligbehovet fastsat til 833 boliger per år. Men fremover bør målsætningen være at ramme et niveau, hvor der opføres 890 boliger om året, mener forvaltningens embedsfolk.

Annonce

Nye projekter på vej

Boligbyggeriet i Odense har generelt været stigende i de sidste seks år, hvor byen har gennemgået store ombygninger. Der er gennemsnitligt opført 716 boliger per år, især mange lejligheder. Og tempoet har været stigende. De sidste tre år har antallet af nye boliger ligget på 880 boliger per år.

Når embedsfolkene kigger frem mod årene 2020-2032 og når frem til, at der vil være behov for 890 boliger per år sker det blandt andet med baggrund i de indsatser, byrådet lægger i at fremme specifikke boligbyggerier, behovet for yderligere nye boliger i Vollsmose samt behovet for erstatningsboliger til de af Vollsmoses beboere, der som led i "Den Sidste Vollsmoseplan" skal flytte til andre steder i byen. I alt ventes der over årene at skulle opføres cirka 1000 nye boliger som erstatning for de boliger, der rives ned i Vollsmose.

Desuden spiller de lidt mere langsigtede planer om at udvide bymidten med et nyt Nørrebro-kvarter ind.

Hovedfokus i de kommende års udbygning vil fortsat være på byfortætning og opførelse af lejligheder i bymidten og langs letbanen.

Intentionen er, at 500 ud af de i alt 890, der skal opføres om året, bliver lejligheder, 200 bliver rækkehuse og andre 100 til parcelhuse. De sidste 90 boliger kan for eksempel være kolligielejligheder.

Klare prioriteringer

Oplægget til politikerne rummer også konkrete prioriteringer omkring, hvilke typer boliger, der bør opføres.

På listen over, hvad der bør prioriteres, står blandt andet bæredygtige boliger, nye boliger i og omkring bymidten, nær letbanen og i de eksisterende byomdannelsesområder. Desuden bør nye boliger i de selvstændige forstæder prioriteres.

Omvendt bør der ikke ske prioritering af nye boliger i de grønne kiler eller af nye boliger, der udsættes for støj, rystelser, lugt for eksempel tæt på virksomheder, jernbaner og stærkt befærdede veje. Der bør heller ikke bygges nyt i områder, der ofte forventes at blive oversvømmet, fremgår det.

I øvrigt påpeges det, at bør sikres plads til nye boliger i alle prisklasser.

By- og Kulturudvalget skal tirsdag drøfte forvaltningens oplæg til den fremtidig boligudbygning i Odense.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Prædiken. Skamløs i sin kærlighed

Prædiken: Skammen står i kø: der findes klimaskam og rygeskam, og man kan skamme sig over at mene noget andet, end det er moralsk tilladt i de kredse, man begår sig i; og sidste nye skud på stammen: virusskam; skammen over at være smittebærer af Covid 19 måske helt uden at vide det. For man kan såmænd føle skam helt uden at være skyldig. Skam og skyld hænger ikke nødvendigvis sammen. Offeret for en voldtægt er uden skyld og føler alligevel skam. Mens skyld er noget, vi kan placere, så er skam langt mere subtil i sin fremtræden. Den findes i alle mulige logiske og ulogiske sammenhænge. Det kan endda lade sig gøre at skamme sig på andres vegne; man kan skamme sig over at være dansker, skamme sig over alle de andre danskere forstås, alt imens man opfatter sig selv som helt igennem anstændig. I dagens evangelium hører vi om en flok mænd, som skammer sig på en andens vegne. Mændene ligger til bords i Simons hus, da en kvinde kommer ind i huset til dem. Hun nærmer sig Jesus, går helt hen til ham og hælder så den fineste og kostbareste nardusolie fra sin krukke ud over Jesu hoved, som når man salver en konge. Ødselt overøser kvinden med alabastkrukken Jesus med sin kærlighed og bekender sig på den måde til ham, som man bekender sig til sin Gud. Straks bliver hun overfuset af de tilstedeværende, for hvem Sandheden er skjult. Ikke alene opfører hun sig helt uanstændigt ved at komme ind i huset, ydermere skammer de sig nu over hendes hovedløse handling. For al den olie, svarende til en formue, kunne være blevet solgt og pengene givet til de fattige. Så nyttigt kunne kvindens formue været blevet brugt! Gæsterne i Simons hus ønsker nemlig at være generøse, og hvad er nemmere end at være generøs på andres bekostning? Kvinden opfører sig i deres øjne skamløst. Og det er præcis hvad hun er. I mødet med Kristus er hun skamløs. Ikke skamløs som psykopaten med det menneskelige brist slet ikke at kunne føle skam; ikke skamløs som en person, der rager til sig i en uhørt aftrædelsesordning; ikke skamløs som om skammen slet ikke findes i hendes liv, for det gør den. Hun er synderinde af profession, verdens ældste hverv, og sikkert ikke for fornøjelsens skyld, men af nød. Jo, hun kender til skammen, som de allerførste mennesker i Edens have kendte til den, fordi skammen er et menneskeligt vilkår. Men i mødet med Jesus bliver mennesket skamløst, løst fra sin skam. For sådan er kærlighedens væsen. Skam som samfundsgreb kan så absolut være godt, skammen er samfundsregulerende og opdragende. Men skam kan også være af det onde. Den kan holde os fanget i et net, som vi ikke selv kan vikle os ud af. Den lammer os. Ligesom frygten for en ukendt virus lammer os, og gør os desperate. Vi kastes ud af hamsterhjulet. og måske for første gang i lange tider tvinges vi til ikke at gøre, men blot at være. Og hvem er man så? Kvinden med Alabastkrukken ved, hvem hun er. Hun ved, at hun er Guds, og hun ved, at alt, hvad hun ejer og har, skylder hun Ham, for livet er hans. Hun salver ham som konge i livet og i døden. For salvingen forudsiger også Jesu død og begravelse. Kvindens handling den dag i Betania minder Jesus om, hvad han må gøre, hvor rædselsvækkende opgaven end er. Hun holder ham fast på hvem han er. Og hun viser os, at frygt ikke findes i kærligheden, men at den fuldendte kærlighed fordriver frygten, som den fordriver skammen. Det forstod kvinden med alabastkrukken. Kvinden som var skamløs i sin kærlighed.

Annonce